Vi støtter ulykkespatienter

Hos UlykkesPatientForeningen støtter og hjælper vi mennesker, der har været ude for en alvorlig ulykke eller invaliderende sygdom.

Vi er en fælles stemme for de flere end 100.000 danskere, der har alvorlige følger efter en ulykke. Vi arbejder målrettet for at forbedre livsvilkårene for ulykkespatienter og for at støtte og gennemføre forskning, der gør en afgørende forskel for ulykkespatienter.

Støtte, hjælp og rådgivning

I UlykkesPatientForeningen kan den enkelte ulykkespatient og de pårørende finde støtte til at få hverdagen til at fungere så godt som muligt igen. Vi har en række eksperter med stor erfaring i at give råd og vejledning til mennesker, der har været ude for en ulykke.

Samtidig tilbyder vi en række medlemsfordele og mere specialiserede ydelser inden for:

  • Rådgivning og støtte
  • Træning og motion
  • Kurser og arrangementer
  • Information og viden
  • Ferie og fritid

Se alle vores medlemsfordele

Forbedre livsvilkår

UlykkesPatientForeningen har en velfungerende og dygtig gruppe frivillige, der sammen med sekretariatet arbejder både lokalt og landsdækkende med at forbedre de ulykkesramtes interesser. I dette arbejde samarbejder vi med politikere, myndigheder og organisationer, ligesom vi gennemfører kampagner og pressearbejde.

Vi arbejder blandt andet for at forbedre mulighederne for, at personer, der på grund af en ulykke bliver begrænset i deres arbejdsevne, kan bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, fordi det giver livskvalitet for den enkelte. Samtidig skal de ulykkespatienter, der ikke kan varetage et job, tilbydes et forsørgelsesgrundlag og dermed mulighed for at leve et værdigt liv.

Eget hospital og køreskole

Foreningen driver et specialhospital for ulykkespatienter, der yder helhedsorienteret, professionel og tværfaglig genoptræning og rehabilitering på højeste niveau til patienter med multiple traumer.

Vi driver ligeledes et handicapbilistcenter, der er højt specialiseret i at få mennesker med et handicap til at køre bil.