Piskesmæld kan ramme alle

Det er ikke altid, at ens omgivelser forstår, at man skal passe på sig selv, når man har piskesmæld, og det kan være en stor belastning for den ramte, mener Cecilie Hother. UlykkesLinjen hjælper piskesmældsramte og deres pårørende med råd og vejledning efter ulykken.
Cecilie Hother fik piskesmæld efter to trafikuheld.

Cecilie Hother fik piskesmæld efter to trafikuheld.

For nogle år siden var den travle iværksætter og tv-vært Cecilie Hother ude for flere uheld inden for kort tid, der endte i piskesmæld. Selv om der nu er gået en del år siden ulykkerne, skal hun stadig tage sine forholdsregler.

- Piskesmæld er jo en usynlig skade, som kan være svær at leve med, og det er ikke altid, at omgivelserne forstår, at man skal passe lidt på sig selv, fortæller Cecilie Hother om følgerne af sin ulykke.

UlykkesLinjen, der gratis vejleder ulykkesramte mennesker, modtager ofte opkald fra danskere, der har fået piskesmæld. Knap hvert femte opkald til UlykkesLinjen er relateret til piskesmæld, og ulykkesstatistikkerne viser, at cirka 7.000 personer om året får piskesmæld. Heraf udvikler 8-15 % langvarige følger efter deres skade.

Skal stadig passe på sig selv flere år efter ulykken

Netop fordi piskesmæld er usynligt for omgivelserne, kan det være en stor belastning for den ramte.

- Selv om mine ulykker nu ligger en del år tilbage, så skal jeg stadig passe på mig selv. Jeg skal stadig prioritere, hvad jeg gerne vil og ikke vil. Ikke mindst efter at jeg fået et barn, har været med til at starte en virksomhed og skal passe mit job på TV2, så skal der prioriteres, fortæller Cecilie Hother.

Udover at prioritere sin tid og opgaver, så træner Cecilie også fra tid til anden for at vedligeholde sin krop og dermed holde smerterne i ave.

UlykkesLinjen hjælper ulykkesramte danskere

UlykkesLinjen tilbyder gratis og uvildig vejledning til alle, der har været ude for en ulykke. De rådgiver bl.a. om forsikring, erstatning, behandling, genoptræning, forsørgelse og psykologbistand.

UlykkesLinjen drives af UlykkesPatientForeningen i samarbejde med Rigspolitiet, Sikker Trafik, Havarikommissionen for Vejtrafikulykker, Forsikring & Pension og er støttet af Offerfonden.

De kan kontaktes alle hverdag kl. 9-15 på 3673 2000.

Læs mere om UlykkesLinjen