BPA-ordning

Hvis du har et betydeligt handicap og har brug for hjælp i hverdagen, er hjælperordningen Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) en mulighed.

Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) er den ordning, der tidligere var kendt som ”hjælperordning”. En individuel og skræddersyet løsning til borgere over 18 år, som har en betydelig og varig nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne

Ordningen gives efter Lov om Social Service §96

For at få ordningen skal dit behov for hjælp være så sammensat, at andre ordninger (fx kombination af personlig og praktisk hjælp, ledsagerordning og socialpædagogisk støtte) ikke kan løse dit behov for hjælp.

Ordningen tager udgangspunkt i dine ønsker og behov, så du kan fastholde eller opbygge et selvstændigt liv med egne hjælpere. Både i forhold til arbejde, uddannelse, fritidsliv og familieliv.

Arbejdsleder og arbejdsgiver

Du skal kunne fungere som arbejdsleder. Du skal tilrettelægge hjælpen og fungere som den daglige leder for dine hjælpere.

At være arbejdsleder indebærer for eksempel at

  • udvælge hjælpere til ansættelse
  • udarbejde jobbeskrivelser
  • udarbejde vagtplaner for hjælperne,
  • oplære nye hjælpere
  • afholde personalemøder
  • varetage instruktion af hjælpere

Du er også arbejdsgiver i en BPA-ordning, men du kan vælge, at tilskuddet og arbejdsgiveropgaverne overføres til andre (fx et firma).

At være arbejdsgiveropgaver indebærer for eksempel at

  • ansætte og afskedige hjælpere, herunder udarbejdelse af lovpligtige ansættelsesbeviser
  • udbetale løn,
  • indberette til skat
  • indbetale feriepenge og ATP

Udmåling af hjælpen

Du kan få op til 24 timers hjælp i døgnet. Kommunens udmålingen sker på baggrund af en vurdering af dine behov.

Du kan vælge et lavere timetal, hvis du for eksempel ønsker at være alene nogle timer i døgnet.

Der skal i forbindelse med udmålingen også udmåles timer til weekender og ferier, hvis du i den forbindelse har behov for yderligere hjælp, og timer til oplæring, personalemøder mm.

Kommunen udmåler også tilskud til arbejdsgiverdelen, som skal dække de nødvendige omkostninger til det.

Yderligere udgifter

Du skal ikke have udgifter ved at have en BPA-ordning. Derfor kan du få dækket yderligere udgifter.

Kommunen skal også være opmærksom på dette i forbindelse med udmålingen af ordningen.

Yderligere udgifter kan for eksempel være

  • udgifter til porto og annoncering, ekstra forbrugsudgifter til vand, varme og el, andre småudgifter i husholdningen (fx sæbe, toiletpapir), handsker, masker og lignende til hjælperne.
  • ekstra udgifter til entre, transport eller overnatninger ved kurser, weekendophold, sportsarrangementer mv for hjælperne.

Kommunen er opmærksom på, om ekstraudgifterne dækkes på anden vis, for eksempel via pensionslovgivningen.

Særligt for respiratorbrugere

For borgere med respirator sker udmålingen af ordningen i et samarbejde med kommune og region, og udgiften dækkes af begge efter en konkret udmåling.

Mulighed for udlandsophold

Du kan tage din BPA-ordning med under midlertidige ophold i udlandet på op til en måned.

Hvis dit ophold i udlandet, overstiger en måned, skal du, før udlandsopholdet påbegyndes, ansøge kommunen om bevarelse af hjælpen.

Kommunen træffer en afgørelsen om det efter en konkret vurdering afhængig af formålet med hjælpen og de konkrete omstændigheder, herunder karakteren af hjælpen.

Revurdering/opfølgning

Kommunen skal løbende lave opfølgninger i eksisterende BPA-ordninger. Det er for at sikre, at ordningen tilgodeser dine behov.

Du har naturligvis også mulighed for at henvende dig og anmode om opfølgning på ordningen, ligesom duer forpligtet til at oplyse kommunen om ændringer i din situation. For eksempel ændringer i civilstand, helbredsmæssige ændringer mm.

Flytning

Hvis en du flytter fra en kommune til en anden kommune fortsætter din BPA-ordning som hidtil, indtil din nye kommune har truffet afgørelse i sagen.

Kommunen, som du flytter fra, fortsætter udbetalingen af tilskud, indtil din nye kommune har truffet afgørelse om tilskud.

Andre ordninger

Der findes andre ordninger, der minder om BPA-ordningen jævnfør Lov om Social Service §96. Kontakt UlykkesPatientForeningens socialrådgivere eller kommunen for at få yderligere information.

Yderligere rådgivning for arbejdsgivere

Hvis du har valgt at være arbejdsgiver kan du få gratis rådgivning og vejledning hos BPA-arbejdsgiver