Hverdagen med en usynlig skade

I hverdagen med en usynlig skade handler det om at prioritere ressourcerne, så der sideløbende med hverdagens praktiske gøremål også er overskud til de ting, der giver dit liv værdi.

Mange, der lever med en usynlig skade, oplever, at de både skal håndtere de begrænsninger, skaden sætter og en manglende forståelse fra omgivelserne. Når du udadtil ser rask og rørig ud, kan det være vanskeligt for andre at forstå hvor store begrænsninger, der præger din hverdag.

Den manglende forståelse skyldes sjældent ond vilje, men snarere den menneskelige tendens til at sammenligne med noget, vi kender i forvejen.

Mange af os kender smerter som et forbigående fænomen i form af hovedpine eller ondt i ryggen. Derfor er det vanskeligt at sætte sig ind i, hvor belastende det eksempelvis er at have konstante smerter, der ofte forværres ved selv den mindste aktivitet.

Mange oplever, at deres selvforståelse og selvværd ramler, når de går fra at have kunnet alting til at have vanskeligt ved at få hverdagen til at hænge sammen. Det kan opleves nedværdigende ikke at kunne klare de mest almindelige ting, men kun have begrænset overskud. 

Hvis du ikke længere er i stand til at fortsætte din hidtidige beskæftigelse, kan du opleve, at din identitet udfordres yderligere.

Fra tid til anden vil du sandsynligvis opleve social isolation. Når du konsekvent skal økonomisere med kræfterne og prioritere, hvad du bruger dine ressourcer til, kan det være vanskeligt at finde overskud til socialt samvær.

Ydermere er det især i den første tid helt normalt, hvis du føler, at du kæmper for at være den tidligere version af dig selv i sociale sammenhænge for at opfylde usagte forventninger og undgå at blive betragtet som svag i egne eller andres øjne.

Når du opretholder facaden og giver indtryk af, at alt er ok ved fødselsdage eller familiesammenkomster, koster det imidlertid på energikontoen. I værste fald kan det ende i en ond cirkel, hvor du får tiltagende dårlig samvittighed over ikke at være noget for dine nærmeste, og du derfor trækker dig socialt.

Det er dog kun muligt at acceptere de ændrede livsomstændigheder, hvis du får bearbejdet den sorg, der knytter sig til ulykken og de tab, den har medført. Det kan både være konkrete tab af førlighed eller tab af identitet, drømme, håb og fremtid.

I dag betragtes sorg som et langt mere individuelt forløb, der sjældent afsluttes definitivt, selv om du i en eller anden forstand kommer ud på den anden side. På et tidspunkt vil du med stor sandsynlighed have arbejdet så meget med sorgen, at du lever en god og meningsfuldt hverdag på nye præmisser.

Særlige begivenheder kan vække sorgen til live igen og kan betyde, at du i en periode må bearbejde nye aspekter. Sorg er altså snarere noget, du skal leve med, end noget, der skal gennemleves.

For mange ulykkesramte og deres familier kan det være befriende at vide, at den sorg, der er knyttet til de mange forskellige tab, som en ulykken medfører, ikke er noget, I definitivt kommer over.

En væsentlig forudsætning for at kunne skabe en ny og meningsfuld hverdag er, at du i en eller anden udstrækning når frem til en accept af de ændrede livsomstændigheder. For mange ulykkesramte betyder de blivende funktionelle begrænsninger, at tidligere sociale roller bliver sat til forhandling.

Det betyder med andre ord, at du som ulykkesramt skal arbejde på at føle dig værdifuld på nye betingelser. Hvis du er vant til at spille fodbold med din søn, og du ikke mere er i stand til det, vil du opleve en sorg over ikke længere at kunne være den aktive far, der spiller fodbold med sin søn. Heldigvis vil du med tiden blive i stand til at se, at det at være en god far handler om andet og mere end at spille fodbold.

I takt med denne erkendelse vil du udvikle nye sider af din faderrolle, som stemmer overens med din nye situation. Det er ikke ensbetydende med, at du ikke fra tid til anden vil opleve et stik i hjertet over ikke at kunne spille fodbold med din søn. Efterhånden som I finder andre måder at være sammen på, vil du føle dig værdsat på nye betingelser.

Ligesådan forholder det sig i forhold til rollen som partner, kammerat, søskende eller barn. Pointen er, at langt de fleste ulykkesramte på sigt formår at redefinere gamle roller, så de stemmer bedre overens med de aktuelle livsomstændigheder.

Netop fordi sorg og krise er en individuel, fleksibel og dynamisk proces, er der ikke en måde, som er bedre at håndtere den end en anden.

Til tider vil det være hensigtsmæssigt at fokusere på at bearbejde dine følelser. Det kan være, du kan finde hjælp i at skrive dagbog om dine tanker og følelser, eller du kan tale med en ven. Det er imidlertid en udbredt misforståelse, at det altid er godt at tale med nogen.

Til tider kan du sagtens have behov for at fortrænge virkeligheden for at kunne overleve følelsesmæssigt. Det er der ikke noget forkert i, når blot det er en blandt mange strategier i en fleksibel proces.

På andre tidspunkter i bearbejdelsen af sorgen vil det være hensigtsmæssigt, at du overvejende fokuserer på problemerne og forsøger at løse de praktiske opgaver for stille og roligt at etablere en ny hverdag. Det kan for eksempel være ved at søge viden, rådgivning og
behandling.

Det er en væsentlig belastning at være pårørende til et menneske med en usynlig skade. Mens den skadede fokuserer al sin energi på at komme sig så vidt muligt og få skabt sig en ny hverdag, bliver du ofte den, der skal være en stærk følelsesmæssig og praktisk støtte for den ulykkesramte.

Når du skal have hverdagen til at hænge sammen, sørge for børn, indkøb osv. sker der ofte det, at dine egne reaktioner skubbes i baggrunden. Nogle gange bliver dette forstærket yderligere ved at venner, familie og kollegaer spørger til den ulykkesramtes situation og
sjældent til dine behov.

Selv om der ofte er en mere eller mindre uudtalt forventning til nære pårørende om at være den stærke ressourceperson, er det vigtigt at være opmærksom på, at det ikke kun er den ulykkesramte, der lider tab og kommer i krise som følge af ulykken. Det gælder i høj grad også for resten af familien – forældre, søskende, ægtefæller og børn.

Som pårørende er du i højere grad end den ulykkesramte udsat for symbolske tab. Det vil sige, at du jo ikke har mistet den ulykkesramte, hvilket selvfølgelig er en glæde.

På den anden side er netop den ulykkesramtes fysiske tilstedeværelse en konstant erindring om det tab af håb, drømme og forventninger til fremtiden, du har haft, som du nu skal redefinere og genopbygge på nye forudsætninger. For at det kan lade sig gøre, er det nødvendigt, at du giver plads til sorgen over det, der ikke er mere. Det er hårdt at være i sorg, og det er vigtigt, at du som
nær pårørende prioriterer at passe på dig selv.

Har du brug for at vende hverdagens udfordringer, kan du som medlem altid ringe til foreningens psykolog.

Du kan ringe alle hverdage kl. 9.00-15.00 på telefon 3673 2000.