Anmeld skaden

Nedenfor ses en guide til, hvor din skade skal anmeldes, hvis uheldet er ude.

Det er vigtigt, at du anmelder din skade hurtigt, da du ifølge forsikringsaftaleloven risikerer, at din ret til erstatning påvirkes, hvis du ikke anmelder skaden ”uden ophold”, dvs. så hurtigt som muligt. Desuden kan du have ret til at få dækket akutte behov (fx behandlingsudgifter eller tandlægeregning).

Anmelder du ikke skaden inden for 3 år, vil den betragtes som forældet.  

Ring først til forsikringsselskabet og tal med dem om, hvad der er sket, og hvordan du er dækket.

Spørg dem, om de har brug for en skriftlig anmeldelse

Hvis du er kommet til skade på jobbet, skal du sikre dig, at din arbejdsgiver anmelder ulykken.

Hvis du kommer til skade i et trafikuheld, hvor der er et andet motorkøretøj involveret, er du automatisk dækket af modpartens ansvarsforsikring, også selv om modparten ikke har været skyld i ulykken.

Du skal altså altid melde ulykken til både modpartens forsikringsselskab og din egen ulykkes- og/eller erhvervsevnetabsforsikring, hvis du har én. I de trafikulykker, hvor modparten ikke er kendt eller ikke har tegnet ansvarsforsikring, skal du kontakte Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM), der vil udrede erstatningen.

Har du modpartens registreringsnummer, men ingen adresse, kan du finde oplysninger om bilens forsikring ved at taste nummerpladen ind på DFIMS hjemmeside

Har du været involveret i et sammenstød mellem to cyklister eller en cyklist og en fodgænger, så er det den ansvarliges indboforsikring, som dækker og det er her, skaden skal anmeldes.

Der gælder særlige regler, hvis du får skader efter et overfald, og gerningsmanden er ukendt, under 15 år eller utilregnelig. 

Her dækker staten erstatning og godtgørelse efter offererstatningsloven. For at få erstatning er det en betingelse, at du anmelder overfaldet til politiet indenfor 72 timer. Du skal ansøge om erstatningen hos Erstatningsnævnet inden 2 år fra overfaldet er sket.

Du er forpligtet til at levere alle de oplysninger til forsikringsselskabet, som det skal bruge for at kunne behandle din sag.

 en udskriftsvenlig udgave af denne side her (pdf)

Find svar på mange forsikringsspørgsmål i vores brevkasse her.