Gå til hovedindhold

Ulla var desperat efter hjælp

På et "Lær at tackle"-kursus blev hun endelig bekræftet i, at hendes tanker og følelser var helt normale. Samtidig fik Ulla Meyer Bæk en række brugbare redskaber til hverdagen som pårørende.

Skrevet af
Martin Hungeberg Journalist
Publiceret 17. februar 2022

Knud Erik kan godt kokkerere. Problemet er, at det var Ulla, der pakkede ud, da ægteparret for et halvt år siden flyttede fra et stort hus på landet og ind i et mindre i Farsø i Himmerland. For Knud Erik er det kilde til stor frustration, at han ikke kan finde tingene i skuffer og skabe, og tømmer han opvaskemaskinen, så ved han ikke, hvad han skal gøre af skåle og grydeskeer.

"Det er Knud Erik, der er blevet ramt af de her ting, men jeg er også ramt. Jeg har haft en depression undervejs, og jeg har været fuldstændig desperat efter at få noget hjælp til mit liv som pårørende."

Ulla

”Jeg føler mig som en slags curlingmor. Forleden havde Knud Erik svært ved at betjene vores ovn, som er en smule indviklet. I stedet for at vise ham, hvordan han skulle gøre, så gjorde jeg det bare, og det blev han irriteret over, og det forstår jeg godt. Jeg er efterhånden bare indstillet på, at det er mig, der gør tingene. Det kan virke som bagateller, men det fortæller lidt om vores hverdag,” forklarer Ulla Meyer Bæk. Knud Erik kom til skade i en arbejdsulykke som skraldemand i 2008. Sidenhen har blodpropper, et kræftforløb og operationer gjort sit til at tage pusten fra dem begge. Ulla sætter ord på: ”Det er Knud Erik, der er blevet ramt af de her ting, men jeg er også ramt. Jeg har haft en depression undervejs, og jeg har været fuldstændig desperat efter at få noget hjælp til mit liv som pårørende.”

Glædede sig bare til at sove

Hvordan det alligevel er lykkes at navigere igennem de seneste 13 år kan være vanskeligt at forklare, når man stadig står i det. ”Men der har trods alt været succeshistorier på det seneste, hvor Knud Erik er blevet tilkendt fleksjob som pedel, og vi ikke længere skal bokse med Ankestyrelsen. Ser jeg tilbage, har det dog først og fremmest været en række år, hvor jeg ofte har været totalt udmattet. I en periode glædede jeg mig bare til at sove, når jeg kom hjem fra arbejde,” siger Ulla, der er folkeskolelærer og under sin mands sygdomsforløb har nydt stor opbakning fra sin arbejdsplads.

Ulla med sin mand Knud Erik side om side.

"Det er bestemt ikke nemt at se på, og jeg kan jo sagtens mærke på hende, når noget ikke er, som det burde. Jeg kan jo også godt forstå, at hun har haft det sådan."

Knud Erik

For Knud Erik har det været vanskeligt at være vidne til, at Ulla har været så hårdt ramt. ”Det er bestemt ikke nemt at se på, og jeg kan jo sagtens mærke på hende, når noget ikke er, som det burde. Jeg kan jo også godt forstå, at hun har haft det sådan,” fortæller Knud Erik. ”Når man er nærmeste pårørende til en person med alvorlig sygdom og følgevirkninger, så påtager man sig en masse forskellige roller. Udover at være curlingmor, så er jeg plejer, sekretær, psykolog, hans ventil og uendeligt meget mere. Det er bare så opslidende at skulle tage sig af så meget,” siger Ulla. Tilfældigt så Ulla en folder om et pårørendekursus på det lokale sundhedscenter for to år siden, og det skulle ende med at bremse den nedadgående spiral. ”Jeg var desperat på det her tidspunkt og deltog i et forløb for min diabetes 2 på sundhedscentret. Da jeg så LÆR AT TACKLE-folderen om deres pårørendekursus, vidste jeg, at det måtte jeg prøve. Jeg var på kurset i efteråret 2020, og det har været virkelig godt for mig.”

Fællestræk med andre pårørende

Stadig hårdt presset mødte Ulla op til LÆR AT TACKLE-kurset sammen med fire andre pårørende fra Vesthimmerlands Kommune. Fællestræk åbenbarede sig for hende med det samme. ”Der opstod lynhurtigt et fællesskab og en fælles forståelse. Jeg kunne bare sidde og nikke, når de andre fortalte. Det bekræftede mig også i, at mine tanker og følelser er helt normale. Jeg kan sagtens snakke med mine venner og familie om vores situation, men de kan ikke sætte sig ind i det, hvor gerne de end ville. På kurset var instruktørerne også selv pårørende, og det giver noget særligt,” lyder det fra Ulla. Efter første kursusdag tog hun hjem med en god følelse.

"Jeg er begyndt at få lidt overskud til mig selv igen, jeg er begyndt at strikke og er frivillig i en biograf. Så jeg laver noget uden Knud Erik og har et frirum."

Ulla

”Jeg var optimistisk fra begyndelsen, men der skal meget til for at lette så tung en byrde på ens skuldre. Vi fik undervejs på kurset nogle rigtig gode redskaber, som hjalp mig meget. Blandt andet lavede vi hver gang en handleplan. Her sætter man sig konkrete mål, som man vil handle på indtil næste gang. På den måde kunne jeg få tankerne ud af hovedet og ind i handleplanen i stedet.” Ét af fokuspunkterne for Ullas handleplaner var hendes kommunikation med Knud Erik. ”Vi skulle tage de svære samtaler. Det forpligtede, at jeg havde meldt det ud og ført det ind i handleplanen. Jeg fik blandt andet talt med Knud Erik om, at han skulle deltage mere i det huslige. For eksempel i madlavningen, for han kan sagtens lave mad, og det har han jo også gjort over årene.” Løsningen blev, at Ulla og Knud Erik sammen skal rydde ud i alle køkkenskabe og sætte det ind igen, så Knud Erik har en bedre fornemmelse for, hvor tingene er. Og så skal Ulla lade ham forsøge selv.

Bedre til at række ud

Kurset strakte sig over seks gange plus en opfølgning, og Ulla mødes stadig med de andre kursister. Hun har også fået en LÆR AT TACKLE-bog, som hun ofte tager frem og bruger til inspiration. ”Så jeg har på ingen måde sluppet det. Gennem kurset er jeg også blevet bedre til at række ud. Et konkret eksempel er, at min gode veninde i en periode simpelthen stod for at holde styr på, hvornår vi skulle betale vores regninger. Det var en stor, stor hjælp midt i kaosset.”

Inden kurset gik Ulla til psykolog på grund af sin depression, og der var især et spørgsmål, der gik tæt på. ”Psykologen spurgte mig på et tidspunkt, om jeg havde overvejet at blive skilt. Det har jeg aldrig. Vi skal klare det her sammen, det har hele tiden været så vigtigt for mig, og er det stadig. Det er jeg også overbevist om, at vi selvfølgelig kan,” siger Ulla Meyer Bæk og afslutter: ”Langt henad vejen er vi og jeg et bedre sted nu. Vores tidligere hus var for stort og en klods om benet, så flytningen har gjort sin del, ligesom pårørendekurset har rykket mig. Jeg er begyndt at få lidt overskud til mig selv igen, jeg er begyndt at strikke og er frivillig i en biograf. Så jeg laver noget uden Knud Erik og har et frirum. Alligevel ringer jeg jo stadig hjem, når jeg er ude, for at høre, om alt er, som det skal være.”