Jesper Vollmer: Ulykken vendte op og ned på alt

Hvert år bliver mange tusinde danskere ramt af en ulykke, og for nogen betyder det begyndelsen på et nyt og helt anderledes liv. Dette var tilfældet for Annette Heicks mand, Jesper Vollmer, der måtte sadle helt om efter en voldsom badeulykke.
"Jeg har haft stor gavn af at snakke med venner, familie og en psykolog om alle de ting, der fylder i mit hoved", fortæller Jesper Vollmer

"Jeg har haft stor gavn af at snakke med venner, familie og en psykolog om alle de ting, der fylder i mit hoved", fortæller Jesper Vollmer

For Jesper Vollmer ændrede livet sig brat i januar 2015, da han under en ferie i Thailand med sin kone, Annette Heick, kom ud for en alvorlig badeulykke, hvor han brækkede nakken - en ulykken der har trukket sine spor.

- Min første tanke, da jeg lå på stranden uden at kunne bevæge mig, var frygten for fremtiden og min førlighed, men heldigvis kom jeg hurtig under professionel behandling, og det hjalp mig, fortæller Jesper Vollmer.

Ulykken skete, da han på ferien sprang i havet og blev slået ned af en kæmpebølge, der gjorde at hans hoved blev kastet ned mod sandbunden. Heldigvis fik livreddere og hjælpsomme hotelgæster hurtig hjulpet ham videre til hospitalet. 

Bliver aldrig den samme

Jesper var først indlagt i Bangkok, og derefter kom han hjem til Rigshospitalet og siden hospitalet for rygmarvsskadede i Hornbæk. Trods den gode og effektive behandling, så er Jesper dog ikke sluppet uden mén.

- Min krop bliver aldrig helt den samme som før, hvilket er en medvirkende årsag til, at jeg må stoppe med at arbejde som kok i Kongehuset. Jeg trækker lidt på det ene ben, og førligheden i den ene hånd er også nedsat, så jeg ved, at en ulykke fra den ene dag til den anden kan vende op og ned på alt, siger Jesper Vollmer

Det er ikke kun førligheden, som har påvirket Jesper. I starten var der også tanker om fremtiden i forhold til både arbejde og privatliv.

- Før i tiden var jeg en meget fysisk aktiv far, der elskede at lege vildt med børnene, men det kan jeg ikke mere, så på den måde skal alle vænne sig til en ny Jesper. Jeg har haft stor gavn af at snakke med venner, familie og en psykolog om alle de ting, der fylder i mit hoved, men omvendt, så siger alle, at jeg tager ulykken enormt positivt, og jeg forsøger virkelig at se frem, fortæller Jesper.

Her får ulykkesskadede danskere hjælp 

Omkring 300.000 danskere lever med følgevirkningerne efter en ulykke. Livet efter en alvorlig ulykke kan ofte føles kaotisk og være fuld af spørgsmål om f.eks. genoptræning, sygedagpenge, forsikring, advokatbistand og psykologbistand.

Hos UlykkesLinjen får du gratis, anonym og uvildig vejledning, hvis du har været ude for en ulykke eller er pårørende til en ulykkesskadet. På linjen sidder socialrådgivere klar til at hjælpe alle hverdage kl. 9-15. De trækker på et bagland af bl.a. jurister, psykologer, fysioterapeuter og læger.

Ring til UlykkesLinjen på 3673 2000 eller se mere på www.ulykkeslinjen.dk