Bare spring ud i det

Kaj Møller Holmqvist er netop begyndt som Move It tovholder for Københavns Omegns kreds. Her fortæller han om sin vej fra at være medlem til at blive frivillig.

Da 52-årige Kaj Møller Holmqvist for lidt over et år siden blev medlem af UlykkesPatientForeningen ønskede han at gå til åndedrætstræning. Kaj Møller Holmqvist lever med en lammelse i mellemgulvet, som nedsætter hans åndedrætsfunktion, så han håbede, at åndedrætstræningen ville kunne hjælpe ham med at trække vejret bedre.

Men da der på daværende tidspunkt ikke var et tilbud om åndedrætstræning i Kaj Møller Holmqvists kredse, Københavns Omegn, tog han selv kontakt til foreningen. Her fik Kaj Møller Holmqvist det svar, at hvis han kunne stå som tovholder for et åndedrætshold, ville man meget gerne hjælpe ham med at stable sådan et hold på benene.

Fra ønsketænkning til virkelighed

Selvom Kaj Møller Holmqvist aldrig har været frivillig før, krævede det ikke de store overvejelser. Sammen med UlykkesPatientForeningen fandt han lokaler og en træner, og da det første hold om åndedrætstræning blev udbudt, blev det fyldt op på bare 8 timer.

”Min mail stod ikke stille den dag,” fortæller Kaj Møller Holmqvist med begejstring i stemmen.

Efterspørgslen var så stor, at Kaj Møller Holmqvist selv foreslog foreningen at oprette endnu et hold. Han samlede e-mail adresser på alle, der var blevet afvist i første omgang, og kontaktede dem personligt, da det andet hold var blevet en realitet.
At være tovholder for de to åndedrætshold er langt fra for stor en mundfuld for Kaj Møller Holmqvist.

”Jeg står for kontakten til deltagerne på holdet, og det er mig, de melder afbud til. Der er ikke så meget i det,” fortæller han.

Om lidt går Kajs hold i luften

Kaj Møller Holmqvists to åndedrætshold begynder i september, og han er meget spændt på, hvordan det kommer til at gå. Både for ham selv i forhold til træningen og i rollen som frivillig tovholder.

”Nu har jeg jo talt med en masse mennesker, og folk vil kende mig, når vi mødes. Det er dejligt at lære nye mennesker at kende”.

Og til andre, som overvejer at blive frivillig, siger Kaj Møller Holmqvist:

”Bare spring ud i det. Det er ikke farligt, og der er ingen minusser ved det. Bare find ud af, hvad du gerne vil have skal ske, og gør det.”

Kender du én, der også har lyst til at være frivillig? Læs mere her eller kontakt frivilligkoordinator Liv Hübner Østergaard på lho@ulykkespatient.dk