Hvad laver man som frivillig i koordinationsudvalget?

Det spørgsmål gør Birte Mølgaard dig klogere på. Hun er frivillig i PolioForeningens koordinationsudvalg og fortæller bl.a. om, hvad udvalget har af planer for det kommende år.

Af Birte Mølgaard

Nu er der gået et halvt år, siden PolioForeningen blev dannet, og koordinationsudvalget blev nedsat. Det er tid til at fortælle lidt om, hvad vi har lavet i den forløbende periode, og hvad der kommer til at ske i 2017.

Lancering af PolioForeningen

Til januar skal vi fejre PolioForeningen, og det vil vi gøre både i Rødovre og på MarselisborgCentret i Aarhus. På dagen har vi blandt andet fået nogle læger til at komme og fortælle, hvordan de oplevede polioepidemien i 1952 på Blegdammen, og hvordan de som ganske unge lægestuderende sad og håndventilerede de syge poliopatienter. Der bliver også tid til at mødes og snakke over en bid brød.

Fejringen af PolioForeningen vil forgå den 12. januar 2017 i Aarhus og den 19. januar 2017 i Rødovre.

Tilmeld dig til arrangementet i Aarhus

Tilmeld dig til arrangementet i Rødovre

Spændende arrangementer i 2017

Udover fejringen af PolioForeningen har vi i koordinationsudvalget også planer om andre spændende aktiviteter i 2017.

I det nye år vil vi igen holde poliocafe i både Rødovre og Aarhus. Se programmet for foråret her.

Vi vil også gerne gentage succesen fra sidste år med en ny wellness weekend. Der er endnu ikke planlagt en dato, men hold øje på PolioForeningens hjemmeside og i Livtag, hvor vi vil annoncere arrangementet.

Derudover arbejder vi på at holde et arrangement for yngre poliomedlemmer, markere den internationale poliodag den 24. oktober samt give input til foreningens medlemsblad, nyhedsbrev og Facebook - ja, opgaver er der nok af.

Hvad har vi lavet i 2016?

Vi har i begyndelsen af oktober afholdt en poliosundhedsdag på Vingstedcentret i samarbejde med foreningens medlemsafdeling. Her kom hjerneforsker Troels W. Kjær og fortalte om, hvor vigtigt det er at motionere hjernen. PolioForeningens overlæge Lise Kay holdt efterfølgende foredrag om polio og medicin.

Dagen bød også på workshops, om henholdsvis Qi Gong, vandladningsproblemer, fald, og akutte og langvarige smerter. Dagen sluttede af med, at vi fik rørt lattermusklerne sammen med Anne Marie Helger.

Skandinavisk samarbejde

Dagen før Sundhedsdagen havde vi inviteret polioforeninger fra Finland, Island, Sverige og Norge til skandinavisk samarbejde. De svenske og norske polioforeninger kom og vi udvekslede viden og erfaringer og blev enige om at mødes igen i Sverige næste år.

Har du input til aktiviteter?

Skulle du sidde inde med en god ide, så mail den gerne til mig på birte@molgaards.dk. Vi er altid modtagelige for gode ideer.

Læs mere om PolioForeningens koordinationsudvalg