”Jeg oplever en enorm glæde”

Anja Bro bruger en del af sin fritid på at være frivillig tovholder på Move It – motion for alle på Mors. Hun koordinerer varmtvandstræningen og oplever stor glæde og velvære – både fra andre og på egen krop.

Hvorfor blev du Move It-tovholder?

Jeg blev præsenteret for konceptet af næstformand Ghita Tougaard, og jeg synes det lød spændende. Tankegangen med at motion og bevægelse skal være for alle, synes jeg er rigtig god. Jeg har selv meget gavn af at få mig rørt med træning specielt tilpasset mig. Så jeg fik lyst til at hjælpe andre her på Mors med at få den samme oplevelse. Derfor sagde jeg ja til at blive tovholder på Move it.

Det blev besluttet, at varmtvandstræning var den træningsform, som flest mulige kunne have gavn af. Vi er så heldige her på Mors, at vi har nogle fine faciliteter for varmtvandstræning. Vi har hjælpemidler og lift ved bassinet, så mulighederne er mange uanset funktionsniveau.

Hvilke opgaver har du som Move it-tovholder?

Som tovholder var min første opgave at få fat i en svømmetræner. Derudover har det været min opgave at være bindeled mellem kommunen, som vi lejer bassinet af, svømmetræneren, foreningen og brugerne af tilbuddet. Jeg har blandt andet hjulpet de brugere, der ikke selv har kunnet tilmelde sig på nettet. Jeg har holdt opstartsmøde med svømmetræneren for at fortælle om projektet og afstemme forventninger.

Hvilken forskel tror du Move it-træningstilbuddene gør for medlemmerne?

Nu har vi været i gang et stykke tid, og jeg er selv med i vandet. Træningen er tilpasset den enkelte, og hos stort set alle deltagere kan vi se en effekt. Mange har fået en bedre balance, bedre udholdenhed, større styrke og ikke mindst øget velvære.

Men det som jeg vil fremhæve mest, er den glæde, jeg oplever på holdene. Vi har det så sjovt! Når træningen er overstået, plejer vores træner at sige "Så er der fri leg", og det kan for eksempel være boldspil. Her får vi rørt os, uden at vi lægger mærke til det, fordi konkurrenceelementet i spillet motiverer os.

Det er en umulighed at tage trist, sur eller bekymret fra træningen, og det ser jeg, som det største plus. Jeg glæder mig til hver gang, jeg skal afsted, og jeg er taknemmelig over, at foreningen har gjort dette muligt.