Kære kommuner: Vi er individer, ikke en flok!

Det er ikke ualmindeligt, at en ulykkespatient føler sig dårligt behandlet af kommunen og ligefrem får forværret sine symptomer af at skulle møde fysisk op til kontrol. Sådan oplevede jeg selv sagsbehandlingen, efter jeg pludseligt blev ulykkespatient.

Af Paula Larrain

22. december 2015 løb jeg med panden først ind i et stort metalbordben på mit arbejde. Nogen havde aftenen forinden sat et hæve sænkebord på højkant, midt ude i et åbent gangareal, som jeg dagligt løb igennem mindst 20 gange. Min krop kendte med andre ord turen til Ekstra Bladets TV-studie fra min plads på TV-redaktionen.

Den morgen havde jeg som sædvanligt travlt og et kort kig ned i min telefon gjorde, at det blev det øverste af panden og ikke et øje eller en kind, der ramte bordet først.

Jeg blødte, men jeg besvimede ikke. På skadestuen fik jeg konstateret hjernerystelse og blev bedt om at tage den med ro. Det var svært op til jul, og jeg prøvede at arbejde igen lige efter nytår. Men jeg kunne ikke. En halv time foran min computer og jeg fik lyst til at kaste op. Køresyg og svimmel måtte jeg tage hjem.

Det hele snurrede rundt

To uger efter prøvede jeg igen. Jeg havde min chef Poul Madsen og statsminister Lars Løkke Rasmussen i studiet. Med migrænelignende hovedpine gennemførte jeg opgaven. Men jeg kan ikke huske, hvad jeg sagde, og jeg havde svært ved at koncentrere mig, finde på spørgsmål og styre slagets gang. Jeg præsterede langt under niveau.

Først nu begyndte jeg at tage min ulykke alvorligt. Hovedpinen varede i mere end et år, men svimmelheden og lydfølsomheden var værst. Gradvist fik jeg det dårligere og dårligere, men ingen kunne se mine symptomer, og derfor blev jeg stresset over ikke at kunne gå på arbejde. Hver gang jeg prøvede at sætte mig foran en skærm, snurrede hele rummet rundt. Og det blev ved længe efter, jeg havde slukket.

Jeg kunne godt gå rundt, tale kort i telefonen, grine, tænke, skrive opdateringer på Facebook gennem den lille skærm på min telefon, og det gav udenforstående indtrykket af, at jeg var ok.

Derfor pressede jeg mig selv. Igen og igen. For det skulle jo ikke hedde sig, at jeg pjækkede.

Jeg kæmpede for at blive ved med at arbejdet

Tænk, man skulle tro, at den slags offervillighed var værdsat. Jeg kæmpede for at blive ved med at arbejde, selvom jeg fik det dårligt i flere dage efter. Men nej, både på arbejde og i min egen kommune, var det et problem, at jeg ikke bare var enten syg eller rask. Jeg skulle hele tiden udfylde skemaer, gå elektronisk til kontrol, selvom netop læsning på skærm forværrede min tilstand.

Hvert skemalagt møde med kommunen, stressede mig helt vildt. Det var en del af min skade, at jeg ikke længere kunne overskue de mindste ting. Alene det at få mit yngste barn af sted i skole om morgenen, krævede alle mine kræfter og ind i mellem kunne jeg ikke engang det.

Jeg kunne brænde helt sammen, hvis vi var ved at komme for sent. At skulle planlægge at køre bilen og ramme det rigtige fremmødetidspunkt, finde en parkeringsplads gå op i jobcenteret, gjorde mig nervøs flere dage i forvejen, og tankemylderet omkring "opgaven" forværrede hovedpinen. Det lykkedes mig derfor at overbevise min sagsbehandler om, at vi kun talte sammen i telefonen.

Hun var sådan set sød nok, selvom hun ikke rigtig forstod min situation og blev ved med at spørge om de samme ting. Jeg følte det som om, kommunen snagede i min private, ulykkelige situation.

Hvorfor skal mistillid styre forholdet?

Min arbejdsgiver skulle have refusion på baggrund af min personlige ret til sygedagpenge, og derfor var det mig, der skulle kontrolleres af egen kommune på trods af fuld løn samt tilhørende privat forsikring.

Men hvorfor egentlig denne kontrol? Kunne de da ikke se, at jeg gjorde, hvad jeg kunne for at gå på arbejde? Var jeg måske overhovedet typen, der kunne finde på at skulke? Har jeg nogensinde været andet end arbejdsom og ambitiøs?

Jeg havde på ingen måde brug for at samtale med kommunen om min ulykke. Det var kommunen, der havde brug for at kontrollere mig. Det er sådan set ok, at man sikrer sig, at vores offentlige midler ikke bliver misbrugt af borgerne, men hvorfor skal denne mistillid være automatisk styrende for forholdet mellem alle borgere og kommunen?

En enkelt gang kunne jeg ikke slippe for at møde fysisk op. Det var til et informationsmøde, hvor en kommunalansat frejdigt gennemgik alle paragraffer slavisk fra ende til anden på PowerPoint. 

Hvorfor skal vi tvinges til ligegyldigt møde?

På det tidspunkt havde jeg fået konstateret både hjernerystelse og whiplash. Udover nedsatte kognitive funktioner, havde jeg samsynsforstyrrelser, lyd- og lysfølsomhed. Jeg kunne ikke være sammen med andre mennesker uden brug af ørepropper og blot en halv times snak med en veninde på besøg, var nok til at sende mig på langs resten af dagen.

Det vil sige, at jeg selvfølgelig fik det dårligere af at være sammen med mange mennesker, kombineret med ovenfra kommende lys fra lysstofrør og lyde, som gik ufiltreret ind i mit hoved. Jeg ville bare væk, men kunne ikke andet end at protestere. Nu jeg var der.

Gennem hovedpine, svimmelhed og slet skjult irritation, fik jeg afbrudt den didaktiske, monotone ordstrøm og spurgte kommunens konsulent, hvorfor de havde tvunget os ind og gennemgå paragraffer, som de allerede havde sendt til os per brev og hvoraf måske en af dem, var relevant for en arbejdsskaderamt som mig.

"Fordi vi skal være sikre på, at I får informationen," svarede hun. "Men vi kan jo godt selv læse," indvendte jeg. "Jamen, det har vi altså besluttet, at sådan skal det gøres," svarede hun lettere fornærmet.

Kommunens krav gør syge borgere mere syge

Det fik en af de andre sygemeldte til at spørge: "Opfatter I selv det her som en hjælp?" "Det er helt klart en hjælp," lød det fra konsulenten. "Hvis det skal være en hjælp, hvorfor må vi så ikke selv vælge, om vi har brug for den?" "Sådan er det bare," lød svaret igen.

Jeg blev ærlig talt rasende. Mit hoved var ved at eksplodere af smerte, men hvis jeg rejste mig op og gik, som jeg nok burde have gjort af helbredsmæssige grunde, ville kommunen standse refusionen til min arbejdsgiver. Og derfor blev jeg. For arbejdsgiverens skyld.

Kan det virkelig være meningen, at kommunerne på den måde skal gøre sygemeldte dårligere?

Med hjælp fra UlykkesPatientForeningen har jeg gennem en bred undersøgelse spurgt, om andre mon har oplevet at få forværret deres symptomer på grund af kommunens krav om fremmøde. Jeg har talt med både patienter og behandlere, som har forsikret mig, at jeg bestemt ikke er alene med min oplevelse.

Hele 18 procent, altså næsten hver femte har svaret ja. Altså, ja, til at kommunernes krav om fremmøde har gjort syge borgere mere syge.

Nogle har naturligvis glæde af at tale med en sagsbehandler og møder gerne fysisk op i jobcenteret. 41 procent har i undersøgelsen svaret, at de synes, det var godt at møde sagsbehandleren personligt. Men hver tredje kalder det "spild af tid for begge parter".

Og det er jo nok, fordi vi er forskellige og fordi vi ikke fejler det samme. Tænk, hvis også det offentlige sygehussystem behandlede en brækket arm på samme måde som et mistet syn eller et hovedtraume.

Alle skal ikke have samme behandling

Det giver absolut ingen mening, at kommunerne behandler ulykkespatienter fuldkommen ens, uanset arbejdsbaggrund eller tilstand.

En ulykke er defineret som en "pludselig, utilsigtet begivenhed som forvolder stor fysisk skade på nogen eller noget". Det fører med andre ord til en ufrivillig tilstand for høj som lav.

Måske derfor siger hele 23 procent af de adspurgte, at de opfatter kommunens kommunikation som værende direkte "nedsættende". En ulykkespatient er ikke den typiske klient på jobcenteret, og det er måske allerførste gang, at vedkommende overhovedet skal have med jobcenteret at gøre.

Derfor bør kommunerne tage individuel sagsbehandling alvorligt på alle planer, herunder afstemme kommunikationen efter den sygemeldtes behov samt baggrund og ikke efter egne skemaer og hang til kontrol.

Selvom Christiansborg i de senere år har stillet stigende krav til kommunernes brug af skattekroner, har kommunerne selv ansvaret for, hvordan de kommunikerer og kontrollerer. Som minimum bør respekten for borgerens individuelle situation gå forrest. Derfor skal ikke alle have nøjagtig samme behandling.

Derved ville vi som samfund også kunne spare adskillige sagsbehandlertimer og lade socialrådgiverne give gode råd og vejledning til dem, der vitterligt har behov. Og som selv siger ja tak til denne "hjælp".