Kørestolen er der altid

Christoffer har siddet i kørestol siden han var 17 år, hvor en ulykke ramte ham. I dag er han i fuld gang med en videregående uddannelse og drømmer om at komme på landsholdet i kørestolsbasket.
Kristoffer sammen med fysioterapeut.

Kristoffer sammen med fysioterapeut.

Christoffer kørte ind i en lastbil for ni år siden, da han var 17 år, i forbindelse med en idrætsdag på gymnasiet. Siden da har han siddet i kørestol.

- Mit mål var at komme hjem fra Hospitalet i Hornbæk, før jeg fyldte 18 år, og det lykkedes få dage inden min fødselsdag. På det tidspunkt havde jeg været indlagt i otte måneder, fortæller Christoffer.

Hverdagen han vendte hjem til i Kalundborg lignede den, han forlod otte måneder tidligere, og så alligevel ikke. Vennerne var der stadig, og gymnasiet stod klar med åbne arme og gjorde, hvad de kunne for at tilpasse rammerne til Christoffer.

- Det var både godt at komme hjem og også rigtig hårdt at se alle vennerne, der jo fortsatte det liv, jeg også selv havde været en del af, husker Christoffer.

Hans forældres hus kunne ikke umiddelbart tilpasses Christoffers kørestol, og da alderen alligevel var til at flytte hjemmefra, blev løsningen, at forældrene købte et hus til ham på samme vej, som de selv boede. Her boede han, mens han gjorde gymnasiet færdigt.

- Det fungerede rigtig fint, og heldigvis blev jeg hurtigt en del af gymnasielivet igen. Jeg havde en rektor, der virkelig gjorde en stor indsats for at hjælpe mig, fortæller Christoffer.

Efter 3. G fulgte et sabatår, der blandt andet bragte Christoffer til USA på et ophold på The International Center for Spinal Cord Injury (ICSCI) ved Johns Hopkins Hospital i Baltimore.

- Jeg blev nødt til at tage over og se, om de kunne gøre noget for mig, som man ikke kunne i Danmark. Fysisk gav det mig ikke noget at være afsted, men opholdet på John HopkinsRobarts Research Institute på University of Western Ontario Robarts Research Institute på University of Western Ontario var en stor oplevelse, og jeg vil hellere have den viden, at de ikke kan hjælpe mig end at sidde og tænke, hvad nu hvis…

Landsholdsdrømme

Efter sabbatåret flyttede Christoffer til København og startede på universitetet. Først på jurastudiet og siden på HA (jur) på CBS, hvor han begyndte i sommeren 2015.

- Det er vigtigt for mig at få en god uddannelse og vise, at jeg kan bidrage til samfundet på lige vilkår med andre mennesker. Selv om jeg skal sidde i kørestol resten af livet, har jeg stadig masser af drømme og håb for fremtiden ligesom andre mennesker, siger Christoffer.

En af drømmene er at komme på landsholdet i kørestolsbasket. Christoffer har spillet basket i halvandet år og synes han endelig har fundet en god erstatning for den fodbold, han brugte megen tid på inden ulykken.

- Jeg kan godt lide den holdånd, der er og samtidig følelsen af, at holdet også er afhængig af min indsats.

Ved siden af studierne træner Christoffer basket med sit hold tre gange om ugen, og holdet spiller med om DM-medaljerne.

- Jeg håber, at jeg en dag i snarlig fremtid kommer på landsholdet. Jeg er konkurrencemenneske, så når jeg gør noget, er det 100 %, siger Christoffer.

Ham med skægget

Selv om Christoffer har fået indrettet sin hverdag, så han er uafhængig og selvhjulpen, fylder kørestolen fortsat en del i hans liv.

- Det er da irriterende, at det første jeg ser, når jeg vågner om morgenen, er den stol. Om jeg har accepteret, at jeg sidder i kørestol ved jeg ikke. Måske. Ikke helt, tror jeg. Jeg vil jo helst bare være Christioffer og ikke ’ham med kørestolen’.

Han fortæller om en episode for nogen tid siden, hvor han havde ladet sit skæg gro, så det var blevet temmelig langt.

- En dag var der en på basketbanen, der omtalte mig som ’ham med skægget’. Det var virkelig fedt pludselig ikke at være ’ham i kørestolen.’

Skægget er nu alligevel røget af, men for ikke altid at være ’ham i stolen’, forsøger Christoffer så vidt muligt at gøre som andre mennesker.

”Det er vigtigt for mig ikke at være synlig på grund af mit handicap. Derfor er mit hjem stort set uden hjælpemidler og min bil har ikke et handicapskilt. Jeg er jo ikke anderledes, fordi jeg sidder i en kørestol.

Når jeg er færdig på CBS drømmer jeg om at få min egen familie og selv kunne forsørge dem, og indtil det sker, vil jeg bare gerne være Christoffer.