130.000 løbere globalt (heraf 2000 i Aarhus) løb for dem, som ikke kan

Løbere og kørestolsbrugere på alle niveauer indtog Mindeparken i Aarhus til det globale velgørenhedsløb Wings for Life World Run, som blev afholdt 34 steder verden over på samme tid. Det fælles mål var at indsamle penge til livsforandrende projekter inden for rygmarvsforskning.
Over 49 millioner kroner til forskning i rygmarvsskader blev der rejst til det globale velgørenhedsløb, Wings for Life. Foto: Jesper Grønnemark

Wings For Life World Run blev gennemført i strålende solskin, da omkring 2000 registrerede deltagere samledes den 8. maj i Aarhus, for at løbe for dem, som ikke kan. Løbet er det eneste i verden, hvor målstregen jagter dig bagfra.

Løbet blev skudt i gang på samme tid verden over (kl. 13:00 dansk tid) og for de godt 2000 løbere i Aarhus gik det ud på, at løbe så langt de kunne inden de bliver indhentet mållinje-bilen.

Mållinje-bilen blev kørt af Jason Watt, som startede ud med 15 km i timen og langsomt accelererede i fart. Når Jason Watt havde passeret løberne, var de ude af løbet. Vinderne er den kvinde og mand som både globalt og lokalt (i Aarhus) sidst passeres af mållinje-bilen.

55 deltagere i kørestol

Under hele løbet var stemningen strålende, for alle løberne var forenet om at gøre en indsats for at hjælpe forskningen inden for rygmarvsskader.

55 deltagere var med på ruten i kørestol, og her præsterede Martin Olsen endda at tilbagelægge halvmarathon-distancen på 21 km.

Derudover fik løbet en ekstra dimension i og med at den rygmarvsskadede racerkører Jason Watt kørte mållinje-bilen.

- Et hvert skridt, der bliver løbet i dag, er et skridt fremad for rygmarvsforskning, sagde Watt efter løbet. Det er jeg utrolig stolt af at være en del af.

Over 49 millioner til forskning i rygmarvsskader

Mere end 130.000 registrerede deltagere på verdensplan støttede op omkring organisationen Wings for Life, hvis målsætning er at forbedre forskningen inden for rygmarvsskader.

Hele tilmeldingsgebyret for hver enkelt deltager gik ubeskåret til forskning rygmarvsskader – og gør dermed Wings for Life World Run til verdens største velgørenhedsløb. På globalt plan blev det til 49.100.000 kroner.

UlykkesPatientForeningen deltog i løbet med både ansatte og medlemmer.