Bankrådgiverens sans for tal forsvandt

Efter en trafikulykke for 15 år siden gik det gradvist op for bankrådgiveren Annegrete Nielsen, at hun havde svært ved at overkomme sine arbejdsopgaver. Et hektisk arbejdsliv med daglig kundekontakt og en aktiv fritid blev erstattet af markante smerter efter en whiplashskade, en evig træthed og førtidspension.
Selvom Annegrete kæmpede for at blive på arbejdsmarkedet, måtte hun efter knap to år give op. Smerterne fra whiplash var for omfattende, og sundhedsvæsnet negligerede hendes situation. Bankrådgiverens eneste mulighed var at få førtidspension, selvom det i begyndelsen plagede hende.

- Jeg gik på arbejde med skyklapper i perioden efter ulykken. Min krop var et fængsel af smerter, og arbejdsdagen skulle bare overstås, så jeg kunne komme hjem og ligge ned. Jeg var så træt. Men jeg forsøgte, for jeg skulle jo passe mit arbejde, fortæller Annegrete Nielsen.

Under en uge efter hun var impliceret i en trafikulykke, sad hun igen foran sine kunder som pensions- og investeringsrådgiver. Men hendes hverdag var ændret. Hvor hun før havde været stensikker og kunne jonglere med komplekse problemstillinger,  konstante afbrydelser og telefonen, der kimede, var hun nu pludselig usikker på tal.

- Det var værst sidst på dagen. De kognitive problemer satte virkelig ind, og det er et problem, når du arbejder i en bank og med tal, men pludselig finder det svært. I nogle tilfælde kunne jeg simpelthen ikke omsætte et telefonnummer til et stykke  papir, hvis jeg fik det fortalt. Det gav ingen mening for mig, forklarer hun.

Den dengang 35-årige Annegrete var først lige blevet bevidst om, at hun overhovedet havde whiplash, og hun var fast besluttet på ikke at lade det influere for meget på hendes fremtid:

- Jeg sagde til min familie, at jeg i hvert fald ikke skulle ende på pension. Så er man langt ude, tænkte jeg dengang. Men jeg var jo nødt til at lytte til min krop og tolke alt det, den prøvede at fortælle mig. For whiplash havde massive  eftervirkninger.

Svært at sige nej
Selvom Annegrete holdt af sit arbejde i banken og stædigt arbejdede videre, måtte hun næsten to år senere give fortabt. Hendes krop lukkede helt ned. Dagligt kæmpede hun med smerter i kæbe, nakke og hoved samt koncentrationsbesvær og tiltagende træthed.

- Arbejdet var en stor del af min identitet og fyldte meget i mit liv, så det var hårdt at indse, at jeg ikke kunne mere, fortæller århusianeren, der efterfølgende måtte forlige sig med at gå på førtidspension. Der var dog flere og større kampe at kæmpe som whiplashskadet.

- Min krop var maksimalt presset og kørte i det røde felt. I en lang periode var det en kamp for mig bare at få noget at spise. Rytmen var, at jeg vågnede, spiste morgenmad, redte seng og gik ind i stuen for at ligge ned på sofaen, fordi jeg ikke kunne andet. Kroppen skulle restituere hele tiden. Skulle jeg have en chance for at lave aftensmad eller handle ind i det nærmeste supermarked, der lå lige på den anden side af vejen, så skulle jeg virkelig lade op inden, forklarer hun.

Annegrete forsøgte at holde fast i meget af det sociale liv, hun havde inden ulykken. I begyndelsen var det svært at sige nej til andre mennesker.

- Så jeg lavede for mange aftaler og sagde ja til ting, jeg slet ikke kunne magte. Det var svært. Jeg ville jo ikke skuffe andre ved at afvise dem. Det var ikke fordi, jeg ikke gad dem, jeg kunne simpelthen bare ikke. Lavede jeg noget i en time, så skulle jeg sove to bagefter, fortæller Annegrete.

Hun oplevede, at det kunne være svært for andre at tackle, at whiplash havde forandret tilværelsen så gennemgribende. Samtidig var der en manglende accept fra sundhedsvæsnet.

- Lige inden jeg stoppede i banken, sagde min læge, at jeg skulle tage 14 dages ferie, og så skulle jeg holde op med at komme rendende. Hans holdning var, at jeg ikke gad arbejde mere. Han spurgte mig, hvad jeg ville gøre, hvis jeg havde fået en kræftdiagnose. Om jeg ville kæmpe? Han havde ingen løsninger og mente, det hele var psykisk, husker hun tilbage.

Det gjorde ikke tilværelsen nemmere for Annegrete:

- Det er et gok i nøden i en i forvejen svær situation. I et svagt øjeblik kunne jeg næsten tænke, om han havde ret. Men  smerterne var der jo, det kunne jeg ikke lave om på. Det er rystende, at nogle læger stadig ikke anerkender whiplash, og at det er så tabubelagt.

Ambulanceredder fik også whiplash
Annegretes ulykke sker akkurat på det sted, hvor Hillerødmotorvejen og Motorring 3 fletter sammen tæt ved Herlev Hospital. Hun husker soleklart, hvordan trafikken foran hendes Fiat Punto går i stå. Det er der ikke noget odiøst i, for det plejer den at gøre, men hendes sanser  registrerer, at der er noget galt. I bakspejlet ser hun pludselig en  varevogn blæse mod hende bagfra.

- Jeg når at få et glimt af, at føreren taler i telefon og ikke er opmærksom på, at alle bilerne foran ham står stille. Samtidig holder jeg bag en ambulance. Min første tanke er, at jeg skal undgå at ramme direkte ind i bagenden af ambulancen. Tænk, hvis der ligger en person derinde, husker århusianeren.

Hun når at hive i rattet og trille i retning af autoværnet, så da varevognen rammer hende, støder hun selv ind i ambulancen ved venstre baghjul.

I en lang periode var det en kamp for mig bare at få noget at spise. Rytmen var, at jeg vågnede, spiste morgenmad, redte seng og gik ind i stuen for at ligge ned på sofaen.

- En lille Fiat Punto bliver hurtigt mast mellem to væsentlig større biler. Jeg får to whiplash. Ét fra hvert af sammenstødene, så jeg bliver rystet godt rundt, forklarer hun.

Annegrete bliver tilset og får plads i ambulancen, hvor der ganske rigtigt ligger en patient, som tilsyneladende ikke er kommet noget til ved ulykken. Én af ambulanceredderne fortæller noget, der får hende til at spidse ører.

- Han siger, at han kan mærke, at han selv har fået whiplash ved sammenstødet. Det konkluderede han, fordi han havde haft whiplash før og kunne genkende smerterne. Selv har jeg det rigtig skidt på det her tidspunkt og får voldsom kvalme og hovedpine. Men jeg havde ikke rigtig hørt om whiplash før, fortæller Annegrete og fortsætter:

- Livet er bygget op af mange tilfældigheder. På sygehuset får jeg  foretaget en røntgenscanning for at se, om noget er brækket og flere gange siger en sygeplejerske, at jeg under ingen omstændigheder har  fået whiplash. Alligevel får jeg nogle foldere fra det, der dengang hed PTU, stukket i tasken, og det kommer mig jo til gode sidenhen.

Kan kun oplades til 80 procent
Det er i dag 15 år siden, at den nu 50-årige Annegrete var udsat for trafikulykken, og hun er med årene gradvist blevet mere rutineret i at leve med de livsændrende whiplashfølger.

- Jeg har ikke noget valg, jeg skal jo have min hverdag til at fungere. Men det gør den også meget bedre nu, end de første godt og vel otte år, hvor jeg brugte meget tid på at ligge og kigge op i loftet. Samtidig var smerterne værre dengang, påpeger hun.

Få år efter ulykken flyttede hun til Aarhus, fordi hun ville være tættere på familien. De har, ligesom en række gamle venner, været en markant støtte i forløbet.

- Jeg er tæt knyttet til min søster, og hun har hjulpet mig meget. Lige efter ulykken havde jeg svært ved at forstå  forsikringspapirer, og da jeg købte mit rækkehus, var mægleren klar over, at han kunne kontakte min søster. Engang sad jeg selv og rådgav folk, så det har selvfølgelig været grænseoverskridende, siger Annegrete, der også fik hjælp af daværende PTU (nu UlykkesPatientForeningen, red.) til at finde en erstatningsadvokat og kom med i foreningens erfaringsgruppe for whiplashramte.

Selvom smerterne og træthed fortsat fylder meget i hendes hverdag, er whiplash blevet nemmere at leve med.

- I dag kan jeg planlægge mig ud af meget, fordi jeg kender kroppens signaler og ikke oplever de gigantiske dyk, som min krop kunne have før i tiden. Men kræfterne er der stadig ikke til korttidsplanlægning og til at være impulsiv. Mit batteri kan kun oplades til 80 procent i dag.  Almindelige praktiske gøremål tager bare længere tid for mig end hos andre folk, og jeg laver ikke en tre-retters menu, når jeg får gæster, forklarer den tidligere investerings- og pensionsrådgiver.

Selvom livet har udartet sig helt anderledes, end Annegrete Nielsen nogensinde kunne have forestillet sig, kan hun komme på én god ting ved at leve med en usynlig lidelse frem for en mere synlig:

- Jeg er egentlig glad for, at folk ikke nødvendigvis bliver mindet om, at jeg har whiplash, når de ser mig. Selvom jeg har en del at kæmpe med, så behøver jeg ikke forholde mig til det hver gang, jeg møder andre mennesker, siger hun.

Artiklen stammer fra Livtag nr. 3, 2017.

Læs også: Annegretes søster: Hendes lyse sind gør det meget nemmere