Det er dumt at være sej

Systemet har svært ved at håndtere ulykkesramte, der gerne vil arbejde så meget som muligt trods funktionsnedsættelse. Bør systemet ikke rettes efter borgernes behov i stedet for systemets?

Man kan sagtens være en værdifuld medarbejder, selvom man er funktionsnedsat. Lidt har jo også ret, skulle man tro. Når bare man har kompetencerne. Men systemet og arbejdsmarkedet er ikke gearet til "halve" eller "trekvarte" fuldtidsansatte. Man kan jo sagtens være en hel medarbejder, selvom man arbejder i færre timer. 

Helt slet bliver situationen, når man kan arbejde freelance, som i mit tilfælde. Hele systemet er bygget op om ansættelser og tager ikke højde for, at arbejdsmarkedet i stigende grad består af løst arbejdende selvstændige, der hviler i egne kompetencer frem for en fastansættelse. 

Fri for bureaukrati 

Jeg besluttede tidligt, at jeg under min sygemelding for hjernerystelse og WAD (whiplash associated disorder, red.) og efter endt fastansættelse ville ernære mig selv så vidt muligt, frem for at fortsætte på sygedagpenge. Alene tanken om at skulle bruge mine sparsomme ressourcer på bureaukrati som registrering, kontrol og modregning gjorde mig træt. Så jeg bad min sagsbehandler om at slette mig fra sit system.

– Det kan du kun ved at blive raskmeldt, lød det fra kommunen.

– Men jeg er jo ikke rask, så jeg kan ikke melde mig rask. Det ville jo være en løgn, svarede jeg.

– Men så kan jeg ikke få dig ud af systemet.

Jeg spurgte, hvad der skulle til, og hun sagde, at hun kunne sløjfe dagpengene, hvis vi var enige om, at jeg ikke var dukket op til et fysisk kontrolmøde. Det var delvist rigtigt, så det aftalte vi. Og sådan slap jeg for at få sygedagpenge.

Opgav systemet

Ja, det lyder skørt, for selvfølgelig havde jeg brug for en minimumsindtægt, mens jeg forsøgte at komme til hægterne, men jeg kalkulerede, at jeg måske ved lidt freelanceopgaver inden for mit felt kunne tjene nogenlunde det tilsvarende.

Det kunne jeg så ikke hver måned, hvorfor en supplering havde været en bedre forretning for mig. Men jeg opgav, fordi selve systemet gjorde det uoverkommeligt at søge den hjælp, jeg som syg borger havde ret til.

På et tidspunkt sagde min sagsbehandler, at jeg end ikke måtte begynde at skrive en bog, hvis jeg stadig var sygemeldt og på sygedagpenge. Som om systemet simpelthen var imod, at jeg arbejdede det, jeg trods alt kunne. Skørt, ikk? Kunne man måske få fleksjob i eget firma? Eller hvad med at give sygemeldte selvstændige en skatterabat i stedet for supplerende sygedagpenge og dermed spare administration hos både den syge og hos kommunen?

Der må være andre måder, vi kan indrette os på. Det er i hvert fald tosset, hvis det for nogle borgere bliver økonomisk dumt at være sej i forsøget på at komme på fode igen.

Artiklen er skrevet af Paula Larrain og stammer fra medlemsmagasinet Livtag.