Det er lysten, der driver ham

Per Finn Nielsen har altid brændt for sit arbejde, men en voldsom ulykke satte en stopper for hans arbejde som røgdykker. I dag er Per Finn prisbelønnet naturfotograf. Læs om Per Finn, der har sin helt egen måde at tackle smerter og modgang på.
Når Per Finn fotograferer, kan han få en form for tunnelsyn, og det gør ham i stand til at tage fotos, der får ham kåret som årets naturfotograf. Det giver ham et dopamin-kick, når han trykker på aftrækkeren, og han ved, at han har taget et godt foto.

Per Finn er egentlig uddannet pilot, men på grund af en øjensygdom, måtte han stoppe med at flyve. Da han ikke længere kunne arbejde som pilot, kastede han sig over brandslukningsprodukter, som han fandt på udenlandske messer og fik agentur på, så han kunne sælge  dem i Danmark. For at kunne demonstrere produkterne, var han nødt til at vide mere om brandslukning. Derfor tog Per Finn en  røgdykkeruddannelse. Han blev tilkalderøgdykker hos kommunen og fik en lille bipper, så han kunne tilkaldes ved brande.

- Det var lidt ensomt at være konsulent med eget firma, men som røgdykker fik jeg et kollegialt netværk og lidt adrenalinkick. At være røgdykker er et spændende, men farligt job, siger Per Finn.

En dag blev Per Finn kaldt ud til en brand på en stor firlænget stråtækt gård, hvor alle fire længer var antændt. Han befandt sig på gårdspladsen omgivet af flammer, da hovedhusets tag og vægge pludselig væltede ned over ham og ramte ham på hjelmen og røgdykkerapparatet.

Han fik dermed flere hundrede kilo beton over sig. Hans ryg knækkede sammen omkring brystbenet, han fik skader på ryg, nakke, kæbe og tænder samt en hjernerystelse. 

Kollegaerne var der

- Jeg var ved bevidsthed, men som andre alvorligt tilskadekomne, mærkede jeg ingen smerte. Jeg havde en urealistisk fornemmelse af, hvad der var sket. Jeg kunne ikke trække vejret på grund af skader i brystkassen, men troede, at det var røgdykkerapparatet, der ikke fungerede. Så jeg kæmpede for at få masken af, uden at det hjalp. Jeg skal bare lige sunde mig, kan jeg huske, at jeg tænkte, fortæller Per Finn.

Jeg var ved bevidsthed, men som andre alvorligt tilskadekomne, mærkede jeg ingen smerte.

De andre røgdykkere kom hen til Per Finn og lagde sig hen over ham for at beskytte ham mod varmen, mens de ventede i 20 minutter på en ambulance med en specialbåre. Per Finn smiler ved tanken om, hvad hans kolleger gjorde for ham. Ulykken skete før MR-skannernes tid, og Per Finn fik efter ulykken ikke anden behandling end rekreation og fysioterapi. 

Først langt senere fandt man ud af, at han havde brud på rygsøjlen og nakken. 

Kunne lægge angsten bag sig

Efter en periode med genoptræning, opfandt Per Finn selv nye måder at slukke brande på.

- Selvom jeg har haft smerter lige siden ulykken, er jeg sådan indrettet, at jeg er nødt til at foretage mig noget. Jeg kan ikke bare lade stå til. Jeg har altid været nysgerrig og fuld af gode ideer. Jeg er god til at kanalisere mit fokus hen på noget sjovt og spændende og dermed distrahere mig selv, så jeg ikke fokuserer på mine smerter. Jeg så muligheder i de nye apparater, jeg opfandt, og det gav mig  fremdrift, så jeg kunne lægge ulykken bag mig. Jeg er god til at komme videre, blandt andet fordi jeg kan lægge fortiden bag mig. Det  gjorde jeg også, da jeg ikke kunne arbejde som pilot længere, siger Per Finn.

Det hjalp ham også med at få bearbejdet ulykken, at hans tidligere kolleger inviterede ham med til en brandslukningsøvelse, hvor han tog fuldt udstyr på og gik ind i et brændende hus.

- Det var grænseoverskridende, men jeg havde et ønske om at kunne gøre det. Det skete under trygge forhold, hvor jeg selv kunne stoppe, når jeg ville. Der stod desuden en mand og holdt mig på skulderen undervejs. Det var fantastisk, at mine tidligere kolleger gjorde det for mig. Jeg er meget taknemmelig; også selvom jeg ikke kunne gennemføre øvelsen helt. Jeg havde overvundet min skræk og været inde i et brændende hus. Jeg var kommet et syvmileskridt videre, selvom jeg ikke ville være brandmand igen.

At Per Finn kunne lægge angsten bag sig var vigtigt, fordi han på det tidspunkt trænede brandfolk rundt om i verden i at bruge hans brandslukningsudstyr. Af og til måtte Per Finn dog aflyse møder på grund af helbredet.

Jeg har det sjovt med at tage foto i naturen. Samtidig har jeg været meget bevidst om at skille mig ud fra de mange andre naturfotografer og finde mit eget udtryk.

Fra brande til naturfotografi

Efter nogle år valgte Per Finn at sælge sit firma, da investorerne ville noget andet end ham. I konkurrenceklausulen stod, at Per Finn ikke måtte beskæftige sig med brandslukning i to år. Så stod Per Finn igen, og vidste ikke hvad han skulle fremover. Han besluttede sig for at genoptage barndommens interesse for biologi. Han ville blive naturfotograf og anskaffede sig en masse udstyr.

- Jeg har det sjovt med at tage foto i naturen. Samtidig har jeg været meget bevidst om at skille mig ud fra de mange andre naturfotografer og finde mit eget udtryk, siger Per Finn.

Han blev grebet af at tage fotos af for eksempel dykænder, når de er under vandet. Per Finn har vundet priser for sine fotos. Det, der gør ham speciel, er, at han især fokuserer på teknikken og kan fange dyrene i situationer, som kræver avanceret teknik at forevige. Per Finn arbejder med projekter – han beslutter sig eksempelvis for at fotografere en fugl under vand. Han er meget tålmodig, og selvom han kan bruge uger, måneder og nogle gange halve år på at få det helt rigtige billede, gør han det. Han er målrettet, og det får ham i mål. Om det så er at være en dygtig naturfotograf, en habil pilot eller en effektiv røgdykker, så har Per Finn altid vært vedholdende. Det har også været en stor fordel i forhold til de udfordringer, han har haft med sit helbred, at han er sådan indrettet, at han ikke giver op, men er i stand til at finde nye veje.

Operationen

Efterhånden som Per Finn slæbte rundt på tungt fotoudstyr, oplevede han, at smerterne fra brandulykken tog til. Han fik sværere ved at bruge sine arme med smerte- og føleforstyrrelser. Han havde dage, hvor han havde så ondt i nakke og ryg, at han ikke kom ud af sengen. Han havde problemer med at løfte ting. For at løse problemet, når han var ude og fotografere, konstruerede han bælter, som kunne aflaste ryggen, når han gik med sit tunge kameraudstyr.

- Til trods for mine smerter, lod jeg lysten til at fotografere styre mig. Jo mere jeg kunne fokusere på de opgaver, jeg syntes var sjove, desto mere kunne jeg distrahere fra mine smerter. Bagsiden af medaljen var, at jeg kom til at overgøre det, og så kom regningen i form af smerter, siger Per Finn.

Da smerterne var værst, blev Per Finn henvist til operation, fordi det viste sig, at nervernes løbebaner til nakken og armene var klemte, og nogle af bruskskiverne i nakken var ødelagte.

- Operationen gjorde en stor forskel, og jeg fik et helt nyt liv. Nu kan jeg løfte, bære og gøre, som det passer mig, selvom bevægeligheden i nakken er nedsat. Jeg skulle have været igennem operationen for mange år siden, hvis ellers nogen havde stillet den rigtige diagnose før, siger Per Finn.

Af Annette Aggerbeck
Foto Christina Hauschildt

Nye udfordringer

Per Finn har fået konstateret, at han har Parkinsons sygdom. Lægerne mistænkte, at Per Finn led af atypisk Parkinsons sygdom eller Amyotrofisk lateral sklerose (ALS).

- Jeg oplevede, at det var som at få en pistol for panden. Jeg var især bange for at have ALS. Under de mange og langvarige skanninger lå jeg og tænkte på hvilke af mine fotos, jeg var mest tilfreds med for at distrahere mig selv. Da jeg fik diagnosen Parkinson, var jeg nærmest lettet. Alligevel skulle det bundfælde sig, for hvordan ville mit liv blive? Jeg har altid planlagt langt frem i tid, men det kunne jeg ikke længere. Der er jo ikke to personer med Parkinson, der har ens forløb – for nogle går sygdomsudviklingen meget stærkt, og for andre går den langsomt.

Per Finn oplever ingen rystelser, som mange andre med sygdommen ellers har. Han er angrebet på det autonome nervesystem, og hans blodtryk, synke- og blinkerefleks fungerer ikke, som de skal. Samtidig har han problemer med finmotorik og slæbende fødder. Per Finn fik en depression efter diagnosen, og han valgte at gå i terapi for at hjælpe sig selv.

- Det har været en vanskelig proces for mig at acceptere, at jeg er syg og aldrig bliver rask. Parkinson er blevet en del af mig, og jeg må skabe mit liv ud fra det faktum. Efter at jeg er kommet ud af depressionen og har accepteret tingenes tilstand, er det lettere for mig at være åben om min sygdom. Havde jeg manglet et ben, havde man kunnet se det. Jeg er åben, for jeg vil accepteres som den, jeg er, også med min sygdom. Det er ikke, fordi jeg ønsker medlidenhed, for det ligger mig meget fjernt. Det handler mere om, at folk ved, at det er mine vilkår, så de forstår, hvorfor jeg slæber på benene eller har svært ved at finde ordene, fordi min tankegang bliver langsommere med parkinson.