DSB gør handicap-assistance landsdækkende

Handicappede og gangbesværede kan fra den 13. december bestille handicap-assistance på alle DSB stationer.

Fra søndag den 13. december bliver det nemmere for handicappede og gangbesværede at rejse med DSB. 

Det bliver nemlig muligt for handicappede og gangbesværede at bestille handicap-assistance 24 timer i forvejen på alle DSB’s stationer, og de bliver således ikke længere begrænset til at rejse mellem de største stationer. 

I dag kan man kun få assistance på de 60 største togstationer hos DSB.

18.000 assistancer om året

DSB har omkring 18.000 handicapassistancer om året. Det er en service, som DSB yder i samarbejde med lokale taxavognmænd og Falck, og som omfatter alle stationer betjent af DSB og aftalte Arriva stationer. 

DSB’s Handicapassistance er en service målrettet kunder med permanent eller forbigående handicap og er inkluderet i billetprisen.