Efter ulykken: Tvivlen kommer ikke de ulykkesramte til gode

Mennesker som har været ude for en ulykke skal henvende sig til læge eller akutklinik med det samme for at blive undersøgt. Hvis man venter for længe, kan det være svært at få erstatning.

Telefonvejlederne hos UlykkesLinjen har siden august 2015 taget imod hundredvis af henvendelser fra mennesker, der har været ude for en ulykke og fra mennesker, der er pårørende til en ulykkesramt.

Alt for mange har ifølge telefonvejleder Bente Elton Rasmussen ladet tvivlen råde alt for længe:

- Nogle mennesker er bange for at henvende sig unødigt til deres læge eller akutklinikken. Vi er ikke behandlere, men vi råder altid de ulykkesramte til at blive undersøgt, hvis der er den mindste tvivl om, at de er kommet alvorligt til skade. Først og fremmest af hensyn til helbredet hos den ulykkesramte, men også fordi det er vigtigt, at ulykken kan dokumenteres over for fx arbejdsgiver, forsikringsselskab og pensionsselskab.

Ifølge Bente Elton Rasmussen møder telefonvejlederne ofte eksempler på, at erstatningssager trækker i langdrag eller falder uheldigt ud for de ulykkesramte, netop når tvivlen råder.

En tilsyneladende mindre ulykke

Marie Louise Frank er en af dem, der er fanget i tvivlens kølvand.

Marie Louise Frank var i 2012 ude for, hvad der umiddelbart virkede til at være en mindre ulykke. Hun slår hovedet mod en bagklap på en bus, som holder parkeret, da hun skal tage sine døtres tasker ud af bussens bagagerum. Hun har efterfølgende ondt i hovedet, kvalme, og er lys- og lydfølsom i dagene efter, men prøver at overkomme generne ved at sove og hvile.

Først ti dage efter ulykken konstaterer hun, at hovedpine og utilpashed siden ulykken langt fra er normal i forhold til slagets omfang, især fordi hovedpinen tiltager og bliver helt ulidelig.

Egen læge indlægger hende, hvorefter to blodpropper i hjernen findes og fjernes. Grundet fokus på blodpropperne nævner ingen neurologer mulighederne for en hjernerystelse, selvom hun ved indlæggelsen fortæller om ulykken, som fandt sted ti dage før.

Mangler nu dokumentation for sammenhæng mellem ulykke og skader

- I dag mere end tre år senere er jeg fanget i en ulykkelig situation, hvor menene efter ulykken og de efterfølgende blodpropper betyder, at jeg langt fra har fuld arbejdsevne. Men desværre, fordi jeg ikke tog kontakt til sundhedsvæsenet, før jeg blev virkelig syg, kan jeg, ifølge forsikringsselskabet, ikke dokumentere, at der er en sammenhæng mellem ulykken og mine lidelser, fortæller Marie Louise Frank.

Marie Louise kontaktede UlykkesLinjen for at få en vurdering af hendes sag. En advokat havde forinden anbefalet hende ikke at gå til domstolene grundet hendes mangel på dokumentation af hendes mén efter ulykken. UlykkesLinjen har skabt kontakt til en samarbejdspartner med speciale i erstatningsret.

Læs mere om UlykkesLinjen