En god dag – foregår mentalt

Tilværelsen med smerter er blevet nemmere for Dorthe. Hun har indset, at det er okay at prioritere ud fra, hvad der er bedst for hende selv. Og så må hun gerne sige nej.
For bare få år siden havde Dorthe svært ved at sige nej til aftaler og aflyse ting. Hun følte, at hun svigtede andre. I dag har hun ikke dårlig samvittighed, for hun ved, hun er nødsaget til at tænke på, hvad der er bedst for hende selv.

I Dorthe Franks køkken hænger der en tavle på væggen, hvor hun hver eneste søndag aften planlægger den kommende uge. Der er nøjagtigt klokkeslæt og forskellige farver alt efter aktivitetens beskaffenhed. Det vigtigste er, at der er en balance. To dage skal helst være tomme, for hun skal lade op indimellem, ellers kommer der en regning.

- Der går ikke en uge, hvor der ikke bliver lavet om i skemaet undervejs. Men det stresser mig ikke længere, hvis jeg bliver nødt til at ændre eller aflyse, når jeg får det værre smertemæssigt. Det er noget af det, jeg er blevet meget bedre til de senere år, fortæller 52-årige Dorthe Frank.

Hun var involveret i en voldsom ulykke i 1995, som gav hende whiplash og fik livet til at slå en kolbøtte.

- Det er nok ikke en underdrivelse at sige, at jeg betalte en stor pris, for det kostede mig nærmest alt. Det har været svært, men i dag synes jeg faktisk, at jeg har et rigtig godt liv. Det får mine konstante smerter ikke lov til at ændre på, forklarer Dorthe.

- Mine nære venner og min familie ved, hvor grelt, det står til. Det er faktisk bevidst, at jeg aldrig rigtig taler med andre om det. For jeg har oplevet, at det støder folk væk, når man ærligt siger, at man har det ad helvede til og lever i et smertehelvede. Det kan folk ikke kapere eller forholde sig til. Samtidig har jeg jo ikke brug for medlidenhed. Faktisk er der ikke rigtig nogen i billardklubben, som helt er klar over, hvordan jeg har det. De ved nok, at jeg har smerter og en dårlig hofte, men det er der jo så mange, der har, siger Dorthe.

Jeg har forsøgt at skjule, at jeg havde ondt. Mine børn skulle ikke føle, at de led et afsavn, fordi deres mor havde smerter.

Hverdagen skulle fungere

I 1995 var Dorthes to døtre fire og seks år.

- Så da ulykken sker, er der ikke plads til meget andet end at få hverdagen til at fungere. Det skulle den jo. Jeg blev skilt et år efter ulykken, så jeg var alene med mine børn, fortæller hun.

Dorthe arbejdede inden ulykken som sygehjælper på et plejehjem og boede i Skjern. Tre år senere havde hun været igennem et utal af arbejdsprøvninger og var flyttet tættere på sin familie i Sønderjylland.

- Jeg fik førtidspension på det her tidspunkt og var flyttet til Aabenraa, så jeg kunne komme tættere på min familie. Livet skulle fyldes ud med noget nyt, og derfor var det rart at komme tættere på det, jeg kendte.

Det har samtidig ligget Dorthe meget på sinde at beskytte sine døtre i den skrøbelige situation.

- Jeg har forsøgt at skjule, at jeg havde ondt. Mine børn skulle ikke føle, at de led et afsavn, fordi deres mor havde smerter. Det har været min hensigt at vende situationen til noget positivt. Jeg vidste, at jeg ikke ville blive i stand til at arbejde igen, men så kunne jeg til gengæld være meget mere sammen med mine børn, pointerer hun og fortsætter:

- Det har været guld værd. Simpelthen. De første år afleverede jeg dem i børnehave og skole om morgenen, og så brugte jeg dagen til at samle energi, indtil de skulle hentes igen. Så lavede vi noget sammen om eftermiddagen, og så gik jeg typisk i seng samtidig som dem. På den måde har jeg kunnet gøre noget, som de færreste forældre har mulighed for. Det var en virkelig hård periode, men vi fik noget godt ud af det alligevel.

Taler sjældent om smerter

Et fast punkt på Dorthes ugeskema er billard. Hun har selv været med til at starte den lokale billardklub, hvor hun befinder sig minimum to gange om ugen.

- Det er en perfekt sportsgren for mig og mine smerter. Jeg kan sidde på en stol, når jeg bevæger mig rundt, og jeg kan støtte mig til billardbordet. Det er god træning og god hjernegymnastik. Jeg er også meget interesseret i håndarbejde og bruger meget tid på det. Også sammen med andre en gang om ugen. Jeg syer, hækler, strikker og laver origami, fortæller sønderjyden.

Aktiviteterne spiller en stor rolle i hendes tilværelse.

- De giver mig noget socialt, fysisk og psykisk. Jeg tanker op, og jeg får fokus væk fra smerter. Det giver en følelse af, at det er dejligt at være til. Noget livsværdi. For jeg har før været helt dernede, hvor jeg har tænkt, at der ikke var meget at leve for.

Selvom Dorthe på intet tidspunkt får en pause fra smerterne, så er det ikke noget, hun ynder at tale med andre om.

Jeg har lært, at det er okay at sige nej til ting og aftaler.

Ny form for normal

Inden interviewet har Dorthe udfyldt en smertedagbog. Den viser blandt andet, at hendes smerter ligger på et stabilt, middelhøjt niveau over en uges varighed. Udsvingene var større før i tiden.

Jeg havde det værre smertemæssigt i perioden lige efter ulykken. Smertestillende havde jeg ikke lyst til at tage, men det gjorde, at mine smerter ofte var meget voldsomme. Min læge fik mig alligevel overtalt til at tage smertestillende efter noget tid. Han sagde, at det stressede kroppen at have så ondt. Det hjalp mig faktisk. Det er nemmere at forholde sig til smerter, der er stabile. Men jeg er også blevet mere vant til at have ondt. Smerterne er der konstant, og det er blevet en ny form for normal, det er der ingen tvivl om, fortæller Dorthe og tilføjer:

- Som man også kan se i smertedagbogen, så bruger jeg ofte lang tid på at komme op om morgenen. Det er her, smerterne er mest fremtrædende. Min krop er blytung, og selvom mit vækkeur ringer fast klokken 7.30, så tager det mig gerne en time eller to, før jeg fysisk kan komme ud af sengen. Sådan er det hver morgen, og det gør nærmest ingen forskel, hvor mange timer, jeg har sovet.

Smerterne kan være svære at definere, men hun gør alligevel et forsøg:

- Jeg plejer at sige, at det eneste sted, jeg ikke har ondt er min højre storetå. Når smerterne er allerværst, føles det som om, at der står en og drejer og river i mine knogler. Det bliver jeg selvfølgelig påvirket af.

For fem år siden oplevede Dorthe det, hun kalder for et turnaround i sin måde at se på sin situation. Det har gjort det nemmere at prioritere.

- Jeg har lært, at det er okay at sige nej til ting og aftaler. Jeg skal ikke have dårlig samvittighed. Forandringen skete, fordi jeg var inde i en dårlig periode, hvor jeg hele tiden pressede mig selv. Det gjorde smerterne værre, og jeg accepterede ikke, at der var så mange ting, jeg ikke kunne. Men det blev lavet om. Jeg gik til en psykolog, som lagde meget vægt på, at tingene skal foregå mere på mine præmisser. Jeg skal ikke køre mig selv ned for at gøre andre tilfredse.

En anden central læring er at fokusere på de lyse sider af livet.

- Mit liv er ligeså værdifuldt som alle andres. Der er bare ting, som skal tages hensyn til. Jeg fokuserer generelt ikke meget på mine smerter, for en god dag foregår mentalt. Der sker så mange positive ting i ens liv, hvis man rigtig tænker efter. Det prøver jeg at finde ind til, når jeg skal hive noget ekstra styrke frem, slutter Dorthe Frank.

Smertedagbog - Dorthe Frank

  Smerteniveau 0-10  Bemærkninger

Dag 1 Torsdag

6 Ligger længe i sengen. I billardklubben, hygger og træner. Laver aftensmad og hygger med datter og svigersøn. Går tur på 2 x 5 minutter med min rollator ’rullemarie’.
Dag 2 Fredag 5 Ligger længe i sengen. Er megasmadret, så dagen og aftenen går med at lave absolut ingenting.
Dag 3 Lørdag  Ligger længe i sengen. Er på indkøb med far. Har besøg af mor og far. Resten af dagen går på sofaen med håndarbejde.
Dag 4 Søndag  Ligger længe i sengen. Vejret er skønt, så går i haven og får fjernet alt det visne fra bede og planter. Aftenen foregår på sofaen, men håndarbejde er der ikke overskud til. Aftensmaden er sat i ovnen og passer sig selv. Ugeplanlægning så jeg har styr på, hvad der sker og hvornår.
Dag 5 Mandag  Er i klubben det meste af dagen. Formiddagen går med pc arbejde. Eftermiddagen med træning og hygge. Træningsstedet har en god hyggekrog, så jeg kan gå til og fra og slappe af. Går tur 4 x 5 minutter med rullemarie.
Dag 6 Tirsdag  Tidligt op. Skal spille turnering i Fredericia. Jeg skal lægge bil til men har fået en af de andre til at køre den, da jeg ikke kan køre så langt over så kort tid. Er hjemme ved 14-tiden. Mega træt, så jeg er nødt til at tage en middagslur. Får lavet aftensmad, men ellers foregår resten af dagen med håndarbejde på sofaen.

Læs også

Min mors smerter har været med til at forme mig