”En hjælper bliver aldrig bare arme og ben”

Lars Burgwald har usædvanlig gode hjælperrelationer, og grænserne mellem venskab og den professionelle hjælperrolle er næsten komplet udvisket. Sønderjyden kan ikke forestille sig et liv med handicaphjælpere på et hjælperværelse.
Lars Burgwald indrømmer, at det kan være vanskeligt for ham at veksle mellem at være tætte venner til at skulle være arbejdsgiver. Men han har på ingen måder i sinde at lave om på konstellationen og skabe en vedvarende professionel distance.

Rygmarvsskadede Lars Burgwald og handicaphjælper Patricia Ryan er tætte venner. Så tætte, at de sidder til bords ved hinandens familiefester, tager til koncert sammen, på restaurant, i byen eller i biografen i deres fritid. Patricia bliver ofte hængende i Lars’ rækkehus i Viby, selvom hendes vagt som handicaphjælper for længst er slut.

- Vi ses ud over arbejdstiden, og det er blevet naturligt for os at involvere hinanden i begges familier. Det er fedt at arbejde hos Lars, når vi samtidig er så gode venner, siger Patricia.

- Jeg synes, det er sådan, at det fungerer bedst. Det ville være umuligt for mig at trives med en stor professionel distance. Det duer jeg simpelthen ikke til, konkluderer 25-årige Lars.

Et godt match

Lars og Patricia har kendt hinanden i tre år, og det er tydeligt, at smilene og indforståetheden ikke er taget på i dagens anledning.

- Jeg kan godt lide at have mennesker omkring mig. Samtidig ligger det mig fjernt at skulle bede mine hjælpere om at gå ind på et værelse og opholde sig der. Jeg har faktisk slet ikke noget hjælperværelse.

Det overordentligt gode hjælperforhold startede, da Lars søgte et nyt hjælperteam gennem Handicapformidlingen. Han havde rykket teltpælene op og var flyttet fra Tønder til Aarhus for at studere. Patricia var handicaphjælper i forvejen og søgte nyt arbejde i den jyske hovedstad. Koblingen udviklede sig med det samme i en positiv retning.

- Vi fandt hurtigt ud af, at vi kunne sammen, og at det var et godt match. I dag har jeg tre hjælpere i mit team, og jeg er faktisk venner med dem alle. Det er sådan, jeg trives, fortæller Lars, der er bevilliget 16 timers hjælp om dagen.

Patricia har et bud på, hvorfor Lars har en lidt atypisk tilgang til sit liv med hjælpere.

- Lars er en meget åben og social person, der er oprigtig interesseret i andre mennesker, og han er utrolig nem at omgås. Det smitter også af på hans omgivelser, fortæller handicaphjælperen.

- Jeg kan godt lide at have mennesker omkring mig. Samtidig ligger det mig fjernt at skulle bede mine hjælpere om at gå ind på et værelse og opholde sig der. Jeg har faktisk slet ikke noget hjælperværelse, fortæller Lars.

- Og hvis du havde et, ville det jo heller ikke blive brugt, supplerer Patricia.

En del af familien

- Lars er blevet en del af min familie, og vi laver tit ting med mine brødre og fælles venner. Vi har mange af de samme interesser og i julegave sidste år, inviterede vi begge vores familier til Beth Hart-koncert. Det var en kanon oplevelse at få sammen, fortæller Patricia.

Udover at tage aktivt del i hinandens familier, har de to venner blandt andet været på Roskilde Festival, på ture med Lars’ kørestolsrugbyhold og på Egmont Højskolen sammen.

- Det bliver enormt meget ’vi’, når vi planlægger ting. Også selvom Patricia er ansat til at hjælpe mig. Vi tænker egentlig ikke så meget over det, forklarer Lars.

- Derfor er det heller ikke altid, at jeg overhovedet føler, at jeg er på arbejde. Ser vi hinanden privat, hjælper jeg jo alligevel Lars, hvis det er nødvendigt, fortæller Patricia.

Vikarer med helt andet mindset

Selvom Lars ikke kan forestille sig at ændre sin tilgang, kan det være udfordrende at have hjælpere 16 timer i døgnet, når man samtidig skal pleje venskaberne til de selvsamme mennesker.

- Det er ikke altid let at veksle mellem at være venner og hoppe direkte over i arbejdsgiverrollen. Jeg må nok indrømme, at det kan være svært at sige nej til tider, når vi er så tæt knyttet, forklarer Lars.

I enkelte situationer er det dog yderst nødvendigt, at den professionelle distance holdes. Eksempelvis når Lars er til turnering med sit kørestolsrugbyhold Århus Burnouts:

- Det er det eneste tidspunkt, hvor der opstår en egentlig distance. Der dyrker jeg min sport, og mine hjælpere skal være der til at hjælpe mig med udstyr, hjælpe mig på toilettet, eller når jeg vælter. Det er deres rolle i den situation.

Det er sjældent, men det sker, at Lars også vælter på de indre linjer og føler magtesløsheden skylle over sig.

- Der er dårlige dage, hvor jeg får mange spasmer, eller hvor min krop ikke fungerer, som jeg vil have den til. Jeg kan blive rigtig sur og føle mig magtesløs. For det rammer mig da. I de tilfælde taler jeg med den hjælper, som er på arbejde, når jeg lige er kølet ned igen. Det er en fordel at kunne få afløb for det, man tumler med og tale med én, man er tæt med.

Finfølingen i de udfordrende situationer er vigtig i hjælperrelationen.

- Generelt mærker vi det hurtigt på hinanden, hvis én af os lige skal have lidt rum, for mine hjælpere kan selvfølgelig også have en dårlig dag, forklarer Lars.

De tætte hjælpervenskaber i teamet står i stærk kontrast til de oplevelser, som sønderjyden har med hjælpere, der ikke er vant til lignende rammer.

- Når jeg ind imellem har vikarer, kommer de typisk med et helt andet mindset end mine faste hjælpere. De venter på ordrer, eller at jeg peger og fortæller dem, hvad jeg vil have, at vi skal bruge tiden på. De er åbenbart vant til andre forhold, og det er selvfølgelig helt fair. Men en hjælper bliver aldrig bare mine arme og ben, slutter Lars Burgwald.