Et nyt liv efter ulykken

Det er helt almindeligt, at der går adskillige år, før du har lært at leve med de skader, du har fået efter en ulykke. Selv når hverdagen igen har indfundet sig, kan du undertiden opleve problemer med at acceptere din nye tilværelse. Det er naturligt. Accept er nemlig ikke et stadie, du når frem til, hvorefter alt er godt. I stedet må vi erkende, at indimellem kan livet være svært, og da skal det være ok at sige, at du har brug for hjælp.

Den første tids behandling er overstået. Det går godt. Alle glæder sig på dine vegne over de store fremskridt, du gør. Du er positiv i forhold til dine chancer for at blive helt rask igen. Dine pårørende støtter dig i dit positive sind. Du vil fremad, og det skal du nok komme.

Pludselig en dag rykker du dig ikke længere fremad. Udviklingen står stille. Hvad nu? Du bliver i tvivl, om hverdagen, som du kendte den, nogensinde vender tilbage.

Du befinder dig i en fase, som både er følsom og psykisk belastende. Du har måske brugt mange ressourcer på at bevare optimismen, og nu synes alting at gå baglæns. Når man spørger ulykkespatienter bredt, er det i denne fase, at mange oplever et dyk i deres egne forventninger til fremtiden.

Sorgprocessen er vigtig

At der efter en tid opstår det, der hos både den ulykkesramte og de pårørende kan opleves som et tilbageslag, er meget naturligt og i mange tilfælde også en nødvendig del af processen med at acceptere og tilpasse sig de nye livsomstændigheder.

Pludselig en dag rykker du dig ikke længere fremad. Udviklingen står stille. Hvad nu?

- Den tilpasningsproces, der følger efter en ulykke, handler ikke kun om at genvinde den fysiske ligevægt, det handler i høj grad også om at få bearbejdet de tab, som ulykken har afstedkommet. Disse tab kan være meget konkrete i form af lemmer og førlighed, eller de kan være mere symbolske som eksempelvis tab af identitet og fremtidsdrømme. Et tilbageslag indikerer ofte, at den ramte er inde og arbejde med de følelser, der knytter sig til det eller de tab, som har betydning for den enkelte. Normalt sker den følelsesmæssige bearbejdning i et individuelt tempo, så man ikke bliver følelsesmæssigt oversvømmet, fortæller psykolog i UlykkesPatientForeningen, Mette Nyrup.

Hun er ikke så glad for at tale om faser i forløbet efter ulykken. I hvert fald ikke faser, som forløber lineært fra det punkt, hvor ulykken indtræffer til det punkt, hvor man har accepteret det hele og fundet sit nye jeg.

- Det er en farlig måde at se det på, dels fordi det stiller i udsigt, at vejen til accept er ens for alle, dels at du skal være færdig med sorgen på et vist tidspunkt. Men hvornår er det? Jeg mener i stedet, at man skal anskue processen cirkulært, hvor man går ad to spor, der er forskellige, men som understøtter hinanden. Med tiden vil sorgen blive mindre, men den vil stadig være der. For nogle mere end for andre, siger Mette Nyrup.

Tabssporet og genoprettelsessporet

Det ene spor i den proces kaldes ’tabssporet’ og det andet ’genoprettelsessporet’. I tabssporet tillader du dig selv at være ked af det og sørge over, hvad der er sket. I genoprettelsessporet er du praktisk, finder løsninger og sætter ting i deres rette orden.

- Vi rummer alle mulighed for det hele. Når jeg taler med ulykkesramte eller deres pårørende, er det afgørende for mig at finde ud af, om de veksler fleksibelt mellem de to spor og dermed får alle aspekter af sorgprocessen med. I perioder kan man godt veksle hurtigt mellem de to spor, næsten fra time til time, mens man i andre perioder vil opholde sig længere i et af sporene, forklarer Mette Nyrup.

Hun bliver først alarmeret, hvis man kun befinder sig i et af sporene. Er du kun ked af det, kan du risikere at hænge fast og skal have hjælp til at komme videre. Men det skal du også, hvis du kun ser alt det positive og slet ikke forholder dig til de negative ting ved det nye liv.

- Fortrængning i den indledende fase efter en ulykke kan være en god ting, som hjælper en med at bearbejde det skete i et tempo, man kan magte. Fortrængningen hjælper med, at man får indblik i sin egen situation gradvis. Men hvis fortrængningen bliver ved, kan man risikere, at man til sidst ikke kan mærke sine egne følelser, påpeger Mette Nyrup.

Derfor er det vigtigt at vide, at sorgen kan blive ved, omend den vil variere i intensitet, og at det ikke gør noget, fordi vi alle fra naturens hånd er indrettet til at kunne hoppe fra det ene spor til det næste, når vi er parate til det.

Og det er ikke mindst vigtigt for de pårørende at vide. Det er nemlig i samme fase, i fasen af tilbagefald, at mange oplever en vigende opbakning fra omgivelserne. Nu synes de nemlig, at man har været syg rigtig længe, og så er det ikke sikkert, at arbejdsgiveren, vennerne eller familien har tålmodighed til at tage et dyk ned. Igen.

Usynlig skade gør det sværere

Rigtig svært bliver det, hvis skaden er usynlig som ved eksempelvis en hjernerystelse eller piskesmæld.

- Det er lettere for omgivelserne at forstå, at man ikke kan det samme, hvis man sidder i kørestol. Det, kan alle forstå, er svært. Men hvis man er ramt af kronisk hovedpine, bliver mange mødt med: Kan du ikke bare tage et par Panodil? Det er ikke af ond vilje, men alle sammenligner først og fremmest med egne oplevelser og vil på den baggrund forsøge at komme med gode råd. Samtidig kan det være svært for udenforstående at forstå, at den ulykkesramtes smerter ikke forsvinder ved at tage en pille. Dette gør, at mange ulykkesramte med usynlige skader føler sig misforstået og måske også oplever, at omgivelserne sætter spørgsmålstegn ved eller nedtoner betydningen af skaderne. Dette virker selvsagt ikke befordrende for processen med at acceptere den nye hverdag efter ulykken, siger Mette Nyrup.

Ting tager tid

Det er vigtigt at have i baghovedet, at alle er forskellige og derfor også reagerer forskelligt på en ulykke.

- Netop fordi der er rigtig mange forhold, som har indflydelse på den enkeltes muligheder for at komme sig såvel fysisk som psykisk efter en ulykke, er det vigtigt, at man som ulykkesramt, pårørende eller behandler undgår at sammenligne med andre ulykkesramte og herudfra vurdere, hvorvidt tilpasningsprocessen forløber tilfredsstillende, siger Mette Nyrup.

Hun fortæller, at der normalt går fem til otte år, før man har lært at håndtere sin nye virkelighed og den skade, man måske har fået. Og selv da kan man mange år efter blive ramt af sorgen over de tab, som knytter sig til ulykken.

Det er vigtigt at have i baghovedet, at alle er forskellige og derfor også reagerer forskelligt på en ulykke.

Det kan være vanskeligt for den ulykkesramte at forholde sig til, at sorgen måske dukker op igen mange år efter ulykken og måske endda i relation til noget glædeligt. Dette gør sig især gældende i forhold til forskellige sociale roller. Eksempelvis betragter de fleste bedsteforældrerollen som noget ganske særligt, og mange har gjort sig tanker om hvilken type bedsteforældre, de vil være, længe inden børnebørnene kommer. Forestillingen om at være en aktiv bedsteforældre kan blive alvorlig truet, hvis en ulykke har betydet, at man sidder i kørestol, eller har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen på grund af smerter og træthed.

- Den sorg, der knytter sig til uindfriede drømme og forventninger kan være mindst lige så smertefuld som sorgen over et konkret, åbenlyst tab. Nogle gange kan de symbolske tab være de mest smertefulde, fordi det kan opleves unaturligt at sørge over noget, man ikke har haft. Netop fordi sorg ikke er noget, vi gennemlever, men snarere noget vi lever med, som formes efter de øvrige omstændigheder i vores liv, kan det være farligt at se accept som et definitivt mål, som den væsentligste indikation på, at sorgen er overstået, og man er kommet ud på den anden side. Det er min erfaring fra rådgivningen af ulykkesramte og deres pårørende, at accept er ligeså dynamisk en størrelse som sorg - nogle gange er den der, andre gange ikke, og det er uanset, om man er blevet skadet for 5, 10 eller 50 år siden. Jeg mener derfor, det giver mest mening at se accept som modet til at turde være i livet, når det er svært, at kunne rumme negative tanker og følelser, men også at bevare optimismen og eksperimentere med nye veje til at leve et godt og meningsfuldt liv, hvor dine værdier er i centrum, siger Mette Nyrup.

Af Paula Larrain

Læs også

Gode råd til pårørende

For pårørende er kommunikation nøglen