Frida har bearbejdet sin ulykke med en fotobog

For otte år siden fik Frida Jersø en rygmarvsskade efter et fald på fire meter ned i en viadukt under Dronning Louises Bro i København. Hun var kun 14 år, da hun blev kørestolsbruger. Læs om, hvad ulykken i så ung en alder har betydet for Frida, og hvad hun har fået ud af at lave en fotobog om den.
Selvportræt af Frida Jersø, 23 år. Efter et fald fra Dronning Louises bro, hvor hun mistede førligheden, har Frida Jersø lavet en kunstnerisk fotobog med billeder fra journaler, arkivbilleder, collager og scanninger af tekstiler.

Et råddent gelænder var årsag til, at Frida pådrog sig en rygmarvsskade, der gjorde hende lam fra hofterne og nedefter. Sammen med en veninde sad hun en fredag aften på Dronning Louises Bro i København. Da de lænede sig op ad et gelænder, faldt de mere end fire meter ned i en viadukt under broen, fordi gelænderet pludselig brast. Veninden fik ved faldet en hjernerystelse, et brud på næsen og knækkede nogle tænder. Frida fik også en hjernerystelse og havde brækket nogle ribben. Men værst var en rygmarvsskade.

”Jeg har fået fortalt, at jeg godt måtte se tv på hospitalet lige efter ulykken, selvom jeg havde fået en hjernerystelse, fordi lægerne var mest optaget af min ryg. Det var, som om de glemte alt om, at jeg også havde de andre skader. Min veninde, der ligesom jeg havde en hjernerystelse, fik ikke lov til at se tv, så hun syntes, det var uretfærdigt, at jeg fik lov til det," fortæller Frida, der på tidspunktet for ulykken var 14 år.

En fordel at være ung

Frida har været kørestolsbruger siden ulykken, der gjorde hende lam fra hofterne og nedefter. Hun mener selv, at det har været en fordel, at hun var så ung, da ulykken indtraf:

”Det eneste, jeg var optaget af efter ulykken, var, at jeg skulle nå at komme tilbage til skolen og være sammen med mine veninder i sommeren mellem 8. og 9. klasse. Jeg havde en naiv stædighed, der sagde mig, at det alt sammen nok skulle gå, når bare jeg kom tilbage til veninderne,” fortæller Frida i dag otte år efter ulykken.

Hun mener, at man er mere omstillingsparat, når man er ung, og at det ville have været langt sværere for hende i dag som 23årig at skulle indstille sig på et liv med kørestol, fordi hun har tillagt sig mange flere vaner med alderen, som er sværere at ændre.

”Når man er 14 år, har man ikke levet så længe. Alt er nyt og spændende. Kroppen er ved at forandre sig meget i den alder, og man skal til at finde ud af, hvem man er osv. Der skete så meget i mit liv på det tidspunkt, at det at skulle bruge kørestol bare var en af de mange andre forandringer, jeg i forvejen gennemgik, og som jeg skulle indstille mig på. Jeg har mødt mange ulykkesramte, der deler deres liv op i tiden før og efter ulykken, men fordi jeg havde levet i så få år, da den indtraf, havde jeg ikke så meget at sammenligne med, og derfor har jeg aldrig tænkt på den måde.”

Jeg havde en naiv stædighed, der sagde mig, at det alt sammen nok skulle gå, når bare jeg kom tilbage til veninderne

Netværk har stor betydning

Fridas kammerater syntes, at det var dejligt, da hun vendte tilbage til skolen efter næsten et halvt års sygefravær med blandt andet et langt genoptræningsophold på Klinik for rygmarvsskader i Hornbæk. Allerede under indlæggelsen på klinikken deltog Frida i fester med sine kammerater.

”De virkede ligeglade med, at jeg sad i kørestol. De syntes, at jeg selvfølgelig skulle med til fester, som jeg plejede. Hvis der var en fest på femte sal uden elevator et sted, så bar de mig gerne derop. De bar mig overalt, hvor kørestolen ikke kunne komme til. Jeg skulle med, koste hvad det ville. Jeg tror, at det er sundt for en som ulykkesramt, at man har venner, der glæder sig over, at man er tilbage efter ulykken med livet i behold,” siger Frida, der også mener, at et godt og stort netværk har gjort livet meget lettere for hende.

Frida havde ud over sine mange venner også en familie, der stod klar til at hjælpe hende. Det gjaldt både hendes storesøster og de jævnaldrende fætre samt kusiner.

”Alle ønskede at hjælpe mig, hvis jeg havde brug for det, så det var let at bevæge mig ud i verden, for jeg vidste, at der altid var nogen i nærheden, hvis der skulle ske mig noget. Især i starten var det skræmmende at bevæge sig uden for hjemmet i kørestol. Men hvis jeg blev bange for at falde, ikke at kunne komme med en bus eller andet, så beroligede det mig at tænke på, at jeg altid ville kunne ringe til en, der boede i nærheden, som ville kunne hjælpe mig,” fortæller Frida.

Opdraget som en 14-årig

I perioder har Frida oplevet, at det har været hårdt at skulle leve med de konsekvenser, der har været af hendes ulykke. Men Frida er aldrig ked af det eller frustreret i lang tid ad gangen.

”Jeg har indimellem været ked af mine nedsatte funktioner, følelsesløshed og gentagne blærebetændelser. Men jeg lader det ikke styre mit liv. Det har mine forældre lært mig. I årene efter ulykken ville de ikke tillade, at jeg snakkede grimt til dem, når jeg var ked af det eller frustreret. Hvis jeg var sur og ked af det, fik jeg at vide, at jeg stadig skulle opføre mig ordentligt. De sagde for eksempel: ”Det kan godt være, at du er ked af det lige nu, men du skal ikke tale sådan til os.” At jeg fortsat blev opdraget som en teenager, har hjulpet mig, for jeg fik ikke lov til at synke ned i selvmedlidenhed,” fortæller Frida, der set i bakspejlet også mener, at det var klogt af forældrene at skelne mellem, om hun skulle have hjælp til noget, fordi hun sad i kørestol, eller om hun bare var en doven teenager, der kunne klare det selv.

”Jeg er opdraget til, at tingene er, som de er, og at man så må få det bedste ud af livet. Jeg har også lært af mine forældre, at man kan drømme om en masse, men hvis det ikke kan lade sig gøre, må man finde ud af, hvad der så kan lade sig gøre. Fra mine forældre har jeg fået en meget konstruktiv indstilling til livet. Jeg er ligesom dem god til at tænke i muligheder i stedet for begrænsninger,” fortæller Frida.

Jeg har indimellem været ked af mine nedsatte funktioner, følelsesløshed og gentagne blærebetændelser. Men jeg lader det ikke styre mit liv. Det har mine forældre lært mig.

Fra atletik til fotografering

Kort efter ulykken begyndte Frida at dyrke kuglestød og diskoskast, fordi hun altid har elsket sport og så det som en god mulighed at dyrke de to former for atletik som kørestolsbruger. Hun vandt junior-VM i kuglestød to gange og fik fine placeringer ved De Paralympiske Lege i Rio de Janeiro i 2016 med diskoskast. Hendes mål var at kvalificere sig til De Paralympiske Lege i 2020 og 2024, men det har Frida opgivet, fordi hendes krop ikke kunne holde til så meget træning. Hun fik en kronisk betændelsestilstand i låret af at træne. Til trods for glæden ved sport valgte hun har passe på sin krop og begyndte i stedet at tage fotos. Det er en interesse, Frida har fra sin far, der er fotograf. Som barn var hun ofte med ham til fotoudstillinger.

Sommeren 2020 startede Frida på Kunstakademiet i Gøteborg. Før det gik hun på Københavns fotoskole, hvor hun skulle lave et fotoprojekt. Under en brainstorming til fotoprojektet med sin lærer, kom de til at tale om ulykken, som Frida ikke kunne huske i detaljer.

”Jeg har genfortalt historien om min ulykke mange gange. Jeg er meget udadvendt, så når folk spørger, hvorfor jeg sidder i kørestol, fortæller jeg gerne det, som andre har fortalt mig, for jeg kan ikke selv huske tiden lige efter ulykken. Det har undret mig, at jeg slet ikke har været berørt, når jeg har fortalt andre om, hvad der skete. Jeg talte med min fotolærer om, at det bare var en genfortælling uden følelse, og at jeg kun kunne huske en brøkdel af et sekund fra selve faldet. ”Her har du din fotofortælling!”, sagde min lærer, og vinklen på mit fotoprojekt blev selve ulykken og tiden lige efter.

Fotoprojektet hjalp Frida med at huske

Frida har gennemgået sine journaler og har taget fotos af det tøj, hun havde på den aften, hvor ulykken skete. Det blev til en bog, hvor hun også satte fotos ind, som politiet havde taget af broen osv. den aften. Fridas bog består af kollager, journaler hun har skannet, andres og egne fotos.

”Det har haft stor betydning for mig at lave fotobogen. Jeg blev meget berørt af arbejdet med den. Det hjalp mig, at det var et projekt, og at jeg derfor var nødt til at distancere mig fra det skete, så jeg ikke druknede i mine følelser. Jeg opfattede det lidt som en krimi, jeg skulle opklare. Jeg kunne ikke have skabt bogen, hvis ikke jeg havde haft den tilgang. Ud over at det var et skoleprojekt, var formålet med bogen, at jeg selv skulle kunne huske det, som andre har fortalt mig om ulykken. Det har været et forsøg på at få en afklaring, også selvom bogen ikke er realistisk, men skal ses som kunst,” fortæller Frida.

”Det fede ved kunst er, at jeg kan gøre, hvad jeg vil. Jeg kan stoppe tiden og se på forskellige dele af forløbet, hvis jeg ønsker det. Jeg styrer fortællingen, og det har jeg haft brug for. Det har fungereret som en bearbejdning af ulykken, så det har været vigtigt, at det har været mig, der styrer fortællingen. Jeg kunne ikke have lavet den for fem år siden, for dengang var jeg ikke parat til at grave i ulykken og dyrke detaljerne omkring den. Man skal være et sted, hvor man føler, at man har lyst til at gå ned i det. Det har været så godt for mig at lave fotobogen.”

Det har haft stor betydning for mig at lave fotobogen. Jeg blev meget berørt af arbejdet med den.

På kunstakademi i Sverige

Frida glæder sig over at være kommet ind på kunstakademiet i Sverige for at blive kunstfotograf.

”Jeg har ikke taget fotos så længe, men det kreative har altid interesseret mig, samtidig med at jeg er vild med den tekniske måde at udtrykke sig på. Det appellerer til mig, at jeg kan kombinere det maskintekniske ved et fotoapparat med at lave noget kunstnerisk. Jeg har både en nørdet og en kunstnerisk side,” fortæller Frida.

”Sverige er godt indrettet til kørestolsbrugere. Gøteborg er genialt, for jeg tænker ikke engang over, at jeg sidder i kørestol, fordi jeg kan komme ind i alle busser og tog uden problemer. På de svenske barer er der handicaptoiletter. I Gøteborgs byliv ser jeg også andre unge i kørestol – det gør man ikke så meget i Danmark, hvor det også er mere besværligt at tage i byen som ung, hvis man sidder i kørestol. Jeg har aldrig levet under så gode forhold som handicappet, som jeg gør i Gøteborg,” siger Frida, der ikke kan se, at det skulle give problemer for hende at være kunstfotograf, når hun er kørestolsbruger.

”Jeg har været vant til at tænke i praktiske løsninger de sidste otte år, så jeg tror, at jeg kommer til at klare mig fint som kørestolsbruger og fotograf. Efter ulykken brugte jeg meget tid på at løse praktiske udfordringer, så af erfaring ved jeg, at jeg altid finder en måde at kunne bevæge mig omkring på. Jeg synes, jeg lever et fuldendt liv,” siger Frida.

 

Artiklen er skrevet af Annette Aggerbeck og er tidligere bragt i medlemsmagasinet Livtag 01-2021