Giv os i det mindste en plan for øget tilgængelighed

Dårlig tilgængelighed begrænser det sociale liv for mennesker med handicap. Derfor skal der mere fokus på at skabe ordentlig tilgængelighed. Det skriver formand, Janus Tarp, i september måneds leder i medlemsmagasinet, Livtag.

”I USA kan du ikke få en kørestol, men du kan komme rundt overalt. I Danmark kan du få en kørestol, men du kan ikke komme rundt med den. Sådan sagde vores tidligere formand Holger Kallehauge.

Det er naturligvis noget karikeret, men budskabet er desværre stadig lige aktuelt. Tilgængeligheden herhjemme lader meget tilbage at ønske.

Dårlig tilgængelighed har store konsekvenser

Mange af vores medlemmer i UlykkesPatientForeningen er enten gangbesværede eller bruger kørestol. Derfor er god tilgængelighed afgørende for vores muligheder for at komme ud og deltage i samfundslivet. Derfor er og bliver tilgængelighed en mærkesag for vores forening.

Igennem årene har vi spurgt vores medlemmer, hvad dårlig tilgængelighed betyder for dem. Og igen og igen bliver vi desværre bekræftet i, at det afholder medlemmerne i at gå ud, gå på café, gå i biografen eller andet socialt. Senest gennemførte vi før sommerferien en undersøgelse om ensomhed, og her viste det sig, at dårlig tilgængelighed var en af hovedårsagerne bag ensomhed blandt vores medlemmer. Det skal der gøres noget ved.

Tilgængelighed betragtes ikke som en rettighed

Med Handicapkonventionen fik vi tydeliggjort, at tilgængelighed er en fundamental forudsætning for at sikre lige muligheder for mennesker med handicap. Det blev grundfæstet i artikel 9. Og med konventionen blev landene også forpligtet til at udarbejde handleplaner for, hvordan og med hvilke midler rettighederne skulle gennemføres. Det mangler vi stadig at blive præsenteret for.

For desværre at dryppe endnu mere malurt i bægeret konkluderede regeringen ved tiltrædelsen i 2009, at artikel 9 ikke var en rettighed, som retten til uddannelse eller retten til beskæftigelse. Men et princip på linie med forbuddet mod diskrimination. Derfor mener regeringen sig ikke forpligtet til at udarbejde handleplaner for mest mulig tilgængelighed. Og derfor vil regeringens bebudede diskriminationsforbud formentlig ikke definere manglende tilgængelighed som diskrimination.

Vi kæmper for vores rettighed

Regeringens tolkning gav sig helt konkret udslag i tilbagerulningen 1. juli af adgangskrav til parcelhuse og loftslejligheder. Vi og Danske Handicaporganisationer (DH) kæmpede bravt imod, men vandt desværre ikke gehør. Det samme gjorde vi i 2009, hvor vi lige til det sidste prøvede at overbevise politikerne om, at optimal tilgængelighed er en rettighed, der skal gennemføres. Handicapkonventionen fastslår, at det er konventionsstridigt at rulle en rettighed tilbage. Vi mener derfor, at lovændringen ikke bare er urimelig, men også et klokkeklart brud på konventionen.

Samarbejde er vejen frem

Øget tilgængelighed koster – mest i eksisterende byggeri – men manglende tilgængelighed er dyrere i ombygninger og ikke mindst i manglende inklusion. Vi vil hele tiden gøre opmærksom på disse udfordringer, men vi kan ikke gøre det alene. Derfor samarbejder vi i og med DH såvel nationalt som lokalt for øget tilgængelighed. Og derfor vil jeg også opfordre alle til at udfordre jeres lokalpolitikere til kommunalvalget på, hvad de vil gøre for at sikre bedre tilgængelighed lokalt.

For at slutte, hvor jeg begyndte. I USA er manglende adgang udtryk for diskrimination. Vi ønsker et lignende diskriminationsforbud eller som minimum en plan med mål og midler afsat til at skabe bedre tilgængelighed. Vi vil kunne komme rundt – også udenfor.”

Denne tekst stammer fra UlykkesPatientForeningens medlemsmagasin Livtag, hvor den er bragt som leder i september 2017.


Vil du have inspiration til, hvordan du kan udfordre dine lokalpolitikere?

UlykkesPatientForeningen har samlet noget materiale, du kan lade dig inspirere af, hvis du vil i dialog med dine lokale politikere op til kommunalvalget.

Find materialet her