God dialog var udslagsgivende

En chef, som engagerede sig ud over det sædvanlige og en tro på, at der stadig var brug for hans kvaliteter, var afgørende for anden del af Thomas Grues arbejdsliv.

- Min chef var exceptionel god til at engagere sig i min ændrede livssituation. Vi havde en rigtig god dialog efter min ulykke, og han ringede ofte til mig. Han deltog også i den afsluttende samtale efter et tre-ugers genoptræningsophold for at høre, hvordan mulighederne så ud for mig, forklarer Thomas Grue.

Det betød meget for Thomas, at de på arbejdspladsen stadig regnede med ham og troede på, at han kom tilbage.

- Mentalt var det så vigtigt at bevare tilknytningen, og det motiverede mig i en svær tid. Selv sørgede jeg også for at være opsøgende: Jeg ringede til kollegaer og var med til julefrokost, kvartalsmøder og andre arrangementer. Jeg kunne godt tænke, at det var besværligt, og at jeg ikke altid orkede, fordi jeg var midt i min genoptræning. Men det gav en masse værdi i mit liv, siger mekanikeren.

Vendte tilbage til arbejdsplads

Planen var, at Thomas skulle tilbage på sin gamle arbejdsplads, som reparerer og sælger asfaltmaskiner. Men arbejdet med de store maskiner var fysisk for hårdt. Den gode dialog med chefen fortsatte dog, og de fik arrangeret, at Thomas tog sig af de mindre maskiner, hvor han kunne skåne sin krop en anelse.

- Jeg var tilbage i halvandet år på nedsat tid i forskellige funktioner. Alle gjorde en stor indsats for, at det skulle fungere. Til sidst blev vi dog i fællesskab enige om, at det ikke kunne gå. Jeg fik overbelastningsskader, og der var ikke udsigt til, at der ville være arbejde nok til mig, siger Thomas og fortsætter:

- Det var selvfølgelig et nederlag, men jeg var ikke i tvivl om, at jeg kunne finde noget nyt. Jeg satte mig ned og skrev en liste med steder, jeg kunne forestille mig at arbejde og tog fysisk ud til dem. Den gammeldags facon fungerer stadig.

Thomas fik samtidig tilkendt flexjob og begyndte i nyt arbejde, men efter bare et år lukkede virksomheden, og han måtte tage endnu et kig på sin liste.

- Det kan lade sig gøre at skabe et meningsfyldt arbejdsliv, selvom der er bump på vejen. I dag har jeg et nyt flexjob på 15 timer ugentligt, hvor jeg reparerer dækmaskiner. Det kan ikke understreges nok, hvor meget det betyder at kunne køre på arbejde om morgenen, så det er bestemt værd at kæmpe for, siger Thomas.

Læs også:

Tilbage til hverdagslivet