Handicappet i Honduras

Hundredtusindvis af mennesker fra Centralamerika forsøger hvert år at tage illegalt til USA via Mexico. For tusindvis slutter rejsen med en ulykke, hvor de kommer galt afsted og sendes tilbage til deres hjemland. Der venter dem et hårdere liv end det, de forlod.
Nordvest for hovedstaden ligger byen Zambrano, hvor Mary Peréz bor sammen med sine børn og barnebarn.Selv om vejene ikke er optimale for kørestole, er livet på mange måder enklere for Mary og hendes familie i landsbyen end det var inde i hovedstaden. Foto: Jesper Klemedssons

Et par mil nord for Honduras hovedstad Tegucigalpa ligger landsbyen Zambrano. Langs byens smalle grusveje ligger slidte etplans huse med farverige facader. I et af dem bor 41-årige Mary Isabel Salgado Peréz med to af sine fem børn og et barnebarn. 

- Vi har boet her i to måneder. Tidligere boede vi inde i hovedstaden, men vi flygtede hertil efter at have modtaget dødstrusler, siger hun.

Mary sidder i kørestol. Begge hendes ben er amputeret over låret. Hun er en af de tusindvis af centralamerikanere, der er blevet såret i forsøget på at rejse ulovligt ind i USA. Årligt begiver hundredtusindvis af mennesker sig fra Honduras, El Salvador, Guatemala og dele af Mexico ud på den farlige rejse. Mange flygter fra trusler og vold fra kriminelle bander. Andre, som Mary, flygter fra fattigdom.

- I begyndelsen af 2007 mistede jeg mit job som vagt på et laboratorium. Det var umuligt at finde et nyt job. Jeg besluttede at rejse til USA for at arbejde og tjene penge i fire - fem år og derefter vende tilbage og give mine børn en god fremtid, fortæller hun.

Dødens tog

Som de fleste emigranter tog Mary med bus gennem Guatemala og derefter gik turen til fods ind i Mexico. For de fleste fortsætter turen herfra på toppen af det det, der kaldes ’bæstet’ eller ’dødens tog’ - et godstog, der kører gennem Mexico til den amerikanske grænse.

- Regnen væltede ned. Nogen råbte, at migrantpolitiet ville stoppe toget. Folk gik i panik og sprang af i farten. Da jeg rejste mig op, gled jeg og faldt af toget, fortæller Mary.

Toget har fået sit tilnavn, fordi mange falder af toget og bliver dræbt eller lemlæstet eller bliver kidnappet af narkobander.

Efter cirka to måneders strabadser sprang Maria på det fjerde godstog på rejsen. På taget af vognene sad hundredvis af andre emigranter.

- Regnen væltede ned. Nogen råbte, at migrantpolitiet ville stoppe toget. Folk gik i panik og sprang af i farten. Da jeg rejste mig op, gled jeg og faldt af toget, fortæller Mary.

Hendes næste erindring er, at en mand stod ved siden af hende.

- Jeg forsøgte at tale med ham, men han var helt stum af chok og stirrede på mine ben. Så så jeg, at mine ben var total mast. Toget var kørt over dem, men jeg kunne ikke mærke nogen smerte, siger Mary.

Ingen støtte at hente

En ambulance kom til stedet efter fem minutter.

- Så kom smerten, og det var forfærdeligt. Det føltes som om hele mit liv kollapsede, fortæller Mary.

Hun blev kørt til et mexicansk hospital, hvor hendes ben blev amputeret. Efter fire uger blev hun sendt tilbage til Honduras i bus. Mennesker, der har fået en funktionsnedsættelse efter en ulykke, er ikke berettiget til økonomisk støtte i Honduras. Kun fastansatte medarbejdere, der er dækket af en forsikring, kan modtage pension. Mary var derfor afhængig af sine venner og familie for at klare sig.

- Jeg havde det frygtelig dårligt, da jeg kom hjem, og jeg fik alkoholproblemer. Det var først, da jeg begyndte at gå i kirke efter et år, at jeg langsomt accepterede, hvad der var sket og stoppede med at drikke, siger hun.

En lokal organisation skaffede Mary en kørestol gennem Den Internationale Røde Kors Komité, og hun fik ligeledes doneret et par benproteser.

- Men jeg har aldrig gået til fysioterapi og derfor kan jeg ikke bruge proteserne, siger hun.

Trusler på livet

I en periode forsørgede Mary sin familie ved at sælge slik uden for deres hjem, men for omkring et år siden, startede hun en lille kyllingerestaurant for lånte penge. Forretningen var god, men restauranten var placeret i et område, hvor to rivaliserende bander kæmpede om kontrollen.

- En af banderne købte mad fra mig. Det gjorde den anden bande vred, og den truede med at dræbe mig og mine børn, hvis jeg ikke lukkede restauranten, siger hun.

Mary flygtede med sine børn til landsbyen Zambrano, hvor hun bor i dag og igen har åbnet sin restaurant i et træskur.

- Forretningslivet er ikke så godt her, men vi føler os trygge, siger hun.

Mary er præsident for en selvhjælpsgruppe på 300 mennesker, der er blevet handicappede i ulykker på vej til USA. Gruppen holder blandt andet foredrag på skoler om farerne ved at tage illegalt til USA. Mary har ikke opgivet håbet om igen selv at rejse en dag.

- Hvis jeg får chancen, så rejser jeg, men ikke ulovligt, understreger hun.

Organisation forsøger at hjælpe

I udkanten af Tegucigalpa ligger organisationen Conamiredis-PMHs hovedkvarter. Det er landets eneste organisation for emigranter, der er blevet skadet under deres forsøg på at nå USA.

Organisationens koordinator, Karen Lizeth Núñez fortæller, at de fleste ulykker sker i Mexico, som regel i togene, hvor emigranter for eksempel bliver røvet af en bande og derefter smidt af toget. Andre bliver såret i bil- og busulykker eller beskudt af bander.

- Behandlingen er ofte dårlig på offentlige hospitaler i Mexico. Nogle gange amputerer lægerne en kropsdel, fordi det er det nemmeste, og ikke fordi det egentlig er nødvendigt. Mange vender hjem med alvorlige infektioner, siger Karen Núñez.

Conamiredis-PMH blev grundlagt i 2009 og koordinerer sin indsats med Den Internationale Røde Kors Komité. Her forsøger man at yde støtte til de hjemvendte migranter, ligesom man driver to fysioterapicentre. Organisationen udfører også lobbyarbejde for at få regeringen til at afsætte en større andel af statsbudgettet til personer med handicap.

- I de få tilfælde, hvor myndighederne betaler en kørestol, er de af dårlig kvalitet og designet til ældre mennesker og ikke til mennesker med funktionsnedsættelse. De bryder normalt sammen efter to uger, siger Karen.

Samtidig er det meget vanskeligt at komme rundt som kørestolsbruger, for intet er tilgængeligt. Fortovene er dårligt vedligeholdt, der er ingen ramper, den offentlige transport er ikke tilgængelig og meget få bygninger er tilgængelige.

Mange prøver lykken igen

Siden Conamiredis-PMH blev grundlagt i 2009, er der registreret 450 migranter, som er sendt hjem med skader. Tallet er sandsynligvis kun toppen af isbjerget.

- Mange migranter tager ikke kontakt med os. Nogle ved ikke, at vi eksisterer, andre føler sig så psykisk dårlige, at de ikke kan overskue at bede om hjælp, siger Karen.

Nogle opholder sig i det land, hvor ulykken skete, enten fordi de ikke kan tilbagebetale de penge, de lånte til turen, eller fordi de ikke ønsker at belaste deres familier økonomisk.

- De, der kommer hjem, og starter deres egen virksomhed er i risiko for at blive afpresset af bander, siger Karen.

Banderne kræver en del af overskuddet fra alle de aktiviteter, der foregår i de områder, de kontrollerer. Karen fortæller, at mennesker med handicap er særligt sårbare. Banderne tvinger dem ofte til at smugle narkotika mellem bydelene, fordi de sjældent visiteres af politiet. De, der nægter, trues med døden. Sårbarheden betyder, at mange forsøger at komme til USA igen.

- De håber at få politisk asyl der, men med et handicap i bagagen er der høj risiko for, at der sker yderligere ulykker på rejsen, siger Karen. 

Få gratis prøve på magasin for ulykkesramte

Artiklen har været bragt i magasinet Livtag. Er du ikke medlem og modtager magasinet, men har lyst til at se, om bladet er noget for dig, kan du bestille et gratis prøveeksemplar.

Bestil gratis prøve på magasin