Hendes lyse sind gør det meget nemmere

Kirsten Lundbye har fulgt sin søster på nærmeste hold i årene efter trafikulykken, der gav hende dobbelt whiplash. Det har smedet dem tættere sammen.
Søstrene Kirsten og Annegrete (tv.) er blevet meget tætte i forløbet efter sidstnævntes dobbelte whiplashskader. I dag er Annegrete ofte på besøg hos Kirsten og hendes familie, der nyder at have hende så tæt på.

I den første tid efter trafikulykken var Annegrete Nielsens pårørende chokerede, men samtidig overbeviste om, at det var et spørgsmål om tid, før hun igen ville vende tilbage til den hverdag, hun havde inden.

- Vi nåede at tænke, at det var godt, at der først og fremmest var sket materielle skader. Vigtigst af alt var, at Annegrete havde det godt. Og hun var umiddelbart ok. I starten troede vi slet, slet ikke, at det var så alvorligt, husker Annegretes lillesøster Kirsten Lundbye.

Virkeligheden gik dog gradvist op for Kirsten og resten af familien.

- Det her var faktisk en alvorlig trafikulykke. Annegrete havde stærke smerter, og hun havde pludselig fået en helt ny krop, som hun skulle lære at kende. Hendes psyke ændrede sig også. Jeg kunne mærke, at der ikke skulle det samme til for at hyle hende ud af den. Min storesøster er som person meget velovervejet og struktureret, og hun havde dengang et rigtig godt job i banken. Hun havde store kunder, som hun rådgav og havde generelt styr på mange, mange ting. Annegretes overskud var stort. Men det ændrede hendes whiplash totalt på, fortæller Kirsten.

Hun beskriver den følgende tid som en proces, der var vanskelig, men som hun også vidste nøjagtig, hvordan hun skulle gribe an:

- Det var helt naturligt for mig og for min nære familie at rykke tættere sammen. Selvfølgelig skulle jeg hjælpe min  storesøster, så meget jeg overhovedet kunne. Vi har altid levet efter mantraet, at vi får det bedste ud af det.

Vi nåede at tænke, at det var godt, at der først og fremmest var sket materielle skader. Vigtigst af alt var, at Annegrete havde det godt.

Afstand var stor hindring
Kirsten husker, hvordan hun næsten dagligt var i telefonisk kontakt med sin storesøster og nøje fulgte udviklingen i hendes liv. Særligt én telefonopringning har prentet sig ind hos hende:

- Omtrent to år efter ulykken ringede Annegrete til mig og sagde, at hun blev nødt til at søge pension, fordi hun ikke længere kunne passe sit arbejde. Det kom ikke bare ud af det blå, men det har alligevel sat sig fast. Der skete noget inden i mig, og jeg begyndte faktisk at græde. Det er ikke bare noget, der går over det her, indså jeg. Samtidig var det selvfølgelig enormt bekymrende. Når Annegrete siger sådan, så er det fordi, at der bare ikke er mere at hente.

De to søstre boede på det tidspunkt langt fra hinanden, Kirsten i Aarhus og Annegrete i København, og det føltes som en stor hindring. Idet Annegrete indså, at hun ikke længere kunne arbejde, begyndte søstrene at undersøge boligmarkedet. Det endte med, at Annegrete flyttede til det sydlige Aarhus, bare tre kilometer fra Kirsten og en times kørsel fra deres forældre i Viborg.

- Det gav en ro at få Annegrete så tæt på. Samtidig kom der styr på hendes økonomiske situation og dermed nogle af de perspektiver, hun havde i sit nye liv. Jeg hjalp hende med de ting, jeg kunne, for der var meget, hun ikke længere kunne overkomme. Med huskøbet i Aarhus og andre praktiske ting. Det havde jeg det fint med, fortæller Kirsten.

Søsterens usynlige handicap fyldte meget i de første år efter ulykken. Sundhedssystemet bagatelliserede Annegretes symptomer, og der var ingen hjælp at hente fra hendes egen læge. Selv tvivlede Kirsten aldrig på, at Annegrete rent faktisk havde whiplash og voldsomme mén efter trafikulykken.

- Nej, for jeg kunne jo se, at det forholdt sig nøjagtig sådan, som Annegrete sagde. Det har simpelthen aldrig været et tvivlsspørgsmål for mig.

Har åbnet ny dør
I dag er den nærmeste familie for længst kommet sig over chokket, og Kirsten kan se tilbage på nogle år, som har sat sine spor.

- Det har været en utrolig stærk oplevelse, og jeg var meget bekymret i starten. Der har da bestemt været perioder, hvor Annegrete har været ked af det, men ser man på hele forløbet, så har hun formået at få noget godt ud af situationen. Selvom hun ikke altid har haft meget overskud, så har vi brugt hinanden undervejs og været gode til at tale om tingene og vores tanker, siger Kirsten og fortsætter:

- Annegretes vilje og lyse sind er en gave. Det har hjulpet os som pårørende og gjort det meget nemmere. Havde det forholdt sig anderledes, så havde jeg været meget mere mærket af situationen.

Kirsten og Annegrete er i fællesskab kommet frem til konklusionen, at til trods for lidelserne og kampene, så er der bestemt ting at glæde sig over ved forløbet.

- Det har åbnet nye døre. Jeg ved med sikkerhed, at vi ikke havde været så tætte eller boet så tæt på hinanden, hvis det ikke var for alt det her. Det er heller ikke sikkert, at Annegrete havde haft så nært og godt et forhold til min børn, som hun har, og det betyder rigtig meget for os alle sammen i dag, siger Kirsten Lundbye.

Læs også søsterens historie: Bankrådgiverens sans for tal forsvandt

Artiklen stammer fra Livtag nr. 3, 2017.