Hvordan jeg lærte at forvalte min energi

Det er svært at finde hjælpemidler til usynlige skader. Men noget kan man selv gøre for at mindske presset fra smerter og nerver.
Paula Larrain er journalist og var i 2015 ansat på Ekstra Bladet, da hun kom ud for en arbejdsulykke. Hun har siden kæmpet med de mén, ulykken gav hende, og med et system, som hun ikke mener, altid er til gavn for ulykkespatienter.

Af Paula Larrain

Første gang jeg hørte titlen, var jeg ved at dø af grin. Av av mit hoved: En hjerneskadekoordinator.

Sådan en har min kommune, og jeg fik hende tilbudt. Hun var noget af den bedste hjælp, jeg fik, mens jeg gik hjemme og ikke kunne ret meget andet end at være på sofaen og følge med i verden via min smartphone.

Koordinatoren havde overblikket

Allerede på første møde lettede hun min sjæl ved ganske enkelt at fortælle mig, at jeg så sandelig ikke var det eneste karrieremenneske, der konstant løb panden mod energimuren, fordi jeg nægtede at være syg, selvom jeg var det.

- Lige præcis din type, bliver ramt ekstra hårdt, fordi I ikke kan lægge jer syge og fordi I gør, som I plejer. I prøver at løbe smerterne  væk. Men det kan I ikke og ender med at blive endnu dårligere.

Det vidste hun nemlig alt om, for som koordinator af hele kommunens hjernerystelsesramte, havde hun netop overblikket. Og ikke kun over de syge. Via samtaler samlede hun erfaringer om forskellige behandlingstyper, og man kunne endda læsse alle sine frustrationer over på hende. Det tog hun med et smil og bekræftede mig i, at alt, hvad jeg oplevede, var normalt. 

- Du er normal som syg.

Og det var rigtig rart at få at vide.

Energiforvaltning som redskab

Men det vigtigste var dog, det redskab hun havde med sig. Hun kaldte det energiforvaltning. Igen et ord, man kan grine lidt ad, men metoden bag er særdeles effektiv.

Du laver først en liste over alle de ting, du har som opgaver i løbet af en dag eller en uge. Det kan være ”madpakker”, ”indkøb”,  "oprydning”, ”ukrudt”, ”motion”. Og så giver du hver opgave en farve, enten rød, grøn eller gul. De røde aktiviteter er de sværeste, de gule er mellemsvære, og de grønne er de lette. 

Altså, forstået sådan i mit tilfælde, at de røde aktiviteter ville være sådan nogle, jeg bare skulle igennem, men som stensikkert ville forværre mine symptomer.

Herpå tegner man et skema, så man dels kan overskue livets små opgaver, som jo bare skal gøres og dels kan man fordele dem, så ikke alle de røde opgaver falder på fx en mandag. Jeg var ikke helt frisk til at kunne overskue at tegne et skema eller skrive lister, men alene bevidstheden om aldrig at have to røde ting på en dag, var en stor hjælp. To røde opgaver på en uge var rigeligt. Det kunne fx være besøg eller indkøb, der altid mundede ud i svimmelhed og mere hovedpine. 

Det er en udbredt misforståelse, at det er bedst for hjernerystede at ligge helt stille i et halvt år. Det skal man ikke, for så får man for alvor problemer, når man skal i gang igen. Ved at forvalte sin energi, kan man ligeså stille lægge flere ting til. Og ikke mindst glæde sig til de dage, som kun har grøn på skemaet. Og så en gang imellem blot acceptere, at man ingenting kan. Det sidste er det allersværeste.

Artiklen stammer fra Livtag nr. 1, 2018.