Ildsjælen Ole er uvurderlig frivillig i fodboldklub

Du kan sagtens være en markant frivillig hjælp som rygmarvsskadet, mener tetraplegikeren Ole Klinge. Han er kampfordeler og administrativ blæksprutte i Hviding IF’s fodboldafdeling, og det giver ham både en masse arbejde og en masse glæder.
Næsten hver dag løser Ole Klinge opgaver for barndomsklubben Hviding IF. Han kan udføre mange af opgaverne på computeren fra sit hjem i Ribe.

Ole Klinge havde egentlig sagt nej. Efter indlæggelsen på Vestdansk Center for Rygmarvsskade var han kommet hjem igen til et helt forandret liv som komplet tetraplegiker i el-kørestol. Fodboldklubben Hviding IF havde spillet en central rolle i hele hans liv, og nu spurgte de, om han ville være en del af klubben igen. 

- Jeg var både spiller og træner i klubben inden trafikulykken. Det var endda på vej hjem fra indendørsfodboldtræning, jeg kørte galt. Men jeg havde slet ikke overvejet, at jeg skulle tilbage igen. Det var svært at overskue, og jeg var i tvivl om, hvor meget jeg overhovedet kunne bidrage med, husker Ole Klinge.

Heldigvis var de vedholdende. Senere på 1994-sæsonen vendte de tilbage til Ole igen.

- Der spirede da en idé i mig, at det måske kunne være en mulighed alligevel. De ville have mig til at være kampfordeler, og jeg ville jo rigtig gerne tilbage i klubben og fællesskabet. Og sådan har det været i 23 år nu.

Fra papir til computer

I Hviding IF var de vant til at se Ole som spiller og træner. Nu var omstændighederne betydelig anderledes.

- De første par gange tilbage i klubben var da lidt svære, når jeg kom der i min kørestol. Der skulle lidt tilvænning til. Nogle havde måske lidt berøringsangst, mens andre bare gik til mig som før. Men det varede ikke længe, før jeg igen var en naturlig del af klubben.

Posten som kampfordeler blev Oles, og det viste sig at passe perfekt til ham.

- Dengang foregik alt manuelt, så det hele skulle klares på papir, hvis der for eksempel skulle flyttes en kamp. Det gjorde det meget omstændigt. Jeg var nødt til at have enormt meget hjælp fra min hjælper, som også skulle være indstillet på tjansen. Der er ingen tvivl om, at den teknologiske udvikling har gjort det meget nemmere at være frivillig i mange sammenhænge som rygmarvsskadet, forklarer Ole og fortsætter:

- Jeg kan styre en masse hjemme fra computeren, og det er selvfølgelig en stor fordel. Jeg ved også, at klubben sætter pris på, at jeg næsten altid er tilgængelig. Derfor har jeg en del kontakt til Esbjerg Kommune eller til DBU. Det ville være svært med et fuldtidsarbejde.

Der er et helt særligt fællesskab i foreningslivet, som jeg sætter rigtig stor pris på.

Det sociale spiller stor rolle

I begyndelsen var Ole kampfordeler og administrativ blæksprutte for både senior- og ungdomsafdelingen, men det blev for krævende.

- Jeg bad selv om, at det udelukkende skulle være seniorholdene, jeg var kampfordeler for. Ellers ville det bliver for meget. Det er forskelligt, hvor mange timer om dagen, jeg kan sidde ved min computer eller være i klubben. Normalt bruger jeg en del ugentlige aftener i Hviding IF og næsten altid lidt tid ved computeren eller telefonen herhjemme. Men det kan også nemt blive for omfattende, og derfor er det vigtigt at kunne dosere sin indsats.

Ildsjælen er helt bevidst om, hvad det giver ham at bruge så mange kræfter på sit frivillige arbejde:

- Grundlæggende giver det mig noget at stå op til. Jeg ved, at jeg har et ansvar overfor andre mennesker og en vigtig rolle at spille i en klub. Det giver mig en masse at være en del af og samtidig være med til at bygge nogle gode rammer for Hviding IF’s fodboldspillerne. 

Det sociale er også helt afgørende for vestjyden.

- Der er et helt særligt fællesskab i foreningslivet, som jeg sætter rigtig stor pris på. Samtidig kan jeg holde kontakten med mange af de mennesker, jeg har spillet med før i tiden. Det er både min hobby og en stor del af mit sociale liv, siger 44-årige Ole.

Foreninger tager imod med kyshånd

Der har også tidligere været opmærksomhed om Oles frivillige indsats. I 2001 fik han daværende Ribe Kommunes idrætslederpris, og han er både blevet portrætteret på video for DBU og i Jydske-Vestkysten.

- I virkeligheden gør jeg noget, som mange i kørestol ville kunne. Da jeg lige var blevet skadet, tænkte jeg i begrænsninger og fokuserede på alt det, jeg ikke kunne. Men det gik senere op for mig, at jeg sagtens kunne gøre en forskel for andre mennesker.

Derfor er der ingen tvivl hos Ole, når man spørger, hvad han vil anbefale andre i samme situation:

- Det er bare med at komme ud i foreningerne. For jeg er sikker på, at langt de fleste vil tage imod din hjælp med kyshånd. Nu hvor så meget kan klares fra computeren, kan det være meget værd for eksempelvis sportsklubber at have mennesker i kørestol som frivillige.

Oles egen indsats skal dog ikke tillægges det faktum, at han er rygmarvsskadet. Han er sikker på, at han også havde været frivillig i Hviding IF, hvis ulykken ikke var sket.

- Men selvfølgelig på nogle andre vilkår og på en lidt anden måde, siger Ole Klinge.

Artiklen stammer fra Livtag, nr. 1, 2018.

Tekst: Martin Hungberg
Foto: Anita Graversen