Line er alenemor med usynligt handicap

Der er fart over feltet hos den 32-årige sygeplejerske Line Lehmann. I 2010 fik hun piskesmæld i en trafikulykke, og det har tvunget hende til at tilpasse sit privat- og arbejdsliv efter det usynlige handicap.

Line Lehmann har ret, når hun påstår, at man ikke kan se det på hende. Man kan heller ikke spotte det, når hun sidder med sin datter Elisabeth på skødet eller leger med hende på gulvet i deres hjem i Glyngøre ved Limfjorden. Heller ikke, når hun taler om sit arbejde som sygeplejerske. Men det er der altså, piskesmældet, og det er en permanent mellemregning, som hun altid har med sig.

- Der er nogle ting, jeg har svært ved som mor på grund af mit piskesmæld. Derfor har jeg nogle andre og flere faste rutiner end i så mange andre småbørnsfamilier, forklarer Line Lehmann.

Hun afgjorde hurtigt efter trafikulykken, at hendes skade ikke skal diktere hendes liv:

- Jeg er kun 32, og jeg gør det, jeg har lyst til og det, jeg vil med mit liv. Måske gør jeg bare tingene lidt anderledes. Elisabeth er god til at hjælpe og afhjælpe situationen. Når hun skal op til mig, så laver hun et lille hop, så jeg ikke skal helt ned, og hun ved godt, at hun ikke kan tumle med sin mor, så det gør hun med andre. Vi tilpasser os.

Jeg er kun 32, og jeg gør det, jeg har lyst til og det, jeg vil med mit liv. Måske gør jeg bare tingene lidt anderledes.

Til eksamen to uger efter ulykke

I 2010 er Line Lehmann på nippet til at færdiggøre sin uddannelse som sygeplejerske. På dagen, hvor trafikulykken sker, skal hun mødes med en studiekammerat for at forberede sig til den afsluttende eksamen to uger senere. Hendes ekskæreste sidder bag rattet. De kører ofte på A26 ved Limfjorden og ved derfor udmærket, at der er vejarbejde i gang på strækningen. De bremser ned, hvor deres vejbane er spærret af.

- Men føreren bag os ved det tilsyneladende ikke. Jeg kan høre et højt hvin fra hans dæk, og jeg vender mig om for at kigge. Da jeg gør det, smadrer han op i bagenden af vores bil. Begge biler bliver totalskadet, husker Line og fortsætter:

- Der kommer røg ind bag i bilen. Vi skal bare ud og væk, for det ser ikke godt ud. Idet sammenstødet sker, sidder jeg jo med siden til, og det betyder, at det er mig, som kommer til skade. Min ekskæreste havde ikke sele på, men der skete ikke noget alvorligt med ham eller med føreren af den anden bil.

Hjernerystelse er det første, som Line tænker, da hun noget omtumlet får sig bugseret ud af bilen. Hun har det slemt de næste dage, men vælger at gå til eksamen alligevel.

- Jeg kunne mærke, at noget ikke var, som det skulle være. Nærmere kunne jeg ikke definere det. Jeg havde meget svært ved at fokusere og havde store smerter i nakken. Eksamen gik ikke, som den skulle, for jeg kunne knap nok læse linjerne på et stykke papir. Jeg blev dog færdig, og det var en lettelse.

Aldrig den fysiske sygeplejerske

Begyndelsen på arbejdslivet som sygeplejerske var naturligvis også præget af skaden. Line foretog i begyndelsen det aktive valg, at en arbejdsuge mellem 25 og 30 timer var ideel for hende.

- Der var perioder, hvor jeg var i tvivl, om jeg overhovedet skulle være sygeplejerske, selvom jeg stod der med en spritny uddannelse. Jeg arbejdede i hjemmeplejen i nogle år, men jeg kunne mærke, at det kunne jeg ikke klare i længden. Skal jeg rykke og flå i mennesker, så får jeg simpelthen ondt. Jeg kan ikke være den fysiske sygeplejerske. Derfor passer jeg heller ikke ind på et sygehus, hvor jeg har den personlige pleje.

Tidligere havde Line været barselsvikar i en lægepraksis, hvor hun fik øjnene op for, at det var det, som ville fungere bedst i hendes arbejdsliv. I dag er hun konsultationssygeplejerske i en praksis i Thisted.

- Det er det, jeg brænder for, og det er i virkeligheden heldigt, for andet ville ikke fungere. Særligt ikke nu, hvor jeg har min datter. I dag arbejder jeg faktisk 37,5 timer i den ene uge og 30 i den anden, så jeg har en fridag hver anden uge. Der skal være rum til, at Elisabeth skal til læge, tandlæge eller andre ting, fortæller hun.

Elisabeth er i dag 2½ år, og for Line gik der mange tanker forud for beslutningen om at få et barn.

- Det er klart, at når man har en skade, som jeg har, så tænker man over fremtiden. Skal man sætte børn i verden? Kan jeg klare det? Jeg var tilbageholdende, og inden Elisabeth blev født, fyldte udfordringerne meget. Men vi får det til at fungere, og hun har jo aldrig prøvet andet.

Jeg vil bestemt ikke have medlidenhed, men det kan godt være udfordrende, at ens skade ikke kan ses.

Søger ikke medlidenhed

Line tilrettelægger hverdagen efter Elisabeth og doserer sine kræfter, så de bruges sammen med hende. Den 32-årige sygeplejerske har brug for hvile næsten dagligt og får blandt andet hjælp af en nabopige, som leger med Elisabeth.

- Der skal ikke meget til, før jeg får spændinger. Min nakke låser helt, hvis jeg ikke holder mit hoved i bevægelse. Omvendt er der også mange bevægelser, som jeg virkelig skal passe på med at lave. Efter en arbejdsdag er jeg selvfølgelig brugt. Der er det en stor aflastning at have gode mennesker omkring sig.

Spørger man til, hvad Line savner at kunne gøre med sin datter, kan hun hurtigt pege på en række punkter:

- Jeg kan for eksempel ikke tage Elisabeth op på hovedet eller bære rundt på hende. Leger vi udenfor, så er der mange bevægelser og stillinger, jeg ikke kan være med på. Om aftenen er der ingen godnathistorie, for jeg får ondt i nakken med det samme, og koncentrationen ryger totalt. Det er da svært. I stedet synger vi rigtig meget, og skal vi sidde og lege eller tegne, så kan det ikke være længe ad gangen. Jeg ville gerne, men så kommer der en regning.

For et år siden brækkede Elisabeth benet, og det tydeliggjorde den udfordrende situation som mor og piskesmældsramt.

- Hendes brækkede ben betød selvfølgelig, at hun skulle hænge rigtig meget på mig. Det var hårdt, for det havde jeg rigtig svært ved. Det gjorde så ondt, og jeg mistede kraften i armen. Det der med, at man ikke kan være der for hende, som man vil som mor, det er fandeme ikke sjovt, siger Line Lehmann og fortsætter:

- Men vi har skabt en god rytme, og jeg er også blevet god til at oparbejde nogle faste rutiner i mit arbejde, så jeg kan skåne min krop mest muligt. Alligevel tænker jeg da nogle gange, at det kunne være rart, hvis man kunne se, at jeg havde en skade. Jeg vil bestemt ikke have medlidenhed, men det kan godt være udfordrende, at ens skade ikke kan ses.