Nu flytter Barbara hjemmefra

De ydre omstændigheder skal være helt på plads, når man som kørestolsbruger skal flytte hjemmefra og begynde på en videregående uddannelse i en ny by.
Ønsket om at flytte hjemmefra har i flere måneder brændt i 22-årige Barbara. Nu sker det endelig. Voksenliv, jurastudie og egen lejlighed venter på hende i Aarhus.

Hos familien Holt Bøgh i Holstebro er der bygget en aflang kasse på ydersiden af deres hus. Indeni er der en lift. Den har været uundværlig for Barbara Holt Bøgh, som blev rygmarvsskadet som 13-årig. Liften kan løfte hende fra husets stueetage og direkte op på hendes værelse. Engang var skakten plastret til med plakater og små hilsner fra veninder, venner og familie.

- Der var et tidspunkt, hvor jeg kiggede på skakten og tænkte, at det egentlig var lidt kikset og barnligt. Jeg tog noget af det ned, og det er sikkert blevet en anelse mere voksent i udtrykket, siger Barbara, mens hun styrer sin manuelle kørestol ind i liften for at komme op til sit værelse.

Det er også et mere voksent kapitel af livet, som 22-årige Barbara indleder nu. Lejligheden i Aarhus fandt hun i slutningen af foråret, og hun er kommet ind på jurastudiet. Selvom det bliver en stor omvæltning i hendes liv, så er det noget, hun ser meget frem til.

- Lige nu synes jeg ikke, at det kan gå hurtigt nok med at flytte hjemmefra og starte på studiet. Jeg er klar til det, siger holstebrogenseren, som har brugt to sabbatår på blandt andet højskole og på at rejse, hvor hun senest har været i Australien.
Barbaras handicap har aldrig fået lov til at diktere hendes fremtidsdrømme.

- Jeg fandt forleden nogle gamle papirer fra 6. klasse, hvor man skulle skrive ned, hvad man gerne ville være som voksen. Der stod der faktisk jura, så det har åbenbart ikke ændret sig, selvom jeg da har haft tanker i mange retninger. Det er også et fag, hvor man ikke nødvendigvis skal være så mobil, selvom mit handicap ikke har haft indflydelse på mit studievalg, slår Barbara fast.

En nøgle er ikke nok

Til trods for Barbaras målrettethed og gåpåmod, er det naturligvis også forbundet med udfordringer at flytte hjemmefra, når man sidder i en kørestol.

- Der er nogle ting, som skal være helt på plads, før jeg kan bo et sted. Selvom jeg allerede har fået nøglen til lejligheden, så kan jeg ikke bo der endnu, fordi min seng og loftlift ikke er der. Jeg kan jo ikke fungere uden hjælpemidler eller hjælperordning,” siger Barbara og fortsætter:

- Det kan være lidt svært at gennemskue, hvem der skal bevillige hvad, når man flytter. Jeg fandt ud af, at det er Holstebro Kommune, som skal bevillige hjælpemidler til mig i de første tre måneder, fordi det er dem, som samtidig står for min hjælperordning, indtil Aarhus Kommune har behandlet sagen. Bagefter er det Aarhus, som er bevillingskommune. Det var virkelig rart at få styr på, fordi det er så central en del af mit liv.

Barbaras nye lejlighed ligger i en næsten nybygget ejendom, og der er derfor ikke problemer med dørbredde og generel tilgængelighed. Der er også elevator og bortset fra et skab under håndvasken på badeværelset, er det minimalt, hvad der skal justeres eller laves om på.

- Der er jo mange ældre ejendomme og lejligheder i Aarhus, som flere af mine venner og nye studiekammerater kommer til at bo i, og det ville ikke kunne fungere for mig. Derfor var det heldigt, at jeg kunne få en lejlighed, hvor jeg stadig er en del af et miljø med andre unge mennesker, og hvor forholdene er, som de skal være.

Der er nogle ting, som skal være helt på plads, før jeg kan bo et sted. Selvom jeg allerede har fået nøglen til lejligheden, så kan jeg ikke bo der endnu, fordi min seng og min loftslift ikke er der.

Kan få berøringsangst

Hun ved endnu ikke, hvordan første del af det nye studieliv i Aarhus kommer til at forløbe. Men der kommer et introforløb og med garanti også en rustur eller andre sociale sammenrystelsestiltag. Det er Barbara indstillet på at tage del i.

- Jeg har først tænkt mig at finde ud af, hvem der er tutorer. Så vil jeg opsøge dem og sige hej, og at jeg sidder i kørestol, og at jeg gerne vil høre lidt nærmere om, hvad der skal ske. For mig handler det om at møde mine medstuderende og hele studielivet uden at se begrænsninger. Jeg vil gerne vise, at man sagtens kan være med, selvom man er rygmarvsskadet.

Barbara blev student for to år siden, og hun har mange gange før stået i lignende situationer, hvor der var barrierer, som skulle nedbrydes.

- Da jeg var yngre, kunne jeg godt have svært ved det. Jeg følte, at andre mennesker kiggede meget, når jeg kom kørende i min kørestol. Sådan er det ikke længere, jeg tænker slet ikke over den slags. Omvendt kender jeg et par stykker, som også begynder på jurastudiet samtidig med mig, og det giver da en form for tryghed. De er klar over, hvad det vil sige. Det er min erfaring fra gymnasietiden, at man bliver nødt til at vise folk, at man selv er afslappet i det. Ellers kan andre godt få berøringsangst og tænke, at det er for besværligt at invitere hende i kørestolen med til fest. Selvom der skulle være et par trin, og tilgængeligheden ikke er god, så kan andre jo altid løfte mig ind. Jeg er jo ikke så stor.

Barbara har mærket, hvordan hun selv skal være meget opsøgende og på forkant inden studiestart.

- Det bliver ikke gjort for én, så man er nødt til selv at gå i gang. Det er vel også en del af voksenlivet. Lige nu er jeg ved at kontakte studievejledningen for at finde ud af, hvor tilgængelig Aarhus Universitet er. Kan jeg være med til alle forelæsninger? Er der nogle, hvor det er problematisk? Kan man sige til skemalæggeren, at det hold jeg er på, måske primært kan være i bestemte lokaler? Universitetsparken er jo ret stor, så skal jeg bevæge mig fra den ene ende til den anden på 10 minutter mellem forelæsningerne, så bliver det lidt presset.

Andre præmisser end medstuderende

Selvom man har en stor portion gåpåmod som Barbara, så kan der godt være frustrationer forbundet med konstant at møde flere udfordringer end sine jævnaldrende.

- Jeg synes, det har været en lidt frustrerende proces, at man ikke bare kunne melde, at man flytter, og så bliver hjælpemidler og hjælperordning sendt med dig, som du jo i forvejen har, og som er helt nødvendigt. Jeg er typen, der gerne vil have styr på alle detaljer, så den slags passer mig ikke så godt, siger Barbara og tilføjer:

- Det kan også irritere, at jeg altid skal tænke så meget på tilgængelighed, og at det altid skal være en faktor, der skal tænkes ind. Men altså: Jeg lever godt med det, og så snart jeg er rigtig i gang med studiet og bor i min nye lejlighed, så er det ikke noget, jeg spekulerer så meget over.

Enderne er ved at mødes, og Barbara føler sig klar til at tage skridtet. Hun er spændt, men frygter ikke det nye kapitel i sit liv:

- Jeg ved, at der er lidt andre præmisser, men jeg tænker ikke, at mit studieliv bliver så anderledes, end hvis jeg ikke havde siddet i kørestol. Det var et godt gymnasieliv, jeg havde, så det skal nok gå godt at tage næste skridt også. Jeg ser især frem til at blive fagligt udfordret og virkelig dykke ned i et fag. Det kommer jo også til at betyde meget for min fremtid.

Af Martin Hungeberg
Foto Anita Graversen

Barbaras far om de praktiske tanker midt i alle følelser