Opsøg hjælp til usynlige skader

Har man pådraget sig en hjernerystelse eller en anden usynlig skade, er det vigtigt, at man opsøger hjælp og får den rette behandling. Det fastslår psykolog Mette Nyrup.

DR satte i sidste uge fokus på hjernerystelser, da de bragte flere artikler om konsekvenserne ved at leve med en usynlig skade.

Psykolog i UlykkesPatientForeningen, Mette Nyrup, er glad for, at der kommer fokus på emnet:

- Det er vigtigt med fokus på hjernerystelser og andre usynlige skader. Netop fordi skaden er usynlig, kan det være svært for både én selv, men også for familie og venner at forholde sig til omfanget af skaden og den indvirken den har på hverdagen. Hvile er for eksempel rigtig vigtigt, men det kommer nemt til at blive opfattet som dovenskab, at man lægger sig på sofaen, uddyber Mette Nyrup.

Hun opfordrer til, at man søger hjælp så tidligt som muligt:

- Lad være med at tænke, at det går over af sig selv, og sørg gerne for at opsøge hjælp og behandling, før problemerne vokser dig over hovedet. Det er nemmere at løse små problemer end store, fortæller psykolog Mette Nyrup.

Læs artiklen ”Michael fik to hjernerystelser: Jeg tvivlede på, om jeg nogensinde ville få det bedre”

Temadag om usynlige skader

Få konkrete værktøjer og bliv klogere på livet med usynlige skader i København den 26. september og i Aarhus den 3. oktober. 

Læs mere og tilmeld dig her