Plads til pårørende på arbejdsmarkedet

Mere end hver femte erhvervsaktiv dansker passer både job og en alvorligt syg ægtefælle, barn, forælder eller en nærtstående med handicap. Den svære balance skal vi som samfund blive bedre til at understøtte. Derfor har UlykkesPatientForeningen sammen med 10 andre interesseorganisationer inviteret til høring på Christiansborg fredag d. 26. oktober.

Mere end hver femte erhvervsaktive dansker må prioritere mellem at passe sit arbejde og at tage ansvar som pårørende til en nærtstående, der har brug for hjælp.

Som det er i dag, må de selv finde en løsning på at få det til at hænge sammen med at passe et job. Nogle bruger deres feriedage og halve fridage. Andre er nødt til at melde sig syge for at kunne tage med til vigtige samtaler, lægeundersøgelser og akutte behandlinger.

Det lægger et massivt pres på de pårørende, som risikerer at miste deres arbejde eller selv at blive syge. 

Høring på Christiansborg om pårørende på arbejdsmarkedet

UlykkesPatientForeningen og 10 andre danske interesseorganisationer samarbejder nu om at komme med konkrete bud på, hvordan vi som samfund kan sikre, at pårørende ikke presses ud af arbejdsmarkedet.

- Det går på tværs af alle de grupper, vi repræsenterer, at der stilles stadig større krav til pårørende til alvorligt syge og mennesker med handicap. De skal følge deres nærtstående til og fra behandlinger, de står for en stigende del af plejen, de skal med som bisiddere ved samtaler. Langt de fleste pårørende vil rigtig gerne hjælpe, men de føler sig pressede og har svært ved at få tid til både omsorg og arbejdsliv, siger Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.

3 forslag der skal forbedre forholdene for pårørende

De 11 organisationer er gået sammen om at præsentere tre forslag til tiltag, der kan forbedre forholdene for pårørende på arbejdsmarkedet:

  • Pårørendedage, så pårørende får ret til at holde fri, når deres nærtstående har allermest brug for deres hjælp
  • Fleksibel tilrettelæggelse af hjemmehjælp og orlov, så pårørende ikke tvinges til at vælge mellem omsorg og erhvervsarbejde
  • Forbedret mulighed for afløsning i hjemmet, så pårørende med større tryghed kan tage hjemmefra

Forslagene præsenteres på en høring på Christiansborg fredag den 26. oktober kl. 9–13.

De 11 organisationer bag høringen er UlykkesPatientForeningen, Danske Handicaporganisationer, Hjernesagen, Hjerneskadeforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Landsforeningen LEV, Parkinsonforeningen, Scleroseforeningen, Landsforeningen SIND, Pårørende i Danmark og Ældre Sagen.

Derudover har de en stor del af landets patient-, pårørende- og handicapforeninger som medunderskrivere på de tre forslag til tiltag, der kan forbedre forholdene for pårørende på arbejdsmarkedet.

Undersøgelse viser der er et stort pres på de pårørende

En ny undersøgelse blandt pårørende mellem 18 og 70 år viser blandt andet, at:

  • 61 pct. oplever, at de er nødt til at hjælpe med kontakt til myndigheder for at sikre den rette støtte til deres nærtstående
  • 57 pct. oplever, at de er nødt til at hjælpe, fordi den offentlige hjælp ikke er tilstrækkelig
  • 17 pct. overvejer at forlade arbejdsmarkedet pga. pårørendeopgaver
  • 16 pct. har haft sygefravær pga. egne fysiske/psykiske problemer som konsekvens af deres pårørenderolle
  • 9 pct. har været nødt til at melde sig syge for at tage sig af pårørendeopgaver

Læs pårørende-undersøgelsen