Spørger folk, så fortæller jeg

Tina er kæreste med rygmarvsskadede Torben. For Tina er kørestolen bare et hjælpemiddel, og hun kan stadig blive overrasket over, at Torben overhovedet sidder i én. Til gengæld er parrets omgivelser meget ivrige efter at spørge ind til deres hverdag.
Tina kendte ikke Torben, før han sad i kørestol, og hun har derfor ikke oplevet den turbulente periode omkring Torbens ulykke. Da Tina mødte Torben seks år efter ulykken, og de blev kærester, blev hun også pludselig pårørende, selvom hun egentlig ikke ser sig selv som sådan.

- Jeg har egentlig aldrig rigtig været bevidst om, at jeg er pårørende til Torben. For det har jeg hele tiden tænkt, at hans familie var. De kendte ham jo, da ulykken skete, og det gjorde jeg ikke. I virkeligheden er vi nok bare pårørende på forskellige måder med forskellige referencer, begynder 29-årige Tina Hahn Nielsen.

Tinas kæreste Torben kom til skade i 2004 i en faldulykke. Seks år senere møder parret hinanden.

- Jeg føler, at jeg ser det hele lidt udefra og derfor har et andet udgangspunkt. Derfor skal jeg også navigere i de bekymringer og følelser, som Torbens søskende og forældre har. De har hver deres oplevelse af Torben inden ulykken, selve ulykke og tiden efter. Den traumatiske del, har jeg ikke med mig, forklarer Tina.

Der er nok ingen tvivl om, at det har været hårdt at være vidne til forløbet fra sidelinjen. For mig var det mere en proces at komme tilbage igen, og jeg har ikke reflekteret så meget over det. Sådan er jeg nok som person. I starten tænkte jeg over, at det var godt, at jeg mødte Tina flere år efter, at jeg blev skadet. Det giver mig en ro, at hun tager tingene oppefra og ned, og at vi komplementerer hinanden så godt, tilføjer 32-årige Torben Nygaard.

Vi kan det samme som andre par

I 2010 skal Tina til fest hos en god veninde. Hun ved allerede, at veninden har en fætter, som sidder i kørestol. Men hun har aldrig mødt ham før.

- Til festen er Torben som alle andre. Han vil gerne snakke, så det gør vi, og jeg synes, han er verdens sødeste fyr. Jeg tænker ikke rigtig over, at han sidder i kørestol. Det betyder faktisk ingenting. Og det er en god fest. Tilfældigvis møder vi hinanden efterfølgende i en butik i Aarhus, hvor jeg på det tidspunkt arbejder. Han kan nok godt se, at jeg rødmer en smule, og så inviterer han mig ud, siger Tina og fortsætter:

- Jeg har ingen betænkeligheder ved at sige ja til en date. Det er ikke sådan, at jeg tænker, at det vil blive mærkeligt eller svært. Jeg har jo mødt ham før, og der kom han op på tredje sal i kørestol. Kan han det, så kan han selvfølgelig også tage på date.

I deres forholds første tid bemærker Tina, at Torben trives fint i sin situation.

- Det er nok lidt kendetegnende for resten af vores forhold. At han har gjort sig mange erfaringer og oplevelser, inden vi mødtes. Der skal nok findes en løsning, forklarer hun.

Kærligheden blomstrer og får endnu et nøk i den rigtige retning under en tur på den anden side af Jorden.

- I januar 2011 skal jeg til New Zealand i seks måneder. Torben er fast besluttet på, at han vil besøge mig, og han kommer allerede ned i starten af mit ophold og er der i tre uger. Var jeg ikke taget til New Zealand, og var Torben ikke kommet derned, så havde jeg måske i højere grad set begrænsninger i vores forhold. Hele mit mål gennem min uddannelsen var at komme til udlandet. Så det betød meget. I New Zealand fik jeg set, at vi kunne gøre alt, som alle andre kan, beretter Tina.

Tina har valgt en åben tilgang

Selvom Tina altså ikke skænker Torbens kørestol mange tanker, så har hun tydeligt mærket nysgerrigheden fra mennesker omkring hende. Hun har valgt en åben tilgang, når samtalen falder på at være kæreste med en rygmarvsskadet i kørestol.

- Jeg forstår godt, at folk spørger. I begyndelsen var mine veninder meget interesserede i det, og i dag kan det være mennesker, man falder i snak med alle mulige steder. På en restaurant eller på en gåtur. De vil gerne vide, hvordan vores dagligdag er. Om der er begrænsninger. Jeg forsøger at være meget åben og hudløs ærlig. Spørger folk, så fortæller jeg, det skal de ikke være blege for, forklarer hun.

Der er dog enkelte spørgsmål, som er mere udfordrende end andre:

- Vi får indimellem at vide, at det er synd for os. Det er ikke nemt. Andre kan finde på at sige til mig: Hvor er det flot, at du er sammen med en i kørestol, når du ikke kendte ham i forvejen. Men det er jo ikke kørestolen, jeg er sammen med, det er Torben. Den slags vænner jeg mig nok aldrig helt til.

Vi gør det på vores måde

Parret fra Viby i det sydlige Aarhus har i dag været sammen i seks år, har fået datteren Ellen og skal giftes til sommer. Fremtiden ser lys ud for folkeskolelæreren Torben og den kommunikationsuddannede Tina, der som nybagte forældre blandt andet bruger bekendte til at spejle sig i.

- Flere af vores vennepar, hvor den ene sidder i kørestol, har små børn. Derfor går snakken selvfølgelig meget på børn, på hæve-sænke-pusleborde eller andre dagligdagsting. Vi kender par, hvor den ene part har væsentlig dårligere håndfunktion end Torben, så vi har aldrig tvivlet på, at det kunne fungere for os at have børn. Vi har selvfølgelig også fundet vores egen måde at gribe tingene an på og være forældre. Og det går egentlig super godt, uddyber Tina.

- Rygmarvsskadede kan jo have meget forskellige funktionsevner, og det spiller også ind på, hvad man kan som forælder. Selv er jeg lidt i en gråzone, men jeg har flere gange fået at vide, at jeg er tættest på at være tetraplegiker. Men det går jeg ikke op i, så det fylder ikke for os. Tina og jeg er jo begge positivt indstillede mennesker, men har også klart forskellige personligheder, supplerer Torben.

Tina nikker.

- Når jeg skal samle noget fra IKEA, så læser jeg hele manualen. Også til mit kamera eller computer, for så ved jeg, hvilke muligheder jeg har. Og jeg gemmer alle manualerne, hvis man skulle få brug for dem en dag, forklarer hun.

Ja, jeg smider dem bare ud, lyder Torbens comeback.

Tina kan pege på et konkret punkt, hvor hun er særligt glad for Torbens mere ubekymrede sind:

- Havde Torben haft en masse frustrationer ved at sidde i kørestol og være rygmarvsskadet, så havde det helt sikkert fyldt meget mere for mig. Det sker faktisk, at jeg glemmer, at han sidder i kørestol og bliver helt overrasket, når det så går op for mig, siger Tina.

Få gratis prøve på magasin for ulykkesramte

Artiklen har været bragt i medlemmagasinet Livtag. Er du ikke medlem, men har lyst til at se, om bladet er noget for dig, kan du bestille et gratis prøveeksemplar.

Bestil gratis prøve på magasin