To nye undersøgelser om handicappedes deltagelse på arbejdsmarkedet

En undersøgelse fra Ankestyrelsen viser, at befolkningen mener, der er en række barrierer for, at mennesker med et handicap kan deltage på arbejdsmarkedet. En anden undersøgelse viser, at især hjælpemidler, uformel støtte og kompenserende ordninger er afgørende for handicappede personers relation til arbejdsmarkedet.

Ankestyrelsen og Det Centrale Handicapråd har i en undersøgelse kortlagt den danske befolknings holdninger og handlinger i relation til personer med et handicap.

Undersøgelsen viser, at befolkningen mener, der er en række barrierer for, at mennesker med et handicap kan deltage på arbejdsmarkedet, uddannelser og i foreningslivet.

Befolkningens vurdering

Der er i undersøgelsen blevet spurgt til tre forskellige typer handicap, personer med ADHD, som er døve eller sidder i kørestol.

Befolkningen vurderer, at de største udfordringer på arbejdsmarkedet er omkring samarbejde med fx kollegaer/samarbejdspartnere og potentielle økonomiske udgifter for arbejdspladsen.

Eksempelvis mener 73 % af befolkningen, at personer med et af et af de tre handicap har dårligere muligheder for at få et arbejde end en person uden et handicap.

PTU’s næstformand Janus Tarp har læst undersøgelserne med stor interesse, og fortæller at undersøgelsen desværre viser et genkendeligt billede. 

- Fordomme om handicappede florerer i stor stil i samfundet. Det kender PTU´s medlemmer alt for godt. Heldigvis er der noget at gøre ved det. Det handler om viden om handicap og rollemodeller. PTU besidder begge dele, og vi bidrager gerne med at udbrede viden og har masser af rollemodeller at byde på, siger Janus 

Erfaringer på arbejdsmarkedet

Ankestyrelsen har også spurgt mennesker med et handicap om deres erfaringer med arbejdsmarkedet.

Undersøgelsen viser, at især hjælpemidler, uformel støtte og kompenserende ordninger er afgørende for handicappede personers relation til arbejdsmarkedet. 

- I forhold til undersøgelsen om erfaringer med arbejdslivet som menneske med handicap har vi for nylig gennemført en undersøgelse blandt flere hundrede chefer, der viser, at jo større ens handicap er, jo større risiko er der for, at personen ikke bliver ansat i virksomheden. I sammenhæng med den første undersøgelse om fordomme handler det igen om oplysning og tilstrækkelig med kompensation for personens funktionsnedsættelse, siger Janus Tarp

Alle har et ansvar

Han mener, at for begge undersøgelsers vedkommende er det væsentligt at pege på den enkeltes eget ansvar for at afhjælpe fordomme og nedbryde barrierer på arbejdsmarkedet.

- Hvis vi ikke selv gør en indsats for at komme ud og deltage i det sociale liv eller selv tager initiativ til at søge stillinger eller opsøge virksomheder, så får borgerne og virksomhederne heller ikke øje på os, og så er vi lige vidt.

- Borgere, virksomheder, lovgivere og os selv som individer og som organisation i form af PTU har alle et ansvar for at nedbryde fordomme og skabe et inkluderende arbejdsmarked, siger Janus Tarp.