Undgå parkeringsbøder med handicapskilt

Husk, der gælder andre regler for private parkeringspladser end offentlige. Med jævne mellemrum hører vi fra medlemmer med handicapskilt, der har fået en parkeringsbøde, fordi de har parkeret ulovligt på en privat parkeringsplads. Læs om de vigtigste regler her.

Det kan være en jungle at finde rundt i reglerne for handicapparkering. Hvis du har et handicapskilt, skal du nemlig være ret vågen for at finde ud af hvilke regler, der gælder der, hvor du efterlader din bil.

Parkerer du på offentlige parkeringspladser, gælder der nogle regler, men parkerer du på en af de mange private p-pladser, er det nogle andre regler. Vi forsøger her at give dig et overblik over nogle af de vigtigste regler.

Reglerne for handicapparkering på et offentligt område

Har du et handicapparkeringskort synligt i din forrude, har du ret til at parkere på de særligt markerede handicappladser. Det er vigtigt, at hele kortet er synlig for p-vagterne, da de ellers kan give en bøde.

Derudover gælder følgende regler.

Du må parkere:

  • Op til 15 minutter på steder hvor alene af- og pålæsning er tilladt, steder med parkeringsforbud samt gågader, hvis ærinde kørsel er tilladt. Du må ikke overtræde standsningsforbud. Husk at indstille p-skiven.
  • Op til en time på steder, hvor 15 eller 30 minutters parkering er tilladt. Husk at indstille P-skiven.
  • Tidsubegrænset på steder, hvor en, to eller tre timers parkering er tilladt – med mindre der på skiltet med handicapsymbolet er angivet en tidsbegrænsning. I givet fald skal denne følges og p-skiven indstilles.
  • Tidsubegrænset på steder med billetautomat, hvis du ved ankomsten betaler for det maksimalt tilladte tidsrum, der gælder for personer uden handicapparkeringskort.

Hvis der ikke er en handicapplads på området, eller hvis pladsen er optaget, gælder ovenstående regler også, hvis du parkerer på en almindelig parkeringsplads.

Med et synligt handicapparkeringskort i forruden, er det gratis at parkere på offentligt område i en lang række byer, her skal du blot huske at stille p-skiven. Er du i tvivl, så søg oplysning i den pågældende kommune.

Reglerne for handicapparkering på et privat område

Der gælder helt andre regler for parkering med handicapparkeringskort på private p-pladser, end der gør på offentlige p-pladser. På de private pladser er reglerne ikke ligeså lempelige, og du skal derfor være vågen for at undgå et kontrolgebyr.

På mange private parkeringspladser findes der ligesom på de offentlige områder, pladser reserveret til bilister med handicapparkeringskort. Men på de private parkeringsarealer skal du overholde de generelle regler for parkeringsområdet – også med et handicapparkeringskort i forruden.

Er der tidsbegrænsning og krav om at indstille p-skiven, så skal du også indstille p-skiven, når du benytter dit handicapparkeringskort. Og er der betalingsparkering, så skal du købe billet.

Undtagelsen på private parkerings arealer kan være, at der på skilte ved de reserverede handicap P-pladser angives helt særlige regler. Så er det disse særlige regler, som skal overholdes.

Det kan for eksempel være, at tidsbegrænsningen er udvidet, eller at du fritages for betaling.

Der findes rigtig mange private parkeringsselskaber og private parkeringspladser, og der kan være store forskelle på reglerne fra plads til plads og fra selskab til selskab. Er du i tvivl, så søg information hos det pågældende firma.

Lær at kende forskel på en privat og offentligt parkeringsplads

Private parkeringspladser kan sagtens være offentligt tilgængelige, så det er vigtigt, at du ser dig godt for, når du skal skelne mellem offentligt og privat regulerede områder.

På privat regulerede parkeringsområder er skiltningen altid på sort baggrund med hvid tekst. Skiltene er ofte forsynet med et logo for det private parkeringsselskab, som administrerer området. Ved indkørsler til private områder er der ligeledes opsat et sort skilt med et hvidt ’P’.

På offentlige parkeringsområder er der skiltet med hvid skrift på blå baggrund.