Vil du være med til at fortælle skolebørn om handicap og forskellighed?

Projektet ALLE MED søger unge med et handicap til at holde workshops på folkeskoler i hele landet til næste skoleår.

Er du ung med et handicap eller en diagnose, og vil du være med til at skabe opmærksomhed om forskellighed og inklusion i skolen? Så er der brug for dig som såkaldt Frontløber i projektet ALLE MED.

ALLE MED sætter fokus på fællesskaber mellem børn med og uden handicap og diagnoser i folkeskolen.

Projektet holder workshops i skoleklasser over hele landet om at gå i skole og inkludere hinanden i fællesskabet – og sætter spot på at give børn i skolen en bedre forståelse for handicap og forskellighed.

Du bliver tilknyttet Sammenslutningen af Unge med Handicap (SUMH). Her får du både supervision og oplæring – og et solidt netværk med andre frivillige unge med handicap og diagnoser.

Samarbejde med en Frontløber fra Danske Skoleelever

Når du skal afsted på skolebesøg kommer du til at samarbejde med en Frontløber-kollega fra organisationen Danske Skoleelever. Sammen forbereder og afholder I jeres workshop. Danske Skoleelevers Frontløbere er unge og kender skolelivet rigtig godt. Og lige som dig er de optaget af at gøre en forskel og sætte fokus på, hvordan skoletiden bliver en god oplevelse for alle børn!

Som Frontløber gør du en forskel ved at dele dine erfaringer med at føle sig accepteret og være del af et fællesskab, hvor alle får plads til at være den de er. Du fortæller om din skoletid og hvad det vil sige at have netop dit handicap eller din diagnose - og du deler dine erfaringer med, hvordan man bedst kan skabe gode fællesskaber, når man har forskellige behov i en klasse. Du kommer både til at holde oplæg og lave workshop-øvelser med eleverne, hvor de selv får lov at være aktive, stille spørgsmål og undersøge deres egne holdninger og tanker sammen med klassekammeraterne.

Om dig

Du er ung med et handicap eller en diagnose. Du har både lyst og tid til at besøge skoler i dagtimerne 3-5 gange i løbet af skoleåret – gerne mere!

Du behøver ikke have erfaring med at holde oplæg og workshops, men du er motiveret for at lære det. Det vigtigste er at du kan møde eleverne med åbent sind og har energi og gåpåmod til at give dem en lærerig oplevelse!

Du skal kunne deltage på en uddannelsesweekend, hvor du møder dine Frontløber-kollegaer og bliver klædt på til opgaven. Den afholdes den 20.-21. august 2016 på Musholm – Ferie, Sport og Konferencecenter.

Kontakt

Skriv en mail eller ring til SUMHs frivilligkoordinator på karen@sumh.dk eller tlf. 61 67 76 89, og fortæl hvorfor du vil være Frontløber.