Vi er virkelig et team

Det er 50 år siden, at Kathrine Sandholt blev rygmarvsskadet i et trafikuheld som 21-årig. Hun mødte først sin mand Kaj efter ulykken, og det ser hun som en klar fordel. For det har betydet, at hendes nærmeste aldrig har kendt til andet.
Kathrine Sandholt foretrækker el-scooteren frem for sin manuelle kørestol, hvor hun er afhængig af, at Kaj skubber hende.

Den ene ende af stuen er spækket med billeder af børn i alle aldre og alle størrelser. Ægteparret Kathrine og Kaj Sandholt retter blikket mod den tætbesatte væg, og mundvigene bevæger sig opad.

- De hænger der alle sammen. Der er fuldt hus, siger 74-årige Kaj Sandholt og har svært ved at skjule en snert af stolthed i sin stemme ved synet af de tre børn og ni børnebørn.

Kathrine Sandholt nikker.

- Det har vi gjort meget godt. Og vi står sammen i vores familie, som Kaj plejer at sige. Det havde været en stor sorg, hvis det ikke havde forholdt sig sådan. Det betyder rigtig meget, at Kaj kan hjælpe mig i hverdagen, og det samme gør børnene, når de er her. Min yngste datter hjælper mig eksempelvis i bad, forklarer hun.

Endnu har paraplegikeren Kathrine takket nej til Kolding Kommunes tilbud om hjemmehjælp. Ægteparret befinder sig bedst med at klare hverdagen selv.

- Som situationen er nu, behøver jeg ikke anden hjælp. Jeg har jo Kaj. Var jeg ikke gift og havde min familie, så var det en anden sag. Jeg kunne ikke have det liv, jeg har, hvis jeg var enlig. Så jeg kan godt forstå, at det kan være drøjt for dem, der er enlige med rygmarvsskader.

Det må være en stor mundfuld ikke at have en makker, funderer 71-årige Kathrine, der kan gå med sin rollator i privaten, men ellers benytter sig meget af sin el-scooter.

Jeg tror, at det har været en fordel for både Kaj og jeg, at vi mødte hinanden efter min rygmarvsskade. For han har jo ikke noget at sammenligne med.

Var i tvivl om hun kunne få børn
I 1970 hvor Kaj møder Kathrine gennem en soldaterkammerats veninde, bider han ikke mærke i, at Kathrine er rygmarvsskadet. Hun går på lærerseminariet i Haderslev og har efter bilulykken et par år tidligere samt genoptræning i Hornbæk fået en hverdag til at fungere ganske godt.

- Jeg er gående paraplegiker, så selvom der også dengang var ting, jeg ikke kunne, var det bestemt ikke noget, jeg gik og talte om, siger Kathrine og kigger på sin mand.

- Nej, jeg tænkte aldrig rigtig over, at du var rygmarvsskadet. Det var en god tid, og du kunne da godt danse moderne. Selvom tilstanden er blevet værre i løbet af årene, så er det ikke noget, jeg har set som en begrænsning, siger Kaj.

Kathrine er ved at uddanne sig til skolelærer, mens Kaj allerede har et fast job som smed- og maskinmester i Kolding. De er i tvivl, om de kan få børn grundet Kathrines rygmarvsskade.

- Jeg havde hørt, at det kunne være vanskeligt som paraplegiker. Heldigvis lykkedes det, men jeg var fuldt bedøvet ved alle tre fødsler og den sidste som så mine nyfødte børn. Men det gik fint, fortæller Kathrine og fortsætter:

- Jeg tror, at det har været en fordel for både Kaj og jeg, at vi mødte hinanden efter min rygmarvsskade. For han har jo ikke noget at sammenligne med. Jeg har altid set sådan ud og haft svært ved nogle ting. Der var ingen pludselig forandring, og han måtte tage mig, som jeg var. Og jeg ville forfærdelig gerne have Kaj. Så måtte jeg sluge det med, at han havde hund. Jeg var panisk angst for hunde dengang.

Et blufærdigt menneske
I 1972 færdiggør Kathrine sin læreruddannelse og får straks job på Jels Skole sydvest for Kolding. Det bliver begyndelsen på et langt arbejdsliv.

- Det var en lykke for mig at være lærer, og jeg var samme sted i 28 år. Skolen var heldigvis i ét plan, og det kom til at betyde meget. Undervejs kunne jeg godt se, at det gik ned ad bakke. Først havde jeg én stok, så to stokke og endelig kom kørestolene til, forklarer Kathrine, der parkerede sin el-scooter uden for klasseværelserne, når hun underviste i de senere  år.

Det har aldrig ligget til Kathrine at tale om sin rygmarvsskade. Heller ikke på arbejdspladsen.

- Nej, jeg har altid villet behandles som alle andre, og det gjorde sig i høj grad gældende i mit daglige arbejde. I bund og grund er jeg meget blufærdig. Jeg har aldrig rigtig talt om min rygmarvsskade før nu. Både fordi det er et følsomt emne, men også fordi, jeg ikke har kunnet se grunden til det. For jeg synes ikke, at det er synd for mig. Det er synd for mit barnebarn, der lige har fået konstateret sukkersyge, men da ikke for mig, forklarer hun.

Derfor er det heller ikke alle, der har været bevidst om, at Kathrine er rygmarvsskadet.

- Jeg er da før blevet spurgt, om det ikke gik dårligere og dårligere med min kone. De vidste ikke, hvad hun fejlede. Så svarede jeg, at de havde ret i, at hun måske hænger lidt i bremsen. Men det bliver jeg ikke ked af, det kunne være værre, siger Kaj og får sin kone til at grine.

- Kaj ser heldigvis positivt på det meste og er ikke bekymret. Han går altid og smågriner og har gang i en masse ting, supplerer hun.

Lader sig ikke kue
Kajs rolle i ægteparrets samliv har gradvist udviklet sig gennem årene. Han hjælper sin kone med praktiske gøremål, og de har udviklet faste daglige rutiner.

- Jeg stiller yoghurt frem til hende om morgenen, reder seng og hjælper hende for eksempel ud i bilen, når vi kører et sted hen, fortæller han.

- Forleden dag stod jeg i køkkenet og ville lave mad. Men jeg måtte kapitulere, for jeg har ikke længere balancen til at stå ved bordet. Så jeg kaldte på Kaj. For første gang i sit liv, har han lavet citronfromage og frikadeller. Til gengæld vil jeg ikke have ham til at vaske vores tøj. Det går simpelthen ikke. Han har ikke forstand på kogevaske og på, hvad der skal have 30 grader. Men han må selvfølgelig gerne hente og bringe, og det er han god til, forsikrer Kathrine, mens hendes mand ser ud til at være nogenlunde enig.

Forleden dag stod jeg i køkkenet og ville lave mad. Men jeg måtte kapitulere, for jeg har ikke længere balancen til at stå ved bordet. Så jeg kaldte på Kaj. For første gang i sit liv, har han lavet citronfromage og frikadeller.

De er heldigvis også enige om ikke at lade sig kue af, at 71-årige Kathrines tilstand langsomt bliver forværret.

- Nej, vi har et godt liv. Vi tager på mange ture sammen og sørger for ikke at gro fast, siger Kaj.

- Der har selvfølgelig været begrænsninger i mit liv og ting, jeg ikke har kunnet. Men vi er næsten altid af sted sammen. I IKEA, på messer eller i store supermarkeder. Vi er virkelig et team. Det er ikke længe siden, at vi var på Samsø med lærerforeningen. Der var et udsigtssted, hvor jeg ikke kunne komme op, så jeg blev i bussen. I stedet gik Kaj derop og fortalte mig bagefter, hvad han havde set, fortæller Kathrine.

- Vi ved også, at der nok ikke havde været meget ved at sidde her, hvis vi ikke havde haft børn og børnebørn. Så tror jeg, at vi havde gået mere op i sygdom og problemer, og at det havde fyldt vores hverdag meget mere, end det gør. Familien og sammenholdet har stor betydning for vores liv, slår Kaj Sandholt fast.

- Man kan sagtens have et godt liv med en rygmarvsskade. Det siger jeg selvfølgelig ud fra min egen tilstand, for jeg ved også, at der er mange, som er hårdere ramt end mig, siger Kathrine Sandholt.