Vi søger alle et liv uden smerter

For nogen tid siden deltog jeg i et foredrag, hvor foredragsholderen havde fundet dén medicin, der kunne hjælpe ham videre efter en tragisk ulykke. Jeg kender en, der har fundet sin medicin i at gå lange ture. En anden finder ro og henter energi i at være hos sine heste.

Af Ghita Tougaard, næstformand for UlykkesPatientForeningen

Antallet af små sedler, jeg gennem tiden har fået stukket i hånden, er utællelige: ’du skulle prøve at kontakte den her kiropraktor, kranio-sakral terapeut eller massør, prøv varmebehandlinger, mindfullness, flere mineraler og vitaminer eller prøv vegetarisk kost’.

Jeg skal være ærlig og sige, at det er meget få af de sedler, jeg har gjort noget ved. Jeg har ikke haft råd, jeg har ikke turdet, mavefornemmelsen sagde nej, jeg var bange for forværring, eller der var for langt at køre.

Vi søger alle

Min medicin er den, som lægen udskriver i god dialog med mig. Og det er med helt åbne øjne og et åbent sind, at jeg hver dag spiser en aflang orange og en rund gul pille. De er mine hjælpemidler.

Mon ikke vi alle søger efter lige netop dét, der kan hjælpe os til det bedste liv, når ulykke eller sygdom har slået sig ned i os? Det er ulideligt at leve med smerter dag ud og dag ind, og man er parat til hvad som helst for bare at få ti minutter uden smerter. Smerter er livsødelæggende, smerter påvirker alle kroppens funktioner, og de påvirker din mentale tilstand.

Det er til at forstå, at vi bliver desperate for at slippe for smerter.

Når cannabis er uopnåelig

Cannabis har været til debat i mange år. Vi har nok alle set ulykkelige mennesker i medierne, der skaffede cannabis på det sorte marked for at skaffe sig en stund uden smerter. Det er en desperat handling, man kun tyr til som en sidste udvej. Heldigvis har ønsket om cannabis nu vundet lidt gehør, og mange kan nu få hjælp på helt legal vis. Eller kan de?

Lægerne kan nu udskrive cannabis, men rigtig mange læger vælger ikke at gøre det. De finder ikke, at stoffet er undersøgt nok, så man ved ikke tilstrækkeligt om hverken bivirkninger eller virkninger. Der er slet ikke forsket nok i cannabis til, at lægerne føler sig trygge og sikre nok til at ordinere stoffet. Så nu bliver det for alvor det forbudte og uopnåelige stof og med et rygte på sig, som det måske slet ikke kan leve op til.

Patienter på herrens mark

Tanken om at shoppe lidt rundt blandt læger, indtil man finder en læge, der vil udskrive det, er da ikke fjern. Det er en stor glæde, at alle de, der tidligere har skullet skaffe cannabis på det forbudte marked, nu kan få det på helt legal vis.

De er sikret et renere stof og kan få det i et miljø, der ikke er omgærdet af mystik og forbud. De bliver ovenikøbet mødt med forståelse i det omgivende samfund.

Til gengæld er det trist, at de mange, der måske kunne få gavn af det, ikke kan få det ordineret og fortsat er henvist til hjemmesider i udlandet, selvudnævnte cannabis kvaksalvere og selvdosering.

Det er virkelig uheldigt og uhensigtsmæssigt, at et stof, som her cannabis, frigives og alligevel ikke frigives. På den måde er patienterne stadig på herrens mark, og det skal de ikke være. De skal altid kunne føle sig trygge og i gode hænder hos deres praktiserende læge, og lægen skal være tryg og sikker i ordineringen af ethvert medicinpræparat.