Vores arbejdsgivere troede på, at vi kom tilbage

Thomas og Kristian Grue har været en fantastisk støtte for hinanden efter en fælles rallyulykke i 2012. I dag er de begge i job takket være jernviljer, støttende familier, trofaste arbejdsgivere og jysk netværk.
"Vi er blevet mere rørstrømske og kærlige efter ulykken. Men når vi er sammen, snakker vi om biler. Ikke om damer og kærlighed men om biler", siger Kristian.

- At have hinanden og opbakning fra familien, vores gamle chefer og andre i lokalområdet, der kender os, og ved hvad vi kan. Det har betydet alt. Vi har turdet tro på, at vi nok skulle komme i arbejde igen. Det har været sindssyg vigtigt for os at blive ved med at tro på det, siger Thomas, der er lillebror til Kristian Grue.

Thomas var som altid chauffør, da de for fire år siden kørte det løb, der endte i en voldsom ulykke. Kristian sad ved siden af og kommunikerede til Thomas om vejforhold, fart og hvordan de skulle køre. Altså var Kristian en slags kaptajn og Thomas styrmand.

Brødrene havde vundet de første tre løb ud af seks. I det fjerde var de 20 sekunder foran, da Thomas mistede herredømmet over bilen i et hop på en bakke. Bilen ramte først et træ, så et andet, forpartiet brækkede af, og resten af bilen med brødrene fortsatte, indtil den ramte det tredje træ.

-. Alle på stedet, Falck og frivillige reddere gjorde et fantastisk arbejde. De traf alle de rigtige valg. Havde de ikke gjort det, tror jeg ikke, vi havde været i live i dag, siger Kristian.

Opbakning fra familie og arbejdsplads

Efter et længere hospitalsophold lå Thomas i sengen hjemme og skulle liftes på toilettet de næste 10 måneder. Kristian, der ikke havde en sygeplejerske til kone som Thomas, måtte efter hospitalet opholde sig en måned på et plejehjem.

- Begge vores chefer troede på, at vi kom tilbage. De ringede til os cirka en gang om måneden, ikke for at presse men for at sige, at de regnede med os. Det betød ufatteligt meget, siger Kristian.

Siden har de trænet dagligt hjemme, gået til fysioterapi og til varmtvandstræning. Og så har de talt en masse med hinanden i telefon.

Ud over familien kom en meget væsentlig opbakning i genoptræningsperioden fra brødrenes to arbejdsgivere. Kristian var langturschauffør, og Thomas var mekaniker på store asfaltmaskiner.

- Begge vores chefer troede på, at vi kom tilbage. De ringede til os cirka en gang om måneden, ikke for at presse men for at sige, at de regnede med os. Det betød ufatteligt meget, siger Kristian.

- Hvis man ikke har prøvet det, tror jeg slet ikke, man kan sætte sig ind i, hvor vigtigt det er, at nogle derude tror på, at man stadig kan bruges, siger Thomas.

Han var den første af de to, der havde mulighed for at bevæge sig ud på arbejdsmarkedet igen. Halvandet år efter ulykken var han klar til nogle få timer om ugen på kontor i sin gamle virksomhed, og samtidig meddelte lægen, at han kunne køre bil igen, speederen skulle blot flyttes.

- Jeg var så glad, at du ikke drømmer om det. Følelsen af at stå op om morgenen, sætte sig ud i sin bil og køre på arbejde, når man har ligget hjemme i mere end et år. Det fatter man ikke, siger han.

Jobbet var for hårdt for kroppen

Kontoret var første stop, men han længtes hurtigt efter mere fysisk arbejde og rykkede ud på lageret. Efter nogle måneder der, var han klar til at prøve kræfter med værkstedet - stadig på nedsat tid. Men det blev for hårdt, og i efteråret 2015 måtte han erkende, at det ikke gik.

- Det var hårdt, fordi jeg nu stod med en stor usikkerhed. Kunne jeg finde et job som mekaniker, som min krop kunne klare, siger Thomas.

Han gik derfor i gang med at finkæmme sit lokale netværk. Hvem kendte ham og vidste, hvad han kunne? Han endte med at henvende sig syv steder og fik positive tilbagemeldinger fra tre af dem.

Lige inden jul 2015 skrev han kontrakt om arbejdsprøvning hos den ene. Siden er han blevet tilkendt flexjob og er blevet ansat i entreprenørvirksomheden NCC.

Ikke mere rally – kun som tilskuer

I løbet af efteråret 2015 kom Kristian også i gang med sit gamle job i en ordinær stilling som langturschauffør. Kommunen gik med til at betale firmaet for en mand, der læsser af og på, så Kristian udelukkende er chauffør. Han skal passe på sin ryg og har derfor et specialsæde i bilen og en ekstra god madras.

- Det var som om, alting blev meget sjovere. Jeg elsker at køre lastbil, virkelig. Jeg havde savnet at have et rat mellem hænderne. Det var frygteligt, da Thomas et år før mig fik lov at køre bil, siger Kristian.

De to brødre kører ikke længere rally og kommer heller ikke til det.  Som Thomas udtrykker det:

- Min kone har sagt, at så er hun flyttet.

Men til gengæld nyder de stadig at komme til løb som tilskuere, og Kristian hjælper med at forbedre sikkerheden inden for sporten. Han har blandt andet sørget for førstehjælpskurser til officials og arbejder på at gøre øreklapper på bilernes sæder til et krav. Men derudover elsker brødrene bare at være en del af miljøet.

Det har virket for os - brødrenes otte råd

  1. Tænk positivt – fokuser på, at du f.eks. selv kan gå i bad, spise, komme ud og handle.
  2. Tro på, at selv om du ikke kan noget nu, så kommer du til det – også at kunne arbejde.
  3. Vend tilbage til din tidligere arbejdsgiver, hvis det er muligt. Går det ikke, har du noget erfaring at søge videre på og er kommet lidt i gang.
  4. Giv ikke op. Når der lukkes en dør, åbner en ny.
  5. Vent ikke på kommunen, hvis du kan skaffe pengene, så køb et hjælpemiddel, når du har brug for det.
  6. For at skaffe penge til blandt andet IPad samlede vi ind via Facebook. Venner vil ofte gerne give et lille bidrag, hvis de kender din situation.
  7. Bevar din eventyrlyst.

Få gratis prøve på magasin for ulykkesramte

Artiklen har været bragt i magasinet Livtag. Er du ikke medlem og modtager magasinet, men har lyst til at se, om bladet er noget for dig, kan du bestille et gratis prøveeksemplar.

Bestil gratis prøve på magasin