IT konsulent

UlykkesPatientForeningen søger en fleksibel og omstillingsparat IT konsulent.

UlykkesPatientForeningen er sat i verden for at forbedre vilkårene og hjælpe mennesker, der er kommet alvorligt til skade efter en ulykke. Vi driver Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter og HandicapBilistCentret og er i alt omkring 100 medarbejdere.

Vores IT opgaver løftes i vidt omfang af vores gode, eksterne IT leverandør. Vi har imidlertid brug for vores egen IT konsulent, der skal være overordnet ansvarlig for implementeringen af nye systemer, og som også kan bistå med den interne servicering og support af medarbejderne og være kontaktpersonen til vores eksterne IT leverandør. Sammen tilrettelægger vi fordelingen af opgaver mellem dig og vores eksterne leverandører.

Det er vigtigt, at du er udadvendt og kan lide at indgå i samarbejde med andre faggrupper. 

Du vil referere til økonomi- og administrationschefen.

Vi forventer, at du har formelle IT kompetencer men ser også positivt på ansøgere, der på anden vis har opnået kompetencer til at løse opgaverne. Kendskab til den kommende persondataforordning er en fordel, da rollen som DPO er tiltænkt IT konsulenten.

UlykkesPatientForeningen har efter nogle års væsentlig omstillingsproces, herunder etablering af nye fysiske faciliteter i både Rødovre og MarselisborgCentret i Aarhus, et solidt fundament for den videre udvikling af vores aktiviteter. Der er kraft og energi på alle niveauer i organisationen. Vi stræber efter at blive den foretrukne organisation inden for vores felt, og vi gør os umage for i alle henseender være topprofessionelle.

Der stilles store krav til IT konsulenten. Arbejdet kalder på stor fleksibilitet og omstillingsparathed. Det udelukker imidlertid slet ikke, at arbejdsforholdene er fornuftige med plads til både familie og fritid. Vi er indstillede på at tilrettelægge fordelingen mellem intern og ekstern leverandør sådan, at du kan ansættes på deltid med mulighed for senere at skrue op til fuld tid. 

Søg stillingen

Du er velkommen til at kontakte økonomi- og administrationschef Casper Jøns Larsen, dir. 36 73 90 10, for at høre nærmere om stillingen.

Ansøgning med relevante bilag sendes til Ellen Strauss, est@ulykkespatient.dk senest 20. april kl. 12.00 2018.

Samtaler forventes gennemført i uge 17 og evt. 2. samtale fredag d. 26. april og mandag d. 30. april med henblik på tiltræden 1. juni 2018.