Deltag i webinarer

Du har mulighed for at blive klogere på nogle emner, der kan have betydning for din evne til at huske og koncentrere dig.

Alle webinarer er gratis, og du vil få mulighed for at stille spørgsmål undervejs. Webinaret varer 1 time.

Har du ikke mulighed for at deltage på dagen, så tilmeld dig alligevel. Du kan nemlig se en optagelse af webinaret 14 dage efter.

Tirsdag d. 9. marts kl. 13-14

Hjernerystelse

Der kan opstå mange spørgsmål under et forløb med hjernerystelse: Hvor meget må jeg sove? Må jeg se på en skærm? Hvornår kan jeg komme tilbage på arbejdet? Hvad kan jeg selv gøre for at lette på symptomerne?

Hjerneforsker Troels W. Kjær giver dig svarene på det hele og giver dig overskuelige og simple redskaber til at komme igennem hjernerystelsen, både når det gælder fysiske, psykiske og kognitive problemer.

Foredraget er baseret på den nyeste forskning og tager afsæt i interviews med førende fagfolk, behandlere og en række cases. Det tager afsæt i bogen “Hjernerystelse – kom godt igennem” (2019), der er skrevet af Troels W. Kjær og Loa Opstrup.

Ligesom i bogen, så er formålet med foredraget, at du hurtigst muligt kommer igennem din hjernerystelse, og at du har det godt undervejs.

Læs mere og tilmeld dig her

Tirsdag d. 16. marts kl. 11-12 

Piskesmæld

Bliv klogere på piskesmældsskader og få gode råd til, hvad du selv kan gøre, og hvilken behandling, du eventuelt kan have glæde af, når kiropraktor og lektor Lars Uhrenholt holder oplæg. 

Undervejs i webinaret vil Lars Uhrenholt bl.a. komme ind på:

  • Selve ulykkesmekanismen – hvad sker der egentlig med kroppen, når du får et piskesmæld?
  • Hvordan piskesmældsskaderne opstår, og hvilke skader fagpersonerne kan identificere.
  • Hvilke værktøjer fagpersonerne kan bruge, når de skal stille diagnosen.
  • Hvilke forventninger du kan have til behandlingsforløb og helbredelse.
  • Hvordan fremtiden tegner sig for dig, der har fået piskesmæld.

I webinaret vil der især være fokus på, hvordan den enkelte patient kan hjælpes bedst muligt, og derfor vil der også være en gennemgang af de mest gængse behandlingstilbud.

Da de fleste piskesmældsskader opstår efter en trafikulykke vil dette være udgangspunktet for webinaret.

Læs mere og tilmeld dig her

Tirsdag d. 23. marts

Smerters påvirkning på hjernen

Psykolog Lars Kristian Bak holder oplæg om smerters påvirkning af det kognitive, og hvordan man kan håndtere dét, at man ikke nødvendigvis kan stole på sin egen hukommelse.  

Tilmeldingen åbner i løbet af januar 2021. 

Støttet af fonde

Projektet er støttet af Offerfonden, Jascha Fonden, Louis Petersens Legat, Grosserer Oscar Jensen og Hustrus Legat, Civilingeniør H. C. Bechgaard og hustru Ella Mary Bechgaards Fond & Otto og Gerda Bings Mindelegat.