Ane kastede en line til sit gamle liv

Selvom det indimellem har medført nederlag at holde fast i dele af livet, som det var før ulykken, har strategien virket for Ane.

Tilfældet ville, at Ane Scheel skulle flytte lige efter sin ulykke. Fra en lejlighed uden elevator til et kollegie.

- Flytningen var planlagt på forhånd, og det var lidt held i uheld. På kollegiet var det selvfølgelig en virkelig underlig start at komme der og være fuldstændig ødelagt og befinde sig i et smertehelvede efter trafikulykke og efterfølgende indlæggelse. Kollegiet havde et fælleskøkken, og jeg kunne humpe derud med mine krykker og få lidt social kontakt. Men jeg kunne ikke holde det ud i lang tid, for jeg kunne ikke overskue for mange mennesker, og for øvrigt havde jeg også svært ved at sidde ned, så det var meget lidt, jeg deltog, begynder Ane Scheel, der var 29 år, da hun blev kørt ned bagfra på cykel.

Udover væsentlige smerter i det meste af kroppen var hendes venstre ben lammet, ligesom nerveskader og overrevne muskler og led naturligvis satte sit tydelige præg på tilværelsen.

- Jeg var blevet skør, hvis jeg bare skulle ligge og slet ikke have nogen form for social kontakt, men det havde da været det nemmeste. Jeg vil gerne have haft at vide, at det er helt normalt, at det meste ser helt sort ud lige efter en ulykke. For der er ingen fast forward, det tager tid at komme sig.

Indførte bufferdage

Midt i orkanens øje fandt Ane lyspunkter, og det udviklede sig til en struktur, hun stadig benytter i dag.

- Jeg gjorde ting, der gav mig energi og glæde, så jeg ikke konstant var tvunget til at fokusere på smerter. Derfor indførte jeg bufferdage, jeg kunne bruge, når jeg havde lavet noget, jeg synes var skægt, men som samtidig tærede på mine ressourcer. Det kunne være at komme ud af døren og se noget af den sport, jeg tidligere deltog i, gå ud i kollegiekøkkenet eller bare gå ned at købe ind. Der kom en regning, når jeg gjorde det, og så skulle jeg bruge to-tre bufferdage efter det, hvor jeg bare lå ned og var ødelagt. Men det gav noget vigtigt, fortæller Ane.

Jeg gjorde ting, der gav mig energi og glæde, så jeg ikke konstant var tvunget til at fokusere på smerter.

Strukturen medvirkede til, at hun kunne bevare en forbindelse til sit gamle liv.

- Det handlede også om, at jeg tænkte, det ikke kunne passe, at jeg blev sat fuldstændig af. Det ville jeg ikke acceptere. Det har hjulpet mig meget, at jeg ikke lagde låg på mit gamle liv, for jeg synes ikke, at jeg er en anden person, bare fordi jeg har været udsat for en voldsom ulykke, siger Ane og tilføjer:

- Selvfølgelig giver det nederlag overhovedet at forsøge at komme tilbage, når din fysik og dit overskud er så forandret. I sidste ende handler det om at overveje og opveje, om det alligevel er positivt for dig at fortsætte i nogle af de spor, som du gjorde før.

Hold fast i det du vil

I begyndelsen var der ikke klarhed over, hvilke skader Anes krop havde lidt, og det komplicerede situationen.

- Det var selvfølgelig frustrerende, fordi der ikke var nogen hjælp at hente i den situation, jeg stod i. Havde jeg eksempelvis fået smertedækning fra starten, havde det også gjort meget, for så havde jeg kunnet fokusere mere på genoptræning og stykke mit liv sammen, lyder det fra Ane, der efter ulykken var indlagt til observation på traumeafdelingen og efterfølgende fik lov til at blive observeret af sin mor, der er tidligere sygeplejerske.

Ane oplevede heller ikke, at der var hjælp at hente, da hun henvendte sig til kommunen for at få økonomisk hjælp til at færdiggøre sit speciale efter hendes sygemelding.

- Jeg ville enormt gerne gøre mit studie færdig, og mit speciale var det eneste, jeg manglede. Men de ville hellere omskole mig til skolelærer eller SOSU-assistent, hvilket jeg havde meget svært ved at se meningen i med min fysik in mente, fortæller Ane, der trods omstændighederne alligevel fik afleveret sit speciale og gennemført sin uddannelse to år efter ulykken.

Hendes opfordringer er, at man ikke lader sig bremse, hvis man møder modstand.

Det gælder om at holde fast i, hvad du gerne selv vil, og hvad du behøver for at komme videre i dit liv.

- Du er ekspert på din egen krop. Jeg har oplevet, at det bare er så svært at få hjælp efter en ulykke, og det er så personbestemt, hvor heldig du er med at få kontakt med de rigtige personer. Jeg havde en god læge, som sendte mig videre til en dygtig fysioterapeut, jeg stadig går hos. Men hverken i det resterende sygehusvæsen, hos kommunen, på min uddannelse eller hos forsikringsselskabet er jeg blevet mødt med forståelse. Det er hårdt, men det gælder om at holde fast i, hvad du gerne selv vil, og hvad du behøver for at komme videre i dit liv.

Tilbage på badmintonbanen

Det har også hjulpet Ane at være tro mod sig selv og forholde sig kritisk, når det kommer til medicin.

- Der gik jo lang tid, før jeg blev smertedækket. Det skete først, da jeg kom på smerteklinik et år og fire måneder efter min ulykke, og det ville jeg gerne have været før, for det ændrede noget for mig. Men man skal huske at stille spørgsmål, og at det er okay at sige nej til medicin, siger Ane og supplerer:

- Da jeg havde været på smertemedicin i syv år, valgte jeg at trappe helt ud. Det var i begyndelsen af 2017. Jeg trængte til at mærke mig selv. I dag har jeg stadig smerter, men min krop har ændret sig, og du vænner dig samtidig til smerten, selvom det kan virke uoverskueligt at tænke den slags lige efter en ulykke.

I dag har jeg stadig smerter, men min krop har ændret sig, og du vænner dig samtidig til smerten.

Sideløbende med en væsentlig fysisk forbedring er 41-årige Ane gradvist begyndt på noget af den sport, der fyldte inden ulykken.

- Jeg er tilbage på badmintonbanen, og det er jo fremskridt, må man sige. Mit venstre ben fungerer stadig ikke optimalt, men jeg har et lille trick, jeg bruger: Når jeg enten skal hurtigt frem eller hurtigt tilbage i banen, så niver jeg eller slår på mit ben, så jeg får kontakt. Sådan må man jo tilpasse sig. Jeg er også tilbage på vandet på wakeboard igen, men jeg kommer ikke til at flyve rundt i luften, som før i tiden, og jeg kommer heller ikke til at spille håndbold igen. Men jeg får en bid af den følelse, som jeg har savnet, og det er det vigtigste.

Ane Scheel afslutter:

- For mig har det været afgørende at se på, hvilke muligheder jeg har lige nu og her og så bruge dem aktivt. Alt i livet er jo påvirket, og mine ressourcer bliver aldrig 100 pct. igen, men mindre kan også gøre det. I min optik er man nødt til at overveje, om man hele tiden skal bruge tid på begrænsningerne?

Artiklen er bragt i marts 2021.