Gå til hovedindhold

Det kan du selv gøre

Det anbefales at leve et aktivt liv med diagnosen syringomyeli.

Har du levet med syringomyeli i mange år, har du sandsynligvis en del erfaring med forskellig slags træning, og ved både hvad der er godt for dig, men også hvad der kan give dig symptomer som smerter og træthed.

Tilrettelæg din træning med en fagprofessionel

Principielt handler det om at tilrettelægge et træningsprogram med en fagprofessionel, som er vidende om din sygdom, så aktiviteterne ikke generelt forværrer dine symptomer.

Du kan have behov for forskellig slags træning både i motionscenter, i bassin og hjemme for at generhverve eller tillære funktioner, så du kan fungere i hverdagen. At udføre hverdagsaktiviteter kan også være aktiv træning.

Du kan anvende mange af de samme træningskomponenter, som andre personer med en rygmarvsskade. Træningsprogrammet tilrettelægges altid sammen med dig ud fra de mål, du har sat dig – uden at påvirke din syringomyeli uhensigtsmæssigt. To personer med samme diagnose kan reagere helt forskelligt på samme aktivitet i træningen.

Det skal du være opmærksom på

I dine aktiviteter bør du være opmærksom på din holdning, og at øget blodtryk, høj puls, puls yoyo, øget tryk i bughulen samt stræk af rygmarven kan påvirke symptomerne. Dette bør der således tages hensyn til ved al slags træning, men symptomer på et acceptabelt niveau vil oftest forekomme.

Når du træner, skal du være opmærksom på:

  • Træk vejret i øvelserne for at undgå at skabe opspænding i maven
  • Hold hoved og nakke i den mest normale stilling
  • Skift øvelser mellem over- og underkrop, den del af kroppen, der ikke arbejder, skal være i hvile
  • Undgå helst pause mellem øvelserne, så pulsen ikke stiger og falder
  • Vælg ofte øvelser med armene under vandret/skulderhøjde
  • Vælg belastning i øvelser/træningsmaskiner, som kan udføres uden kraftig provokation af symptomerne
  • Afprøv langsomt intervaltræning ift. valg af pulsniveau uden kraftig provokation af symptomer

Få øvelser ved hver træningssession

Det kan tage lang tid at opbygge et træningsprogram, der passer til dine behov, da du skal være opmærksom på ikke at få nye eller provokere dine kendte symptomer så kraftigt, at de kan blive forværret og have påvirkning på dine hverdagsaktiviteter.

Du kan både få flere symptomer, mens du træner men også i timerne og dagen efter. Der afprøves ofte kun få øvelser ved hver træningssession, og det kan derfor tage tid at sammensætte et relevant træningsprogram.

Målet er ofte at opnå en stabilitet i syringomyeli symptomerne, som du kan leve med samtidig med, at du får trænet kroppens funktioner.