Gå til hovedindhold

Bliv klogere på hjernen

Når dirigenten forlader sit orkester, bryder musikken sammen

En kvinde undrer sig

Den bevidste, logisk-analytiske og problemfokuserede tænkning udspringer fra aktivitet i hjernens pandelapper, også kaldet frontallapper.

Pandelapperne kan sammenlignes med en dirigent, der har ansvaret for, at orkesterets medlemmer (de øvrige dele af hjernen) arbejder sammen om en harmonisk lyd.

Dirigenten opgave er at planlægge koncerten, at udvælge musikken, at organisere musikerne, at starte musikken, at træffe beslutninger undervejs i koncerten, at have overblikket over de lydlige nuancer, at løse problemer undervejs i koncerten samt at fastholde det overordnede mål.

Når aktiviteten i det limbiske system stiger (ved en stærk følelsesmæssig respons), og aktiviteten i pandelapperne tilsvarende falder, så svarer det til, at dirigenten har forladt koncerten. Uden styring vil musikken enten forstumme ("klappen går ned") eller blive ukoordineret og uskøn.

Hjernens udvikling

Hjernens udviklingshistorie giver en forklaring på, at følelsesmæssige reaktioner dominerer over fornuften/den logisk-analytiske tænkning, når vi oplever os truet rent fysisk eller psykisk (fx hvis vi frygter ikke at præstere godt nok foran andre).

Angstresponsen er en universel, nedarvet, fysiologisk respons, der tjener artens overlevelse ved at sætte individet i stand til straks at reagere på fare (uden nødvendigvis først at skulle reflektere over truslen).

Vores hjerner blev udviklet under helt andre vilkår end dem, vi lever under i dag. Hjernens udvikling sker væsentligt langsommere end det tempo, vores samfundsmæssige udvikling foregår i. Tænk blot på, hvad der er sket teknologisk de seneste 50 år.

Hjernens udvikling har primært fundet sted i tidligere tider, da mennesker levede i klaner i et fysisk miljø, hvor der lurede mange farer. Var du klanmedlem, og strejfede du igennem terrænet på udkig efter føde og mødte et stort rovdyr, afhang din overlevelse af, at du enten tog kampen op eller flygtede, dvs. reagerede prompte uden at bruge tid på at reflektere over situationen.
Hjernen er fortsat rent biologisk indstillet til at kæmpe eller flygte i trusselsituationer snarere end at overveje for og imod.

Bestemte stimuli vækker fortsat vores impuls til at være på vagt, fx bestemte krybdyr eller mørke. Derfor kan vores ubehag ved at gå ud med skraldespanden en mørk aften være ude af proportioner med den konkrete fare, der kan forventes at lure derude.