Gå til hovedindhold

Forord

Beroer 1
Hør forord
00:00 00:00

Af Henriette Kirkegård Rask, sygeplejerske og sexologisk rådgiver ved Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter

Med denne bog inviteres du inden for i et ellers privat rum – et rum, der ofte danner rammerne for en sexologisk samtale.

Jeg har, som sygeplejerske og sexologisk rådgiver, arbejdet med mennesker med funktionsnedsættelser siden 1997. I mit arbejde har jeg mødt mennesker med seksuelle drømme, ønsker, fantasier, behov og begrænsninger. Gennem fortrolige samtaler er jeg blevet lukket ind i deres mest intime tanker.

For at kunne udleve seksualiteten kræves ofte mere end bare lyst – der er behov for hjælpemidler, planlægning og ikke mindst mod. Ofte har jeg under disse samtaler tænkt, hvor kraftfuldt det ville være, hvis hele verden kunne få indsigt i, hvad der kan lade sig gøre, når man tør tale åbent om sine behov, og har modet til at tage styringen over sin egen seksualitet.

Mange af dem, jeg har mødt, har følt sig alene, usikre og til tider utilstrækkelige. Det er vigtigt, at vi skaber et rum, hvor der er plads til at sætte ord på disse følelser og tanker. At genopdage eller måske endda genopfinde sin seksualitet efter en ulykke eller sygdom kræver både viljestyrke og mod.

Ideen til denne bog blev født for mere end ti år siden i mødet med en ung mand, der søgte vejledning. Jeg følte, at der manglede materiale, som kunne støtte op om min faglige rådgivning, og jeg drømte om at vise ham – og hele verden – hvad der er muligt, når man tør tale åbent om sin seksualitet og har modet til at handle på sine behov og ønsker. Denne bog er resultatet af den drøm, da UlykkesPatientForeningen og Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter, hvor jeg til daglig arbejder, har valgt at gøre bogen til virkelighed.

Sammen ønsker vi at tage dig, læseren og beskueren, med på en rejse gennem nøglehullet og give dig et indblik i andre menneskers seksuelle univers. Vores håb er, at du bliver inspireret af deres mod og åbenhed – og måske også lærer noget om dig selv i processen. 

Med første blad åbner vi døren til den private sexologiske samtale, så mennesker med funktionsnedsættelse og deres partnere kan finde inspiration. Bogen er også tiltænkt fagpersoner, der arbejder tæt med mennesker ramt af ulykke eller sygdom – og ikke mindst alle jer, der identificerer jer som ”normale.” For i virkeligheden er der ikke noget normalt, når det kommer til seksualitet. Vi har alle ret til at udfolde, udforske og bevare intimiteten – den er en universel del af det at være menneske.

Bogen består af 15 smukt illustrerede fortællinger, hver ledsaget af en lydfil, fra mennesker, der har søgt støtte og rådgivning om seksualitet efter en skade eller ulykke. Derudover indeholder bogen inspirationstekster til, hvordan man kan begynde eller udvikle sin egen seksualitet.

Seksualitet er ikke en fast størrelse; den er dynamisk, altid i bevægelse. Den formes af vores personlige oplevelser, sociale relationer, kulturelle påvirkninger og psykologiske faktorer. Dette minder os om, at seksualitet ikke er noget statisk – den kan udvikles i takt med, at vi selv vokser som mennesker. Der er ingen rigtig eller forkert måde at opleve eller udtrykke sin seksualitet på, for vi er alle unikke.

Dette er støttet af midler fra Offerfonden.