Sund kost for rygmarvsskadede

Sund kost er vigtig for at holde en lang række sygdomme for døren. Det gælder uanset, om du har en rygmarvsskade eller ej. Dog kan det være nødvendigt at justere lidt på dine vaner, når du får en rygmarvsskade, fordi du som udgangspunkt har et lavere energibehov.

Din krop har sværere ved at forbrænde energien, fordi der efter en rygmarvsskade sker en forandring i kroppen, hvor fedtvævet øges, og du mister en del muskelmasse. Det gør, at du har sværere ved at forbrænde energi.

Samtidig er det sværere at få tilstrækkelig motion.Derfor er det nødvendigt, at du fokuserer på din kost, så du ikke indtager mere energi, end du kan forbrænde.

Flere internationale studier peger på, at et øget BMI (forholdet mellem vægt og højde) er en af de mest velkendte følger af at have en rygmarvsskade. Med en øget kropsvægt følger risikoen for hjertekar-sygdomme, kolesterolproblemer og andre livsstilsrelaterede sygdomme.

Når du spiser lidt mindre, end du måske har gjort tidligere, er det vigtigt, at den mindre mængde mad giver dig lidt mere protein og den samme mængde vitaminer og mineraler som før. 

Du kan med fordel følge de officielle kostråd, men der er nogle enkelte ting, du skal være særligt opmærksom på.

Spis proteiner for at bevare din muskelmasse

Proteiner er vigtige for at bevare mest muligt af din muskelmasse. Som tommelfingerregel skal mængden af de fødevarer, der indeholder meget protein, fylde lige så meget som tidligere — også selvom du spiser mindre. Det er derfor hvidt brød, kartofler, pasta og ris, du først og fremmest skal skære ned på – og ikke proteiner. 

Gode kilder til protein er:

  • Fisk
  • Fjerkræ
  • Æg
  • Mælkeprodukter
  • Kød
  • Bælgfrugter (bønner og linser)

Det er lettere at få nok protein, hvis du spiser fødevarer med protein ved alle dagens måltider. Om morgenen kan du fx spise æg eller et surmælksprodukt.

D-vitaminer og calcium giver stærke knogler

Ud over stærke muskler, er det også vigtigt at have stærke knogler. Både D-vitamin og calcium er vigtige i forhold til knoglerne. Hvis du igennem længere tid får for lidt D-vitamin, øger du din risiko for at falde og for at brække dine knogler. 

Du kan enten få D-vitamin gennem den mad, du spiser, eller ved at komme ud i solen, så vitaminet dannes i din hud. Solen er den vigtigste kilde til D-vitamin, og gennem maden får du lettest D-vitamin ved at spise fede fisk fx:

  • Sild
  • Makrel
  • Laks

D-vitamin hjælper optagelsen af calcium. Ved at få ca. ½ liter mælkeprodukt dagligt og/eller et par skiver ost får du både tilstrækkeligt calcium og et vigtigt tilskud af protein.

Som rygmarvsskadet har du særlig risiko for at få knogleskørhed, fordi knogler generelt vokser og bliver stærke, når musklerne trækker i dem. Har du lammelser, er det ikke muligt, og knoglerne bliver derfor mere skrøbelige. For at forebygge knogleskørhed er det vigtigt at få nok kalk og D-vitamin, evt. i form af kosttilskud.

Få tilpas at drikke

Kroppen har brug for vand for at fungere optimalt. Vand dækker dit væskebehov uden at bidrage med unødvendige kalorier. Når du drikker vand i stedet for drikke med tilsat sukker eller alkohol, så er det nemmere at nå eller opretholde en sund vægt.

Drik 1½-2 liter væske i døgnet og gerne mere, hvis det er varmt. Vælg gerne vand fra hanen. Kaffe og te tæller med i dit væskeregnskab.

Opskrifter på sund mad

Få opskrifter på sund og lækker mad