Det filosofiske frirum
Det filosofiske frirum er et sted, hvor vi gennem filosofi dykker ned i betydningsfulde temaer, som for eksempel mening, håb, sorg, ansvar og kærlighed.
Formålet er at tilbyde et frirum til at reflektere over emner, der opstår gennem livet, og derigennem gøre os bedre i stand til at forholde os til vores egne oplevelser.
Samtalen faciliteres gennem protreptik, som er en samtaleform, der stammer fra antikkens Grækenland. Protreptik har til formål at øge personlig udvikling og en mere autentisk tilværelse, både i privatlivet og i arbejdslivet.
Metoden er nænsom i den forstand, at man arbejder med ordene og de værdier, der knytter sig til dem, i stedet for at tale om personlige udfordringer. På den måde kan vi blive bedre til at forholde os til svære temaer uden at dykke ned i de udfordringer, vi oplever i vores eget liv. Det gør den protreptiske samtale let og væsentlig på samme tid.
Det filosofiske frirum tager os for en stund væk fra hverdagen, og ind i en verden af ord og værdier, som i sig selv er spændende, idet ordene har ofte overraskende betydninger.
Samtidig giver de filosofiske samtaler ofte klarhed over værdier, som ændrer måden vi ser os selv og verden på. På den måde bliver vi skarpere på vores eget liv uden, at vi i frirummet behøver dele vores egne udfordringer med de andre deltagere.
Det filosofiske frirum faciliteres af Kasper Warming, der har mange års erfaring med protreptik i forskellige sammenhænge. Kasper har et indgående kendskab til ordenes historie, som han bringer i spil i forløbet.
Samtalerne bliver særligt interessante, når Kasper på elegant og nærværende vis filosoferer med, og udfolder ordene og værdier med udgangspunkt i de opståede samtaler. Der vil være masser af inspiration at hente for dig, der deltager i det filosofiske frirum.
Tid: Onsdag d. 29. oktober, d. 12. november og d. 26. november. Kl. 16.30-18.30.
Sted: BRØK, Brønshøj Kulturhus Brønshøjvej 3 2700 Brønshøj
Tilmeldingsfrist: 19. oktober 2025
Tilmeld dig det filosofiske frirum her
Tilbuddet er en del af projektet ETHAPE, som er finansieret af VELUX Fonden.