Gå til hovedindhold

Hvor skal jeg henvende mig, hvis jobcentrene bliver nedlagt?

Læs ekspertens svar.

Publiceret

18. august 2025

Spørgsmål

Jeg har for nylig læst, at jobcentrene skal nedlægges. Betyder det, at man fremover ikke kan få hjælp, hvis man får problemer med at passe sit arbejde? 

Jeg har tidligere været sygemeldt gennem en længere periode efter en voldsom ulykke. Her stiftede jeg bekendtskab med jobcentret på både godt og ondt.

Godt, fordi jeg endte med at komme tilbage til mit tidligere arbejde på fuld tid efter et længere forløb med gradvis optrapning. Og ondt, fordi forløbet var langt og til tider meget tungt og rigidt.

Jeg havde et fint samarbejde med min sagsbehandler – og ikke mindst min arbejdsgiver – men alle de breve i e-Boks, skemaer og aftaler var godt nok indimellem ved at drive mig til vanvid.

Grunden til, at jeg er nysgerrig på fremtiden, er, at jeg kan mærke, at jeg – efter fire år tilbage på fuld tid – bliver mere og mere udfordret i min hverdag. Jeg får ikke altid passet min træning, jeg melder fra til sociale arrangementer, fordi jeg ikke har overskud, og jeg er begyndt at få flere smerter igen og må indimellem tage en sygedag.

Så hvor skal jeg henvende mig, hvis jobcentret bliver nedlagt, og jeg får behov for hjælp?

Svar

Kære medlem

Det er korrekt, at der er vedtaget en reform af beskæftigelsesområdet, og at et af de mest centrale elementer er nedlæggelsen af jobcentrene, som vi kender dem i dag.

Ifølge partierne bag reformen betyder det, at kommunerne fremover får større frihed til selv at organisere indsatserne for borgerne ud fra lokale behov. Samtidig skal der dog også spares 2,7 mia. kr.

De helt konkrete konsekvenser og hvordan indsatserne bliver fremover, kender vi endnu ikke. Ændringerne begynder at træde i kraft fra 2026, mens nogle først vil blive gennemført i løbet af 2027.

Jeg forstår naturligvis godt, at du er nysgerrig. Men desværre kan jeg ikke give dig mange konkrete råd på nuværende tidspunkt.

Om din kommune vælger at fastholde et ”jobcenter”, kalde det noget andet, eller vælge en helt ny organisering, vides endnu ikke. Men det vil fortsat være kommunen, der har det overordnede ansvar for at hjælpe dig med at fastholde eller genvinde tilknytning til arbejdsmarkedet – samt for at bevillige relevante indsatser.

Kommunen har også ansvaret for at tilkende førtidspension til borgere med så nedsat arbejdsevne, at de ikke kan forsørge sig selv.

Når det er sagt, lyder det for mig allerede nu som om, du er så udfordret i din hverdag, at du bør tage kontakt til jobcentret snarest muligt i forhold til en eventuel fastholdelsesindsats. Det er bedre at få taget hul på tingene nu, end at vente til du slet ikke fungerer – hverken på arbejdet eller i øvrigt.

Venlig hilsen 

Bente Elton Rasmussen

Socialrådgiver