Gå til hovedindhold
Et papir med et kryds på, der lægges ned i en kasse

Hvad betyder kommunal- og regionsrådsvalget for dig som ulykkesramt?

Kommunalvalget og regionsrådsvalget har stor betydning for din hverdag. Det er nemlig kommunerne, der beslutter, hvor hurtigt du kan få genoptræning, hvilke hjælpemidler du kan få, og hvor god sagsbehandlingen er.

Regionerne bestemmer blandt andet kvaliteten af hospitalsbehandlingen, adgang til specialiseret rehabilitering og psykiatrisk støtte. Derfor kan valgene være med til at afgøre, hvor let eller svært det er for dig at få den hjælp, du har brug for.

Foreningen arbejder for at sikre, at de nye politikere får viden om, hvad ulykkesramte borgere har brug for – og for at påvirke beslutninger, der kan forbedre din behandling, støtte og retssikkerhed.

Den nye ældrelov fra 2024 har eksempelvis besluttet, at give kommunerne mere selvbestemmelse i forhold til borgernes ydelser.

Det kan være fornuftigt i visse tilfælde, men det kan også skabe større geografisk ulighed, hvilket vi holder skarpt fokus på.

Tilgængelighed er alfa og omega i forhold til valg og demokratisk deltagelse

Hvordan var tilgængeligheden ved dit valgsted til kommunal- og regionsvalget? Det holder vi fortsat fokus på, ikke mindst da 2026 byder på et folketingsvalg.

Hvis du vil dele din oplevelse af tilgængeligheden ved dit valgsted i år, så skriv til vores presseansvarlige Elisabeth Cecilia Dorn på ecd@ulykkespatient.dk.

Din oplevelse er vigtig – uanset om alt fungerede fint, om det var blevet bedre siden folketingsvalget i 2022, eller om forholdene var værre. Vi vil gerne høre fra dig, så ingen bliver hjemme på grund af dårlig tilgængelighed.