Gå til hovedindhold

Sex er en udfordring, hvis du har et handicap

Ny undersøgelse viser, at mange med handicap oplever udfordringer i sexlivet – særligt mænd.

Sex og intimitet er vigtigt – også hvis man lever med et handicap. Det viser den nye undersøgelse Seksualitet og handicap, som UlykkesPatientForeningen har gennemført i samarbejde med Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter.

Undersøgelsen giver indblik i, hvordan kvinder og mænd med handicap oplever deres sexliv, og hvordan de håndterer de udfordringer, der kan opstå. 

I undersøgelsen svarer 82 %, at et godt sexliv er vigtigt for dem. Det ligger meget tæt på resultaterne fra den landsdækkende undersøgelse fra Projekt SEXUS i 2018, hvor 80 % af den øvrige befolkning svarer det samme.

Alligevel er tilfredsheden med sexlivet markant lavere blandt mennesker med handicap. Kun 37% svarer, at deres sexliv har været godt eller særdeles godt det seneste år. Det tyder på, at mange oplever problemer – og det kan både være fysisk og psykisk.

En mandlig respondent siger i undersøgelsen:

- Jeg er jo ikke den typiske Tinder-bruger. Jeg har ikke en flot sixpack, og jeg er heller ikke fuldt funktionsdygtig. Der er så meget i samfundet omkring, hvordan vi ser ud. Det bliver en psykisk blokering for mig. Jeg er bange for at komme ud og prøve. Jeg er bange for at blive afvist

Mænd oplever i højere grad problemer, men søger også oftere hjælp

Undersøgelsen viser, at 42 % af mændene inden for det seneste år ikke eller kun med stort besvær har opnået orgasme. Til sammenligning gælder det for 18 % af kvinderne. I den øvrige befolkning er tallene markant lavere, især for mænd.

Henriette Kirkegaard Rask, sexologisk rådgiver og idekvinde til fotobogen ’Berør med ændret krop’ fortæller:

- Jeg får flere henvendelser fra mænd med et handicap i min sexologiske praksis på Specialhospitalet, men det er ikke ensbetydende med, at kvinder med handicap ikke oplever udfordringer. Jeg tror mere, det handler om, at mænd vurderer f.eks. en manglende orgasme som et større problem og søger løsninger, end kvinder, der måske affinder sig med problemet. Det er en skam, for der er hjælp at få, også som kvinde.

Henriette understreger, at udfordringer for kvinder ofte kan handle om andet end orgasme – og at det kan kræve tid og støtte at finde eller genfinde lysten med en krop, der har ændret sig.

Få gratis sexologisk rådgivning

Har du været ude for en ulykke og har spørgsmål eller udfordringer i forhold til dit intime liv og sexliv, kan du ringe til UlykkesLinjen på 36 73 20 00. 

Her kan du få gratis og professionel sexologisk rådgivning hos Henriette Kirkegaard Rask torsdage kl. 13–15 i lige uger. UlykkesLinjen tilbyder også psykologisk, social og juridisk rådgivning.

Læs om UlykkesLinjen

Om undersøgelsen

Undersøgelsen 'Seksualitet og handicap' er lavet i forbindelse med fotobogen Berør - med ændret krop fra 2025, der er udgivet af UlykkesPatientForeningen og Specialhospitalet.

Cirka 100 personer, der lever med en varig skade eller handicap har deltaget i undersøgelsen.